Danmarks Radio lancerer i 2021 en ny platform med indhold til de allermindste danskere, nemlig de ét-treårige. I forvejen har DR succes med især Ramasjang for de tre-otteårige og til dels DR Ultra for de ni-14-årige. Nu kommer et nyt og endnu navnløst univers altså til – i denne uge fortalte DR om sine planer.
Skal børn under tre år overhovedet se tv, vil mange formentlig tænke, men faktum er, at det gør de i forvejen. Eller skærm, som de fleste børnefamilier kalder det, fordi det ikke nødvendigvis foregår på et fjernsyn. Og det giver overordentlig god mening, at DR nu retter fokus mod de yngste. Til Mediawatch siger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn, at de ét-treårige i dag enten er på YouTube eller Netflix:
»Om vi fokuserer på dem eller ej, så har de et medieforbrug. Og vi synes, det er vigtigt, at vi byder ind med relevant, danskproduceret public service-indhold også til den målgruppe.«
DR leverer eminent børne-tv
Ser man på udbuddet for de mindste i dag, så er der vitterligt ikke meget danskproduceret indhold. Samtidig er der mildest talt svingende kvalitet på det internationale marked, og hvis der er noget, DR gennem årtier har vist sig eminent til, så er det at lave fjernsyn for børn.
Det er overflødigt at nævne rækken af berømte figurer og serier, for alle danskere kender dem. De er blevet en del af vores kultur. Særligt imponerende er det, at DR også har formået at skabe nye succeser, efter at mange danskere er stoppet med at se flow-tv.
Engang kunne DR-cheferne styre, hvad børn kunne se. I dag kan børn vælge imellem alt, hvad deres forældre giver dem lov til. Alligevel har den generation af danske børn, som i dag er omtrent syv-14 år fået Hr. Skæg, Onkel Reje, Rosa og Motor Mille som fælles referencer. Det skyldes, at indholdet er så stærkt, at alle har set med, da de var i målgruppen.
Kan man i virkeligheden forestille sig noget, som er bedre public service end at samle generation efter generation om programmer af høj kvalitet?
De lidt ældre børn, som er i DR Ultra-målgruppen, er forståeligt sværere at holde fast i. Men har man set blot et enkelt afsnit af flagskibet Ultra Nyt, hvor engagerede værter formidler ofte svært forståelige nyheder til børn, så vil man vide, at licenskronerne er givet godt ud her også.
Attraktivt alternativ til YouTube
Der findes naturligvis både danske og udenlandske alternativer til DR’s programmer, som også er af høj kvalitet, men der er bestemt også meget skidt derude.
Magasinet Zetland har for nylig fulgt en toårig piges færden på YouTube, og det er skræmmende læsning. Journalisten har set hendes historik, altså en oversigt over alle de videoer, hun har klikket på og hun ender – på grund af algoritmerne – med stort set kun at se engelsksproget indhold. Blandt andet den ukrainske Kids Diana Show, en meget populær kanal med den overgearede Diana i hovedrollen. Diana skaber sig. Hendes bror skaber sig. Hendes far skaber sig.
Der findes mange andre lige så forfærdelige kanaler fra blandt andet USA, Sydeuropa og Asien, og deres form ligger milevidt fra DR’s tradition for børne-tv. Skarpe farver, kunstige grin, overdreven mimik, fokus på kommercielle ting, herunder en evig strøm af nyt legetøj.
Det er den slags, de helt små børn forvilder sig ud i, når de bevæger sig rundt på YouTube. Her vil et DR-univers og en tilhørende app til de mindste være et attraktivt alternativ.
Kamp mellem techgiganter og idealer
At der er forskel på den danske og den mere mainstream internationale tradition, når det kommer til børne-tv, blev tydelig, da Google tidligere på måneden pludselig tog Ramasjang-appen ned fra Google Play. Grunden var, at der blev spist lakridspiber i programmet Ramasjang Mysteriet, og at Onkel Reje tæsker Ninjaer i et spil på appen. Det var ifølge Google »ikke passende for børn, som er under 13«. Så godt som alle i Danmark var enige om, at Google havde overreageret.
I andre lande kan en lakridspibe muligvis være kontroversiel, men det er den heldigvis ikke i en dansk tradition. Sagen endte med at appen blev lagt på Google Play igen, men den viste, at der foregår en kamp mellem techgiganterne og de nationale producenter. Og at idealerne for børne-tv kan være vidt forskellige rundt om i verden.
