Nikolai Thyssens blog

Hvor meget vil du betale for en avis på internettet?

På nær en enkelt markant undtagelse kan internetaviserne ikke understøtte journalistikken. Gør det noget?

Så kom dog til lommerne!

Der er ikke tale om en enkelt generation, det er ikke blot de unge. Nej, det er jer alle sammen, alle jer, der ikke var for gamle til at tage først Wordperfect, så Word og siden Internet Explorer til jer.

I har vænnet jer til en syg økonomi. I betaler med glæde 10.000 kroner for en pc, 1.000 kroner for en trådløs router, 400 kroner for en bredbåndsforbindelse. Og i finder med glæde dankortet frem for at betale 35 kroner på en utroværdig hjemmeside for en åndssvag ringetone til mobilen. Men endnu er det ikke lykkedes for en eneste avis i hele verden – med New York Times som den markante undtagelse – at få jer til at betale for en avis på internettet. I vil hverken betale for et abonnement eller blot en femmer for en enkelt artikel. Lige så fast besluttet I er på at smide penge efter snart et hvilket som helst forbrug, lige så faste er I i den beslutning: I vil ikke betale en øre for nyheder, analyser og anmeldelser på internettet. Og internettet er som bekendt fremtidens medie – om ikke andet i den forstand, at det langsomt, men sikkert er ved at undergrave avisernes økonomi. Det ser ud til, at aviserne skal gennem samme vridemaskine som pladebranche allerede har været.

Pladebranchen forsvarede med en botanisk metafor sin egen svigtende forretningsmodel som et moralsk anliggende: Det er os, der sikrer det kunstneriske vækstlag, hævdede pladeselskaberne forbavsende enstemmigt. Det blev der grinet noget af, for vækstlaget så ud til at klare sig glimrende, selvom Justin Timberlake blev downloadet på Bittorrent. Justin Timberlake så i øvrigt også ud til at klare sig fint.

Nu forsøger avisfolk en lignende øvelse. Den svigtende forretningsmodel udlægges som et moralsk anliggende. Aviserne ligger først i den fødekæde, der gør begivenheder til nyheder, som skal distribueres, udlægges og analyseres. Uden aviserne, ingen journalistik.

Ifølge den norske journalist og ph.d. Arne Krumsvik er de danske internetaviser ingen undtagelse. I næste uge kommer han til Danmark og skal tale på et seminar om internetavisen. Her vil han fremlægge resultatet af en undersøgelse af de norske og de danske internetaviser:

  • Kun 30 procent af de danske internetaviser tjener penge i dag (og husk på: Det er papiravisen, der betaler for journalistikken, som internetaviserne blot snylter på).
  • 53 procent af aviserne planlægger nye indholdstjenester, som brugerne skal betale for.
  • 29 procent af avisernes ledere mener slet ikke, at brugerne bør betale for internetavisen.
  • 19 procent af avisernes ledere vil derimod gerne tage imod betaling.
  • 39 procent oplyser, at den vigtigste grund til at udgive en internetavis er som del af en strategi om flere kanaler.
  • 30 procent ønsker at udvikle »flere ben at stå på for virksomheden«.
  • 9 procent udgiver primært en internetavis for at reklamere for papiravisen eller for at give virksomheden et ‘tidsrigtigt’ image.

Kort sagt: Det er i dag ikke meget anderledes, end det var for 10 år siden: Aviserne vedligeholder og udvikler internetavisen for en sikkerheds skyld uden helt at vide hvorfor, men er dog mere bekymrede for at misse fremtiden end for at bruge lidt penge her og nu. Og det er jo sikkert en klog beslutning – om end en lidt defensiv strategi.

Forandring er svær

Jargonen på internettet har længe været en anden, og de fleste guruer ud i new media spår en lys fremtid – om ikke for aviserne så i det mindste for journalistikken. De tror, at annoncer vil kunne finansiere festen. Eksempelvis den amerikanske ‘new media ekspert’ Mark Glaser. Han skriver på sin blog, Mediashift :

»Seriøs journalistik dør ikke, selvom aviserne visner.«

For de amerikanske aviser har især de små rubrikannoncer haft stor økonomisk betydning, og det marked har internettet (Craigslist, Yahoo etc.) taget en stor del af.

