Læsetid: 13 min.

Dansk statsborger måtte vente 43 måneder, før hans to sønner fik det statsborgerskab, som de havde ret til

Nourou Moussa, der er er født i Togo, men blev dansk statsborger i 2005, bad i marts 2013 om at få udstedt bevis for dansk statsborgerskab til sine to sønner. Så gik måned efter måned efter måned. Først efter, at udlændingeminister Inger Støjberg i juni i år fik et spørgsmål om sagen i Folketinget, kom der skred i sagsbehandlingen
Nourou Moussa, der er er født i Togo, men blev dansk statsborger i 2005, bad i marts 2013 om at få udstedt bevis for dansk statsborgerskab til sine to sønner. Så gik måned efter måned efter måned. Først efter, at udlændingeminister Inger Støjberg i juni i år fik et spørgsmål om sagen i Folketinget, kom der skred i sagsbehandlingen
3. januar 2017

Onsdag den 21. december 2016 håbede den danske statsborger Nourou Moussa på, at hans ventetid nu var forbi. At han nu efter tre år og næsten 10 måneder endelig kunne få sine to sønner med fra Togo og hjem til Danmark, så de kunne holde jul sammen. Men endnu en gang blev den 49-årige Nurou Moussa skuffet.

I en mail til en medarbejder på den danske ambassade i Ghanas hovedstad Accra havde han samme dag skrevet, at han havde bestilt billetter til Danmark, »så mig og mine børn kan fejre jul og nytår i Danmark. Er det muligt, at mine børn kan få pas før lørdag, så vi kan rejse til Danmark og fejre jul og nytår som en familie, eller skal jeg afbestille billetterne?«

Ambassadens ansvarlige for konsulære anliggender var kun godt 40 minutter om at svare på mailen. Desværre for Nouoru Moussa og hans to sønner var det et nej:

»Dine børns pas er endnu ikke modtaget på ambassaden Accra. Vi er lukket i næste uge, så jeg afventer at modtage passene i den første uge i det nye år«, svarede ambassademedarbejderen.

Selv om han blev ærgerlig over, at hans to drenge alligevel ikke kom til at fejre jul i Danmark sammen med deres storesøstre, og at han måtte afbestille flybilletterne, så var 40 minutter ikke længe at måtte vente på et svar.

Ikke for Nourou Moussa, der måtte vente i 1.281 dage, før danske myndigheder fik færdigbehandlet hans ansøgninger om at få bevis for dansk statsborgerskab til sine to sønner, så de kunne få et dansk pas og rejse med ham hjem til Danmark. Et statsborgerskab, som drengene vel at mærke har haft ret til at få udstedt bevis for fra det øjeblik, myndighederne modtog ansøgningen.

Men på grund af forkert sagsbehandling kom Nourou Moussa til at vente mere end 43 måneder på beviserne. Han søgte i marts 2013, men først oktober 2016 udstedte Indfødsretskontoret i Inger Støjbergs ministerium et statsborgerbevis til de to drenge. Siden har han så måttet vente yderligere på at få udstedt pas til sønnerne, så de kan komme med deres far til Danmark og bo sammen med deres storesøstre.

»Det er selvfølgelig helt utilfredsstillende med så lang en sagsbehandling,« siger seniorforsker og indfødsretsekspert Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder.

Hun har gennemgået datoerne i myndighedernes behandling af sagerne for Nourou Moussas sønner på baggrund af Informations aktindsigt i sagerne.

»Sagen illustrerer, at der er brug for at strømline den praksis, som Udlændinge- og Integrationsministeriet sammen med Ankestyrelsen følger i sager om bevis for og bevarelse af dansk indfødsret, efter ministeriet i efteråret 2014 begyndte at oversende sagerne til Ankestyrelsen for at få dokumentation for ægtheden af udenlandske familieretlige dokumenter. Det har medført sagsbehandlingstider på op til 3½ år,« siger Eva Ersbøll.

Indfødsretsloven opfyldt

Nourou Moussa indrejste fra Togo til Danmark i november 1999, og godt seks år senere fik han dansk statsborgerskab. To år efter fik han sammen med en togolesisk kvinde en søn, og fire år efter fik parret endnu en søn. På årets næstsidste dag i 2011 blev Nourou Moussa og sønnernes mor gift i Togo.

Dermed var betingelserne for, at sønnerne kunne få farens statsborgerskab ifølge indfødsretsloven, tilvejebragt:

»Har et barn af en dansk far og en udenlandsk mor ikke erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab.«

Den 4. marts 2013 sendte Nourou Moussa derfor to ansøgninger til Indfødsretskontoret i Justitsministeriet.