I det lys fremstår DR’s planer om at lave en platform for de ét-treårige endnu mere presserende. Vores børn debuterer tidligt som mediebrugere, og de skal præsenteres for kvalitet fra starten.
Hvad er kvalitet? Er det det, DR præsenterer de 1-3-årige for i et desperat forsøg på at fastholde et monopol?
Hvem tror egentlig, at forældre, der ikke er vokset op med DR’s bevidstløst berømmede kvalitet på ikke mindst børne- og underholdningsområdet, tænker, at "her har vi da godt nok et lidt mere pædagogisk korrekt og langt bedre forsøg på at få de unge poder til udvikle sig anstændigt"?
Hvorfor ikke bare som ansvarlig forælder og forædler introducere de 1-3-årige for YouTube i denne de små poders anstændige og allerede bevidste alder, så de slipper for anmasende statsmassers ulideligt desperate forsøg på at kapre mindreårige kunder under dække af at ville dem det bedste?
Jeg ville nu gerne have et lukket univers, som ikke kan lede videre ud til det farlige internet.
Men det vil nok være for meget forlangt.
I Taiwan får du en bøde som forældre, hvis du lader et barn under 2 år se på en skærm
"Vores børn debuterer tidligt som mediebrugere, og de skal præsenteres for kvalitet fra starten."
Et ganske bizart perspektiv, og enhver protesterende mod at børn gøres til 'mediebrugere' inden de er fyldt tre, kan blive udpeget som puritaner og/eller nynazist.
Hanne Utoft,
Nå nå nå, nynazist ligefrem, den havde jeg lige ikke set komme i den her sammenhæng.
Men du kan da protestere alt det du vil, jeg går bare ud fra at samtlige undersøgelser viser at børnene rent faktisk bliver mediebrugere så tidligt. Og så er det vel meget fornuftigt med noget kvalitet.
Thomas Andersen, det kommer til at lyde som en naturlov at de bliver dét - og ikke som en kulturel lovmæssighed, der kan (og af flere tungtvejende årsager bør) forandres.
Årh jammen det er jo fordi at det er svært at forestille sig tilbage til verdenen før alle havde en smartphone/tablet med internetadgang.
At kunne få ungerne passiviseret har en stor værdi når man har børn. Og det er trods alt lettere at sætte dem foran en skærm, end at skulle holde øje med hvad de laver af ulykker.
Vi kan så diskutere hvor aktive "brugere" dem under tre er. Det er jo forældrene, der sætter rammerne og siger at det og det må ungen se/trykke på.
Vores 2-årige er f.eks. helt med på hvilke spil hun gerne vil spille i et givet øjeblik og hun kan selv skifte mellem de enkelte spil. Vi har så sat grænsen ved internetadgang for netop at kunne styre indholdet.
Ungen har da så bare selv lært sig at slå internettet til, så vi skal lige holde halvt øje.
Af samme grund må hun ikke spille DR’s ramasjang app uden opsyn, da den, med intetnetadgang giver adgang til tv programmerne - og på det punkt har vi også sat grænser. Hun har ikke frit valg til at se ynglingsprogrammet igen og igen, derfor anser vi heller ikke YouTube som et reelt alternativ.
Thomas Andersen, uden at det skal forstås som en personligt rettet kritik, så beskriver du vel på udmærket vis hvordan bl.a. dovenskab/lette løsninger og manglende inddragelse af børnene i en fælles familiehverdag tilsyneladende udløser et behov for at passivisere børn med skærme af forskellig art - hvilket siden kaster en række administrative mikromanagement-opgaver af sig til forældrene, hvilket vil præge relationerne mellem børn og disse forældre med behov for parkering af børnene. Det ligner et minus-stykke, både socialt, eksistentielt og materielt, for alle parter - og selvom det er svært at forestille sig at børn i fremtiden kunne blive befriet fra billig skærmunderholdning (som ofte viser sig at have store menneskelige og miljømæssige omkostninger), så er det vel væsentligt at gøre sig klart at den er ganske undværlig (og at også bl.a. slaveriets ophævelse engang lå udenfor den almindelige, fælles forestillingsevne).
Vores børn debuterer tidligt som alkoholbrugere, og de skal præsenteres for kvalitet fra starten!
Vores børn debuterer tidligt som cannabisbrugere, og de skal præsenteres for kvalitet fra starten!
Nemlig Hanne, "... dovenskab/lette løsninger og manglende inddragelse af børnene i en fælles familiehverdag.."
Som det altid har været. Børn og forældre lever ikke i symbiose.
