Hvis man interesserer sig for tilværelsens store gåder og virkelighedens dybeste lag, kan man let tænke, at rette sted at henvende sig nok er ovre i filosofiens, kunstens eller i litteraturens departement – eller måske ligefrem henne i afdelingen for religion. At gå til naturvidenskaben er næppe førstevalget i den sammenhæng, og det er faktisk en skam.
Den engelske 1800-talsdigter John Keats bebrejdede Isaac Newton, at han havde »ødelagt regnbuens poesi ved at reducere den til et prisme«. Både før og siden har andre anklaget naturvidenskaben for at affortrylle og instrumentalisere verden. Men det er en fordom. Vil man gerne slås af forundring og glo måbende ned i en afgrund af den dybeste mystik, så er den natur, vi på én og samme tid er omgivet og udgjort af, et af de ypperste steder at kigge hen. Tænk sig for eksempel, at der i de bittesmå atomare byggesten, som du og alt andet stof i universet udgøres af, findes det nok største mysterium af dem alle – nemlig mysteriet om, hvad virkeligheden overhovedet er for noget.
En kommentar til:
"---- at rette sted at henvende sig nok er ovre i filosofiens, kunstens eller i litteraturens departement – eller måske ligefrem henne i afdelingen for religion. At gå til naturvidenskaben er næppe førstevalget i den sammenhæng, og det er faktisk en skam".
Ifølge Den Danske Ordbog betyder "departement" følgende: "OVERFØRT fagområde eller interesseområde som en person eller gruppe af personer behersker, bestemmer over eller føler sig hjemme i".
Denne leders måde at tænke verden og dens indretning på er i høj grad antikveret, og som sådan kan den næppe undgå at være med til på populistisk vis at bekræfte en række gamle fordomme hos læserne.
Journalistisk arbejdende personer har ofte, som i dette tilfælde, en evne til at præsentere viden fra langt før årtusindskiftet for uindviede som om, at der er tale om helt ny og epokegørende viden, men det bliver den jo ikke ny og epokegørende af.
Jeg får her associationer til en tryllekunstner, der hiver kaniner eller duer op af sin "tomme" hat og et publikum, der benovede falder ned af stolen af overraskelse.
Jeg betragter det stadig som væsentligt at fastholde en skelnen mellem religion, kunst (inkl. litteratur), filosofi og videnskab, selv om en sådan skelnen ikke kan fastholdes i nogen absolut forstand (bortset måske fra en rigid statslig og juridisk), og der vil derfor også være tale om gråzoner.
Der er mennesker, der arbejder med filosofisk tænkning, men som ikke vil kaldes for filosof, fordi de ved, at det i den brede offentlighed vil blive forbundet med det at være ansat på et filosofisk institut (og som sådan talte man ofte tidligere om en fagfilosof).
De vil undgå at blive forbundet med en filosofisk tænkning af en meget gammeldags og "indskrænket " slags. (også selv om de måske oprindeligt er uddannet på et filosofisk institut). Et eksempel herpå er den tyske kunstteoretiker Juliane Rebentisch.
Religion, kunst, filosofi og videnskab er noget, der praktiseres på kryds og tværs af de traditionelle "departement" - inddelinger, ikke mindst på universiteter og andre højere læreanstalter.
Det afgørende er f.eks. ikke længere, i essentialistisk forstand, hvad forskellen er mellem filosofi og videnskab, men hvad man kan gøre med henholdsvis filosofi og videnskab, og det uanset om vedkommende forsker f.eks. er ansat på et institut for filosofi eller naturvidenskab.
Som ny filosofistuderende i 1969 fik jeg af daværende professor David Favrholdt at vide, at på filosofiske institutter uddannede man middelmådige filosoffer, der efter endt studium ikke længere ville være i stand til at tænke en original tanke.
De originale tænkere ville blive dem, der var i stand til at tænke på tværs af alle de kategorier ("departementer"?), som man på universiteterne gerne ville inddele forskningen i.