»Min far og mine søskende bor i Danmark«, stod der i skemaets rubrik om ansøgerens eventuelle ’særlig tilknytning’ til Danmark.

Nourou Moussa vedlagde bl.a. sin vielsesattest, en underskrevet aftale om, at han havde overtaget forældremyndigheden, et togolesisk nationalitetsbevis for moren samt flere fotos af ham sammen med sønnerne.

Men selv om sagen principielt var ret enkel – at få konstateret, om forholdene i indfødsretsloven var opfyldt – trak sagsbehandlingen ud allerede fra begyndelsen. Først mere end et halvt år efter, at Nourou Moussa havde indsendt ansøgningerne, modtog han en kvittering fra Indfødsretskontoret i Justitsministeriet. Samtidig kom der et varsel om lang ventetid:

»Det må forventes, at der vil gå mellem 14-16 måneder fra modtagelse af Deres ansøgning, før deres sag er færdigbehandlet af ministeriet.«

Midt i februar 2014 – knap et år efter ansøgningerne var indsendt – sendte Nourou Moussa en mail til Justitsministeriet med kopi af sit forlængede besøgsvisa til Togo: »Det handler om dansk indfødsret til mine børn,« skrev han i mailen.

I begge sagsbunker med ansøgninger, breve, dokumenter, fotokopier, flybilletter mm. ligger et internt og derfor overstreget dokument. Formentligt viser dokumentet de forskellige sagsbehandlingsskridt i Indfødsretskontorets behandling af ansøgningerne.

I hvert fald ligger det i begge bunker i to versioner: En på tre sider og en på seks sider, hvor alle linjer på nær ganske få er overstreget. Men datoen er ikke overstreget: Den 10. juli 2014.

Det er rimeligt at antage, at først på dette tidspunkt – mere end 16 måneder efter, at Indfødsretskontoret modtog ansøgningerne – påbegyndte ministeriet en reel sagsbehandling.

Vente, vente, vente, vente …

To uger senere sendte Indfødsretskontoret endnu et fristbrev til Nourou Moussa: Selv om det nu var tæt på 17 måneder siden, at ministeriet havde modtaget ansøgningerne, indledtes brevet ret upræcist med, at »det er nu ca. 14 måneder siden«, at Nourou Moussa indsendte ansøgningerne. Men da det endnu ikke havde været muligt for Indfødsretskontoret at få sagerne færdigbehandlet, blev ventetiden uden yderligere forklaringer udsat med »yderlige to-fire måneder«.

Først midt i oktober 2014 – mere end 19 måneder efter ansøgningstidspunktet – fik Nourou Moussa et første svar. I brevet bad Indfødsretskontoret nu om »yderligere oplysninger samt dokumentation«, bl.a. om de to drenge havde opnået togolesisk statsborgerskab.

Desuden skulle Nourou Moussa indsende drengenes originale fødselsattester, ligesom de tidligere fremsendte papirer, bl.a. vielsesattesten, ligeledes skulle sendes i original. Desuden skulle de ønskede dokumenter separat legaliseres af det danske konsulat i Togo, det vil sige, at underskrifterne på dokumenterne skulle bekræftes.

Efter foreløbig at have været mere end halvandet år om sagsbehandlingen, understregede ministeriet nu, at hvis ikke Nourou Moussa senest tre måneder senere havde fremskaffet det ønskede materiale, ville ministeriet ikke foretage sig yderligere i sagen.

Når Nourou Moussa havde indsendt de ønskede dokumenter, og de var blevet legaliseret af de togolesiske myndigheder, skulle de yderligere »forelægges for Ankestyrelsen til vurdering af, hvorvidt ægteskabet og slægtskabet kan anerkendes efter dansk ret«, oplyste ministeriet og tilføjede, at Ankestyrelsens sagsbehandlingstid »på nuværende tidspunkt« er »ca. seks måneder, hvilket vil medføre en forlængelse af sagsbehandlingstiden«, så sagen først kan være færdigbehandlet »otte-ni måneder efter, at ministeriet har modtaget de anmodede dokumenter«.

Af et fortroligt folketingssvar fra udlændingeminister Inger Støjberg (dateret to år senere, i oktober 2016) til Johanne Schmidt-Nielsen (EL) fremgår det, at årsagen til den ekstra lange sagsbehandlingstid i Indfødsretskontoret i 2013-14 var »et betydeligt efterslæb på oprettelse og behandling« på grund af flytningen af Indfødsretskontoret fra Udlændingeministeriet til Justitsministeriet, da Helle Thorning Schmidt dannede regering i 2011.