Tidligere, eller hvis man ikke bruger skærme, når forældre skulle have ro/plads til f.eks. at lave mad uden unger der kravler rundt om benene, så blev de jo bare passiviseret på andre måder. Fastspændt i en liggestol, proppet i en kravlegård, mv. Det er jo ret svært (og jævnt farligt) at stå med kogende vand og et lille barn på armen.
Nå ja, de lidt større børn blev bare sendt et eller andet sted hen for at lege uden opsyn.
Jeg kan ærlig talt ikke se den store forskel om ungerne bliver parkeret på den ene eller anden måde. Det er forældrenes involvering i deres unger, der betyder noget.
Overdreven brug er skadeligt, javist, men så må vi jo så diskutere hvor meget skærmtid (om noget) små hjerner kan tåle. Og om der f.eks. er forskel på aktiv og passiv brug af skærme.
Thomas Andersen, hvis 'sådan har det altid været' skal forme vore børns fremtid, så kan vi jo lige så godt slå dem og udskamme dem til de gør hvad vi siger, ikke? Sådan har det jo altid været, eller deromkring.
Og alligevel så har det en del steder ofte været sådan at de lidt større børn var med til at lave med - og ellers kan det vel blive sådan? Helt umulig ser en sådan udviklingsopgave vel ikke ud ... og de helt små børn, som ellers ifølge vores nugældende kultur nødvendigvis skal parkeres foran en skærm, kan vel se på at der laves mad? Apropos undersøgelser, så ved vi jo at babyer og småbørn kan stimuleres passende på mange måder - og det er jo også en mulighed at mor og/eller far arbejder mindre end 37 timer ugentligt, så der er meget mere tid og plads til at udføre huslige pligter med og uden børn, uden at sidstnævnte skal parkeres. Jeg forstår udmærket at mange tænker at der må findes løsninger indenfor de eksisterende vilkår (i dette tilfælde en fortravlet og funktionsopdelt familiestruktur), men meget ofte kan vi med fordel at se på de strukturelle rødder (dvs. de eksisterende vilkår) til givne problemer og tage fat dér, fremfor at lappe på symptomer (eks.vis at børn qua vores familiestrukturer og samfundsorden nødvendigvis skal kunne parkeres foran skærme, hvorfor vi skal undersøge hvor meget(hvad de i så henseende kan tåle uden at gå i stykker).
Du glemmer lidt at forholde dig til hvad jeg skriver.
Det er forældrenes involvering i deres små poder der betyder noget.
Uagtet om man går hjemme med ungerne eller ej, så vil der være tidspunkter hvor de (børnene) vil blive parkeret på den ene eller anden måde. Man kan derudover sagtens tale til og med børn, skærm eller ej.
Måske du bliver provokeret af ordet passiviseret, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men noget som jeg bliver voldsomt provokeret af, det er at du åbenbart skal finde på nye langt ude ting du kan sammenligne min holdning med, for dermed at vise at min holdning er lige så langt ude.
For selvfølgelig går jeg da ind for at vi skal slå børn og at børn skal udskammes, mens jeg samtidig ønsker at slaveriet aldrig skulle have været ophævet!
Thomas Andersen, jeg beklager misforståelsen - jeg anvendte nogle radikale eksempler for at understrege hvilken alvor der kan være forbundet med at vi udvikler en skærmkultur i konsekvens af at vi ikke får gjort noget ved nogle samfundsstrukturer, som i forvejen, af mange andre årsager, trænger til grundlæggende forandringer. Der lå ikke noget forsøg på at beskylde dig for at være slavetilhænger eller børneskænder i eksemplerne.
Hanne, nej jeg ved jo godt at du ikke beskylder mig for det. Men tak for undskyldningen i hvert fald.
Jeg læste det som om at du sammenlignede mine argumenter med de nævnte eksempler. Underforstået at jeg var lige så tosset.
I bund og grund, så er min holdning egentlig bare den at familier til alle tider, og også fremadrettet, har et behov for at parkere børnene fra tid til anden. Altså, så at sige, at have børnefri i en given situation.
Denne "børnefri" periode kan også sagtens foregå mens børn og forældre er i samme rum.
Nogle vælger at tilbyde ungerne noget skærmtid, andre gør noget andet. Fællesnævneren er, at forældrene, i den periode, ikke har den fulde opmærksomhed på deres børn.
Jeg tror at vi er enige langt hen af vejen om samfundsstruktur mv. Jeg deler bare ikke pessimismen om skærme som ubetinget dårlige for børns udvikling.