Men Glaser taler om avisbranchen som om pladebranchen: »Forandring er svær, forandring er smertefuld, men forandring kan også være godt«.
Argumentet er kort sagt: Når Google kan tjene penge på internettet, så kan aviserne vel også. Og han konkluderer:

»I stedet for at finde nye måder at presse endnu mere ud af læserne på ved at tage penge for indholdet online (...) skulle journalisterne hellere åbne sig mod nye metoder for nyhedsindsamling, hybride forsøg med pro-amatører, at få læserne involveret.«

Det er jo fint, men det er også svært at se, hvordan det skal sikre en uafhængig journalistik.

The Economist spurgte sidste år på forsiden : »Hvem dræbte avisen.« Svaret inde i magasinet lød: Det gjorde internettet. Men måske er svaret et helt andet: Det var dig, der dræbte avisen. Dig, der ikke ville betale for nyheder, dig, der ville have en computer til 10.000 kroner, men som ikke ville betale en øre for at bruge den til noget fornuftigt.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Blot en 5'er for en enkelt artikel."

Hvis jeg skulle betale en 5'er for en enkelt artikel, ville jeg komme til at betale halvtreds kroner om dagen -> 18.000 kroner om året.

Avisernes fejl er, at de gladeligt lader artikler finansiere af reklamebannere, der måske indbringer 2 øre per klik men ikke kan fatte, at mikrobetalinger altså ikke er 5 kroner men 1 - 2 øre per artikel.

Hvis jeg kunne få god, dybdeborende og analytisk journalistik ville jeg ikke være bange for at betale mellem 1 og 10 øre per artikel til en konto, som jeg kunne tanke op til på samme måde som hos Telmore - blot med den forskel, at man skulle kunne bruge samme valuta hos alle aviserne.

I prøvede jo med Valus, men var så "smarte" at opfinde et system, der var fuldstændigt i jeres favør med afsindige transaktionsomkostninger og tårnhøje "mikrobetalinger".

I dag er den eneste måde, jeg kan bidrage til finansieringen af aviserne - ud over via reklameeksponering og uden at lade papirbunkerne hobe sig op i min dagligstue - ved at betale i omegnen af 100 kroner om ugen for PDF-filer med en masse artikler og rubrikannoncer, som jeg ingen interesse har i.

Aviserne synes ganske rigtigt at befinde sig i samme mentale gummicelle som pladeselskaberne, der i mange år kun har forstået at reagere på den nye økonomi med sagsanlæg og "ham fisted" tekniske foranstaltninger til at forhindre ophavsretsmisbrug med den eneste reelle konsekvens, at "fair use" på internettet stort set er afgået ved døden.

Kom ud af gummicellen og kig lidt på, hvordan man på Second Life-platformen har implementeret en succesrig mikro-økonomi eller på, hvordan epinions.com siden sidste årtusind har tilbudt skribenterne 1 cent per click through for deres artikler. Kernen i budskabet er, at mikro rettelig betyder MIKRO og ikke "blot en femmer for en artikel" (ruller med øjnene)

Undskyld mig, Nikolaj. Ikke nok med at du er enormt irriterende at høre på - du fremstår jo direkte dum. Og særdeles utroværdig, for du er åbenlyst ikke inde i det emne, du skriver om.

Kristoffer forklarer herover udemærket, hvad der går galt, når aviser tænker mikrobetaling. Selvfølgelig vil vi gerne betale for god journalistik. Hvis det er på nettets præmisser, og hvis prisen og varen hænger sammen - ligesom det forøvrigt gælder i musikbranchen, hvilket allofmp3 er et glimrende eksempel på.

Men jeg tror du laver den største fejl ved at anskue avisernes problemer, som forbrugernes bevidste fravalg. Især fordi du jo i samme hug ligefrem fremstiller os som dumme og indirekte siger, at vi ikke bruger vores computere til noget fornuftigt - helt ærlig! Du må leve et meget underligt digitalt liv, hvis det eneste du bruger din computer til er at betale fem kroner for artikler på nettet.

Tendensen er mere et produkt af nettets natur og de tekniske vanskeligheder, der er i at få et betalinssystem op at køre, som virker på tværs af mange konkurrerende udbydere af journalistik. Jeg gider ikke signe up og hive mit betalingskort frem 117 gange bare for at læse dagens nyheder. Og da overhovedet ikke - og helt bestemt og ganske aldeles ikke - hvis jeg skal betaler en femmer for en artikel.