Den danske konsul

Midt i december 2014 modtog Indfødsretskontoret de ønskede dokumenter, som alle var forsynet med et legaliseringsstempel fra det togolesiske udenrigsministerium samt et stempel og underskrift af det danske konsulat i Lomé. Konsul Hans J. Pedersen, der var direktør for mejerifirmaet Fan Milk i Togo, hvor konsulatet også havde adresse, bekræftede på fransk den 5. december 2014 underskrifterne, men dog med forbehold for ægtheden af selve dokumenterne.

Hjemme i København vurderede ministeriet, at der var tale om originale dokumenter og bad tre dage senere – mere end 21 måneder efter modtagelsen af ansøgningerne – nu med et anbefalet brev Ankestyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt ægteskabet mellem drengenes far og mor kunne anerkendes i Danmark, og om hvorvidt farens faderskab kunne anerkendes i Danmark.

Det ville nemlig være forudsætningen for, at Nourou Moussas to sønner overhovedet havde ret til dansk statsborgerskab, skrev ministeriet.

Efter tre måneder nåede Ankestyrelsen imidlertid frem til, at der ikke var tale om originale dokumenter, men derimod om oversættelser, hvilket telefonisk blev meddelt Indfødsretskontoret i marts 2015. Samme dag skrev Indfødsretskontoret til Nourou Moussa og bad igen om originale dokumenter.

Endnu en gang fik Nourou Moussas kone fremskaffet de ønskede dokumenter, som igen blev forelagt både det togolesiske udenrigsministerium og konsulen i Lomé, Hans J. Pedersen, der den 1. juni 2015 på ny bekræftede, at underskrifterne var ægte, selv om mejeridirektøren dog tog forbehold over ægtheden af selve dokumentet.

Fra Lomé blev de originale dokumenter nu sendt til Ankestyrelsen, der – viser et datostempel – registrerede dem som modtaget den 17. juni 2015.

En uge senere tog Ankestyrelsen så et initiativ, der skulle vise sig at trække sagsbehandlingen endnu mere i langdrag. Styrelsen sendte nemlig ifølge sin senere forklaring i sagen en høring til Hans J. Pedersen for at høre ham om de togolesiske regler for faderskab. Det var mere end seks måneder efter, at Indfødsretskontoret i december 2014 havde bedt Ankestyrelsen om en vurdering af bl.a. dette spørgsmål.

Ny konsul i Togo

Den 26. juni 2015 oplyste Ankestyrelsen til Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvortil Indfødsretskontoret i mellemtiden var blevet overflyttet, at ægteskabet mellem Nuorou Moussa og hans kone kunne anerkendes i Danmark. Men styrelsen havde endnu ikke taget stilling til slægtskabet mellem faren og drengene, fordi det krævede yderligere undersøgelser, det vil sige høringen af den danske konsul i Lomé.

»Vi vender tilbage om faderskabet, når vi har modtaget oplysninger i sagen,« skrev Ankestyrelsen.

To måneder senere bad Indfødsretskontoret Ankestyrelsen om at oplyse, hvornår en vurdering af, om slægtskabet kan anerkendes, kunne forventes.

Men inden Ankestyrelsen fik svaret, modtog styrelsen en mail fra Hans J. Pedersen, der oplyste, at han stadig var konsul i Togo, men at man var ved at udnævne en ny konsul, fordi han selv skulle flytte til Lagos. Men han havde dog sendt Ankestyrelsens høring til sine kolleger på konsulatet i Lomé.

Først den 2. november 2015 fik Ankestyrelsen så svaret på Indfødsretskontorets forespørgsel fra august:

»Vi afventer høring fra Det Danske Konsulat i Togo, hvorfor vi ikke kan udtale os om, hvornår en udtalelse kan forventes«, skrev styrelsen.

Samtidig sendte styrelsen på ny en høring til det danske konsulat i Togo. Og igen den 21. december 2015 mindede styrelsen med endnu en mail konsulatet i Togo om høringen fra juni.

Tre måneder senere sendte Indfødsretskontoret så endnu en forespørgsel til Ankestyrelsen og bad igen om at få oplyst, hvornår man kunne forvente at få svar på det spørgsmål om slægtskabet, som nu havde ventet på svar siden midten af december 2014.

Den 6. april 2016 sendte Ankestyrelsen som følge heraf endnu en mail til konsulatet i Togo, og to uger senere fik Indfødsretskontoret besked fra styrelsen om, at man fortsat ventede på et svar fra konsulen i Lomé.