Mon ikke sætningen:
“Tænk sig for eksempel, at der i de bittesmå atomare byggesten, som du og alt andet stof i universet udgøres af, findes det nok største mysterium af dem alle – nemlig mysteriet om, hvad virkeligheden overhovedet er for noget.”
lægger op den smukke tanke, at alt stof i universet er lavet af samme stof, som vi er lavet af, atomare byggesten?
Det er bare ikke sandt. Det var sandt for astronomen Thøger Larsen, men der er senere sket en del paradigmeskift i kosmologien.
Kun 5% af stoffet er kendt, resten er mørkt stof eller mørk energi.
Men det gør det ikke mindre fortryllende, at vi er medskabere.
Tak for god leder og for fantastisk serie om kvantemekanikkens gåde og om virkeligheden. Information gør det værd at læse avis!
Inden fysikken gøres til kongedisciplinen inden for naturforståelsen er det værd at ihukomme Gregory Bateson's dictum: "Materialism is a set of descriptive propositions referring to a universe in which there are no descriptive propositions." (Bateson, Gregory and Mary Catherine Bateson (1987). Angels Fear. Towards an Epistemology of the Sacred. New York, Macmillan). Jeg vil vove den påstand, at den største udfordring for naturvidenskaben bliver at erkende bevidsthed som en naturkategori, og at mysteriet i højere grad er at finde i dafniens øje end i det sorte huls kvantefysik.
Kære Bjarne, Lars & Bo - er der en reel mulighed for, at vi fire kunne sætte os sammen og komme med en tankemodel for samfundets indretning, som vil stoppe vor fortsatte nedbrydning af natur og biodiversitet ?
Med venlig hilsen
Ib
@Ib Jørgensen
Tankemodellen er ikke så indviklet. Vi skal bruge ca. 1/10 af de ressourcer vi bruger i dag. Det svære er at få alle de andre med på idéen.
@Bo Jensen
Det er nu ikke fordi man ikke arbejder på at forstå bevidstheden rent videnskabeligt, og med den seneste udvikling indenfor AI er man blevet ret gode til at simmulere den.
Det er iøvrigt ekstremt væsentligt at skelne mellem fysisk og materiel. Dér ligger svaret på dualismens problemer.
@Mikkel Vuorela
Ja der er stadig meget vi ikke ved, men som du selv har erfaret så er der også meget vi har fundet ud af. Grunden til at vi i dag har viden om virkeligheden er bla. den videnskabelige metode. Alt det underlige, mystiske og uforklarlige, er ikke videnskab indtil det er "forklaret". Samtidig er det i opklaringen af alle "mysterierne" at det spændende arbejde ligger.
Personligt fik jeg for alvor sat tingene og min egen eksistens i perspektiv da jeg begyndte at kigge ud i Universet gennem en kikkert. Universet er så giga stort at man føler sig meget lille. På den anden side er blot en enkelt celle i et menneske lige så kompleks som en storby. Frem for alt gik det op for mig hvor isoleret Jorden er ift. resten af Universet. Vi har den stenkugle skæbnen har tildelt os, og vi kommer aldrig herfra, så det er dumt ikke at passe bedre på vores hjem.
Det er iøvrigt tankevækkende at hvis man tager alt det vi kender til, og ser på det mindste (Planck enheder) og det største (det synlige Univers), så befinder de skalaer vi er vant til i vores dagligdag sig lige midtimellem. Det skyldes næppe at vi er af "gennemsnitlig" størrelse. Det skyldes nærmere at vi evolutionært er udviklet til at forstå tal op til ~50 (størrelsen på vores flok i stenalderen), og størrelser ala centimeter, meter eller måske kilometer.
Det er de størrelser vi, i videnskab, har arbejdet os op og ned fra, men mennesker behøver ikke dermed ligge midt mellem det største og det mindste. Spørgsmålet er om der overhovedet er en grænse for "stor" (eller lille). F.eks. tyder meget på at Universet vitterlig er uendeligt stort. Plank længder er kun en ting, fordi vores modeller (viden) ikke giver mening på mindre skalaer.