Jeg vil kunne læse Politikens indlandsstof, Informations baggrundsartikler, Ekstrabladets sport og Berlingske Tidenes livsstilsmagasiner - ubesværet og ligesom det foregår på den gratis del af nettet i dag. Jeg vil kunne surfe ind på Time Magazine, The Economist's, NY Times osv. og læse lige præcis de artikler, som jeg finder interessante. Ellers kunne jeg jo ligesågodt have et forældet papirsabonnement.

Derudover vil jeg kunne sende artiklerne til mine venner og linke til dem fra min blog. Uden at mine venner og læsere både skal oprettes som bruger og hive et betalingskort op af lommen, når de vil læse, hvad jeg anbefaler.

Det kan du ikke give mig. Og derfor vil jeg ikke købe din onlineavis. For så er jeg låst fast i et informationsunivers, som på ingen måde drager fordel af nettets muligheder.

Så kan I snakke nok så yndigt og sødt om brugerindblanding, og I kan hygge jer på redaktionsblogs, som de fleste alligevel ikke gider læse - det giver altså bare ingen kunder i butikken.

Du repræsentere i dit indlæg faktisk summen af årsagerne til, at ingen netavis kører med overskud. Og jeg tror virkelig du skulle tage dig en fridag til lidt selvreflektion.

Den dummeste linje må nok være: "Uden aviserne, ingen journalistik".

Du snakker om fornuft. Min gentagne gange fremførte påstand er, at journalister - og du underbygger min tese helt perfekt - er de mest ukritiske, ikkeresearchende og sådan generelt komplet inkompentente aktører i vores samfund, set i forhold til den altafgørende rolle, som de spiller (stadigvæk, i hvert fald).

Håber virkelig, at du har en anelse mere overblik og perspektiv, når du skriver om andet end nettet.

Derudover: Du talte ned til mig - nu fik du den tilbage, af den grund. Men hvis du får lyst til droppe de daglige femmere - det sgu dyrt i længden, selv til journalistløn - er du velkommen ovre hos mig, på min blog.

Du må faktisk læse alle mine artikler - gratis!

Hmm, må også indrømme at jeg blev stærkt forundret over denne klumme...

Tænk hvis energien blev brugt på at eksperimentere/gøre noget i stedet for at græde over at "forbrugerne" ikke vil købe produktet.

Find i kernen af modellen, forstå hvor småt et medie kan være, find tilbage til den demokratiske forankring, gå i øjenhøjde med de millioner af dannede danskere der er.

Giv mig en journalist der bliver sin egen udgiver, redaktør, mv. uden dyre omkostninger, inspirationsferier, hierarkier, mellemledere, dyre legacy publiceringsssystemer, sekretærer, assistenter, dyre kontorer i city, mv.
En der vil lave ægte dybdegående journalistik (den slags som endog i sjælden grad i selv printmedierne bliver praktiseret i dag da der ikke er råd til den).

Og folket vil komme til ham/hende og donere penge, donere ressourcer, opmærksomhed, mv.

Gør mig til en deltager i stedet for at være en forbruger. Aktiver at "læserne ved mere end jeg gør" og meget få personer vil med kollektivets hjælp kunne skabe et bedre medie end pol.dk, information.dk, borsen.dk, mv.

Brug teknologiens muligheder for at redefinere processen med radikal transparens på hvor ideen til artiklen kom frem/kildeudvælgelse/disclosure, åbenhed i redigerensprocessen, giv mig kompleksitet og vinkler, åbenhed i prioriteringen af stoffet. Redefiner hvad en artikel er, hvad en avis er, hvad processen er. (et tip: metaforet er nok "samtale".

Sig jeres godt betalte jobs op og vis lederskabet på at i investerer i at tro på den journalistiske fremtid, tag risiko - for det er i risikoen det nye sker.

Genopfind den dybe folkelige forankring i ejerskabet af medierne og ansvaret for dem. Opret en fond, en folkeaktie, en forening eller hvad ved jeg.

Gør noget - i stedet for fylde spaltemillimeterne med begrædelser i stedet for kvalitetsjournalistik.

Det er alt sammen meget nemt - man tager det ene ben og sætter det foran det andet og starter med at bevæge sig - og man vil opleve folkets energi komme til sig og flytte dig helt til det journalistiske nirvana...

I kan. Vi kan. Der er brug for at nogen gør noget.

Hvis Nikolais analyse er repræsentativ for avisernes måde at anskue problemet "Internetavis" på, er det ikke underligt at branchen har problemer....

Jeg er blandt dem, der gerne vil betale for indholdet – jeg holder 3 aviser p.t. – og primært bruger papirudgaven af avisen.