Knap en uge efter sendte Nourou Moussa en mail til Indfødsretskontoret og bad om snart at få et svar på sin ansøgning fra marts 2013:

»Sagen har nu været i gang i tre år, og jeg ved stadig ikke, hvad der sker med sagen«, skrev han.

»Sagen er til behandling hos Ankestyrelsen«, svarede Indfødsretskontoret godt to måneder senere.

Støjberg får spørgsmål om sagen

Den 21. juni 2016 gjorde Ankestyrelsen så dét, den nok skulle have gjort langt tidligere. En medarbejder ringede direkte til konsulatet i Lomé, der kunne oplyse, at man ikke havde modtaget noget som helst materiale fra Hans J. Pedersen. På nær et par dage var det nu et år siden, at styrelsen havde sendt sin høring til Togo.

Dagen efter skrev Hans J. Pedersen en mail til Indfødsretskontoret: »Konsulatet i Togo har ikke modtaget dokumentation vedrørende de nævnte sager. Har Indfødsretskontoret sendt dokumenter til konsulatet eller er det fra Nuru Musa?«

Men inden Indfødsretskontoret kunne nå at svare, stillede Johanne Schmidt-Nielsen (EL) et spørgsmål til Inger Støjberg om sagen. Efter at have fået en henvendelse fra Nourou Moussa spurgte Johanne Schmidt-Nielsen, om ministeren ville redegøre for forløbet i sagsbehandlingen, og om ministerens »grad af tilfredshed med den hastighed«, som sagen havde haft hidtil.

Først da en kendt folketingspolitiker blandede sig, synes der at komme et vist skred i sagsbehandlingen.

Efter at have genfremsendt høringsmaterialet til konsulatet i Lomé, kom der så langt om længe svar midt i juli. Det fremgår af sagsakterne, at konsulatet havde henvendt sig til den danske ambassade i Ghana, og konsulatet og ambassaden var blevet enige om, at det nok gik an at sende svaret på høringen på fransk: ’Les conditions de paterniteau Togo’.

Det mente man bestemt ikke i Ankestyrelsen, der, som de skrev, var vant til at modtage oplysninger enten på dansk eller engelsk. Så for at være helt sikker på, at styrelsen havde forstået det franske svar, sendte styrelsen den 1. august 2016 svaret retur til den danske ambassade i Ghana og bad om en vurdering af, at styrelsens forståelse af svaret var korrekt.

Desuden bad styrelsen også ambassaden i Ghana om at udvirke, at svaret på, om en togolesisk far har forsørgelsespligt over for sit barn, blev besvaret hurtigst muligt. Endelig ville styrelsen også gerne have en begrundelse for, at man i Togo kun legaliserede kopier og ikke originale dokumenter, som det ellers er kutyme i Danmark.

Mindre end en uge efter indskærpede Udenrigsministeriet så Ankestyrelsen fremover ikke at spørge konsuler – som ofte er private forretningsfolk frem for professionelle diplomater – men i stedet henvende sig til ambassaden for det pågældende land, som så skulle stå for sagsbehandlingen.

En intern beklagelse

Endelig den 23. august 2016 – mere end 20 måneder efter at spørgsmålene blev stillet –kunne Ankestyrelsen vende tilbage med en officiel anerkendelse af Nourou Moussas faderskab til de to sønner.

»Vi beklager den lange sagsbehandlingstid, der skyldes, at vi har afventet oplysninger fra det Danske Konsulat i Togo vedrørende reglerne for faderskab i Togo,« skrev Ankestyrelsen til Indfødsretskontoret.

Det er den eneste beklagelse over den lange sagsbehandlingstid, som er i sagsakterne –og den er vel at mærke ikke fremsat over for Nourou Moussa, men over for Indfødsretskontoret.

To dage efter sendte Nourou Moussa endnu en mail til Indfødsretskontoret og erindrede endnu en gang om ansøgningerne for sine to sønner.

Men inden ministeriet fik svaret, var der endnu nogle spørgsmål, som skulle afklares. I slutningen af august 2016 bad Indfødsretskontoret Nourou Moussa således om at underskrive en erklæring på tro og love om, at han ikke siden ansøgningen i marts 2013 havde søgt om eller erhvervet statsborgerskab for sig selv eller sønnerne i et andet land.

Dernæst bad kontoret Ankestyrelsen om via ambassaden i Ghana at undersøge slægtskabet mellem sønnerne og deres togolesiske mor. Midt i september svarede Ankestyrelsen efter at være blevet rykket for svar, at man afventede en ambassadehøring fra den Danske Ambassade i Ghana vedrørende moderskabet i Togo. En uge senere kom svaret så fra Ghana og via Ankestyrelsen videre til Indfødsretskontoret:

»Vi anerkender moderskabet efter dansk familieret,« skrev styrelsen, fordi »retsvirkningerne af et anerkendt moderskab i Togo svarer til retsvirkningerne af et anerkendt moderskab afgivet i Danmark«.

Den allersidste knast på vejen var, at Nourou Moussa i marts 2013, da han indsendte ansøgningerne, i skemaets rubrik ’Faderens statsborgerskab’ havde skrevet ’togolesisk-dansk’. Derfor ville Indfødsretskontoret den 26. September 2016 vide, om Nourou Moussa på noget tidspunkt siden 2005 havde generhvervet sit togolesiske statsborgerskab.

To dage senere sendte Nourou Moussa bl.a. kopier af sine pas med besøgsvisa til Togo som dokumentation for, at han siden 2005 kun havde været dansk statsborger.

Endelig, den 5. oktober 2016 efter 1.281 dages ventetid, kunne Indfødsretskontoret så udstede dansk statsborgerskab til Nourou Moussas to sønner.

Siden har han ventet på at få udstedt dansk pas til sønnerne, så han kunne tage dem med til Danmark. Men det blev ikke nået inden jul.

Eva Ersbøll kritiserer den langvarige sagsbehandling, »hvor ansøgerne løbende bliver bedt om forskellig dokumentation, som konsulater og ambassader i udlandet så skal verificere. Og derefter høres ambassader om andre landes lovgivning, retsvirkninger og lignende«.

»Ankestyrelsen har beklaget den tid, det tager at belyse fremmed lovgivning på grund af høringerne. I den konkrete sag ser det imidlertid ud til, at oplysningerne om den togolesiske lovgivning kunne være fundet på nettet. Her kan man bl.a. læse, at det fremgår af den togolesiske børnelovs artikel 59, at børn født uden for ægteskab – lige som i Danmark – legitimeres ved forældrenes ægteskab. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om det er tilstrækkeligt, men det forekommer i hvert fald klart, at der er brug for at effektivisere sagsbehandlingen. Afgørelserne er meget vigtige for familierne, og der er vel også et hensyn til at begrænse ressourceforbruget i ministeriet og Ankestyrelsen,« tilføjer hun.

Ankestyrelsen har ikke ønsket at kommentere sagsbehandlingstiden i Nourou Moussas sønners sager. Men generelt skriver styrelsen i en mail, at »lovgivning fra andre lande skal belyses, og det sker ved, at vi hører den relevante ambassade eller konsulat, inden vi kan udtale os. Og det kan desværre tage tid. Sagsbehandlingstiden varierer meget i denne type sager, og vi kan ikke generelt sige, hvilken sagsbehandlingstid, der er rimelig i den slags sager«.

Fra Udlændingeministeriet har Information modtaget en mail, hvori det hedder, at der i de to konkrete sager var behov for at høre andre myndigheder, herunder i udlandet, og en række omstændigheder medførte en lang sagsbehandlingstid.

»Det er selvfølgelig altid beklageligt, hvis sagsbehandlingstiden er længere, end den burde have været,« skriver ministeriet og tilføjer, at forløbet har givet »anledning til en ændret procedure i forbindelse med Ankestyrelsens indhentelse af oplysninger fra udlandet«.

 

 
Efter mere end tre år venter dansk statsborger stadig på, at h...

46 måneder. Så længe har den danske statsborger Nourou Moussa foreløbig ventet på det danske bureaukrati, så han kunne få sine børn hertil. Forstå hændelsesforløbet i videoen, og læs om sagen her: https://www.information.dk/moussa-venter-stadig

Posted by Dagbladet Information on Monday, January 2, 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Hans Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Torben Skov
  • Erik Karlsen
David Zennaro, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Torben Skov og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Salig Niels Ufer kunne ikke have orkestreret dette forløb på smukkere vis.
Virkelig zierlig embedsmandsværk når det er bedst.
Hele tiden på kanten til det ulovlige uden at overtræde grænsen tydeligt og det eneste det giver mening i er at forsinke sagen mest muligt.
Godt gået drenge og piger!
Eller burde vi smide hele bundtet ud og erstatte dem med folk der forvalter lovgivningen således at det giver mening for den berørte borger?

Jens Erik Starup, David Zennaro og Hans Larsen anbefalede denne kommentar