Jeg bruger ikke avisen til at få ”nyheder” – disse små, korte klip, der orienterer om hvad der netop nu er sket af mere eller mindre relevante tildragelser. Det egner fjernsyn, tekst-TV, radio og RSS-feeds sig meget bedre til end papiraviser.

At læse og fordøje en længere artikel kræver tid, hvorfor papiravisen er noget jeg primært fordøjer til morgenmaden, frokosten, en kop kaffe om eftermiddagen, i bussen eller toget. Her egner papirmediet sig fantastisk godt til indholdet. Det er enkelt, low-tech, transportabelt og kan anvendes overalt. At få samme kombination af indhold og medie er nærmest uladesiggørligt med en internetavis. Jeg har i hvert fald endnu ikke set et gadget, der kan give mig en praktisk 50x40cm skærm, der kan foldes sammen i min rygsæklomme og bæres rundt overalt. Og som man roligt kan putte i bunden af fugleburet og lade papegøjen skide på, når man er færdig med den.

Dermed er sammenligningen med musikbranchen også forfejlet. Internet og musikkens digitalisering har fuldendt den proces som kasettebåndet startede, nemlig at gøre underholdningen transportabel. Den har givet brugerne det, de gerne vil have, nemlig musik i øret her, der og alle vegne til enhver tid. Musikken er blevet smartere og det virker. Her er det betonhovederne i branchen, der ikke vil følge med markedet.

Det samme har den teknologiske udvikling gjort for nyhederne, men ved gud ikke for artikler og analyser. Her er den teknologiske udvikling håbløst bagefter og kan ikke i dag tilbyde et medie, der kan konkurrere med papiravisen. Et forhold som Krumsviks undersøgelse synes at underbygge: Man kan ikke tjene penge på internetaviser og må i stedet opfinde nyt indhold – de forkætrede ”indholdstjenester” – for at få folk til at punge ud. Her er det branchen, der har opfundet et produkt, som ingen vil betale for.

Jeg bruger min avis til at få perspektiv og reference. Perspektiv på den linde strøm af nyheder, der vælter ud af de elektroniske medier. Og reference til væsentlige bøger, artikler, film og hvad der ellers rør sig, som er værd at undersøge nærmere. Men det gør jeg ikke ved at sidde og glo på min PC, det gør jeg med min avis over cornflakesene eller i bussen. Lav det produkt, som folk efterspørger – og det går vist meget godt for Information? – i stedet for at brokke dig over at folk ikke vil købe det inferiøre produkt, du så gerne vil stoppe ned i halsen på dem.

Jeg vil betale en 10'er.

Svaret på Nikolai Thyssen's spørgsmål er først og fremmest bladets forældede pris- og adgangspolitik. Internettet er et fantastisk aktiv for bladhusene, så jo: Det gør noget at I tøver eller tvivler.

Jeg vil bare ikke betale det, Information kræver for sin Internetavis, nemlig det samme som abonnementet for den trykte avis. Papiravisens pris inkluderer jo den dyre distribution med post og bude, som bladhuset sparer på Internetudgaven. Som kunde forventer man simpelthen, at Internetudgaven - ligesom i Nettets musikbutikker - er markant billigere, nemlig ca. halvdelen af prisen på en CD-skive. For udgiveren er det hård business, for kunden er "en fornuftig pris" især en følelsessag.

Nu abonnerer jeg på Informations papiravis fredag og weekend og er glad for det. De øvrige dage orienterer jeg mig i avisen på nettet, hvor der hver uge er flere historier, som påkalder sig interesse, men som jeg altså ikke har adgang til, fordi jeg kun abonnerer på de nævnte udgaver. Så må man jo en tur over til Irma's kiosk og købe avisen dér, ligesom i gamle dage. - Sandheden er bare, at kunne man her og nu købe adgang til den pågældende historie eller avis på Nettet, ville jeg foretrække det. Det virker helt absurd, at det ikke er muligt her i 2007!

Hvad må Internet-adgang til dagens Information så koste? Højst en rund 10'er alt inklusive.

Nikolai Thyssen nævner New York Times som en markant undtagelse på et bladhus, hvis Internetavis tjener penge. Det tror pokker. Sitet er fantastisk attraktivt og er med sine mange interaktive muligheder, hvor medarbejdere også går på skærmen i fortællende video-shows, en totaloplevelse. Herhjemme marcher kun Danmarks Radio med sit fremragende DR.dk og TV 2 den præstation.

Jørgen Falck, generation WordPerfect-på-DOS.

Nikolai Thyssen

Nu er det jo en ambition i sig selv at skabe undren, Thomas, og ikke blot at bekræfte den rørende enighed om at godt er bedre end skidt, at internettet har grebet radikalt ind i vel alle former for vidensdistribution - og videre at en lang række gamle forretningsmodeller udfordres og antikveres. Den udlægning er der vel ikke to holdninger til?

Jeg har tilsyneladende ikke formuleret mig tydeligt nok: Teksten har grundlæggende to pointer

  • for det første at aviserne i deres svar på de udfordringer og muligheder internettet repræsenterer i højere og højere grad ligner pladeselskaberne. Det er bestemt ikke ment som en ros. Jeg skriver ikke, at der ikke er nogen journalistik uden aviserne, men tværtimod at aviserne - som pladeselskaberne gjorde i sin tid med vækstslaget - er ved at pakke en svigtende forretningsmodel ind i moralske gevandter: altså uden os, ingen journalistik. Eller værre endnu: uden os, intet demokrati.
  • for det andet at internetkulturen har udviklet en fetich omkring begrebet gratis. Jeg mener det kommer af semantisk udviskning af forskellene mellem gratis og fri - altså den gode gamle »free as in free speech, not as in free beer.« Dyrkelsen af det frie ord er blevet til en dyrkelse af det gratis ord. Her igen bliver en forretningsmodel udlagt som et spørgsmål om moral: gratis er godt, ikke gratis er ikke.

Der er en tendens til at nyt er bedre end gammel, sådan per definition - tænk eksempelvis på Nykredits tv-kampagne. Sådan er det nogen gange, men sådan er det sjældent entydigt. Jeg har ingen indvendinger mod nye former for nyhedsindsamling, som internet som social platform tilbyder. Men det er heller ikke klummens ærinde. Det er derimod finansieringen.

Hvordan finansieres mediernes i dag? Det er der ikke entydige svar på, men kan vel udpege fire overordnede kategorier

  • abonnement (det gælder aviser, magasiner etc. men jo også tv-kanaler)
  • public service ( som i eks. Skandinavien og Storbritannien dækker over radio, tv og internet)
  • donationer (ikke så udbredt herhjemme, men finansiere eks. en stor del af amerikansk public service, NPR etc.)
  • annoncer (blander sig ofte med de tre andre finansieringsformer, men også gratisaviser, radiostationer og det halve internet)

Det er ikke udtryk for klynk, når jeg fremhæver de tre første på bekostning af den sidste. Det giver en større uafhængighed og en større redaktionel frihed. Men på internettet har vi udviklet en kultur, hvor annonceringen et langt stykke af vejen er eneste gangbare mønt.

Der er forsøg undervejs med donationer - der er blevet nævnt et par stykker, og man kunne også nævne eks. Jay Rosens newassignment.net, der dog ikke har kastet opgaver af sig endnu. Det, jeg forsøgte at sige fra overfor, er den der lidt dovne holdning om at ’sådan er det på internettet ’, ’sådan er vilkårene i dag’, ’det må man indstille sig på’. Og det er jeg ikke enig. Det er ikke internettet (det som bekendt ikke gør noget af sig selv), men dig og mig og alle de andre. Det kan gøres bedre. ’I kan. Vi kan. Der er brug for at nogen gør noget.’

Hvordan en konkret forretningsmodel skulle skrues sammen, tja...der er mange bud og her har været nævnt eks. mikrobetaling. New York Times (som er den eneste internetavis jeg selv betaler for) tager 50 dollar for et årsabonnement. Det er helt præcist 10 procent af løssalgsprisen. Det siger jo ikke mere end det gør, men er måske et meget godt billede på hvor meget en trykt avis er værd på internettet.

En sidste detalje: der er så spøjst skruet sammen her til lands, at aviser er momsfritaget. Det vil sige: det er de, når de komme på tryk, men ikke når de distribueres på internettet. Sagt på en anden måde: et internetabonnement er som udgangspunkt 25 procent dyrere end et abonnement på den trykte avis. Og det svarer nogenlunde til det man sparer på distributionen.

Alt godt,
Nikolai

Mener du virkelig, at det er et bevidst (moralsk forkert?) valg, som forbrugerne tager, når de ikke vil købe onlineaviser (men rask væk bruger 10.000 på en computer)? Altså - vil du hægte det hele af på forbrugernes og dermed din og min - uansvarlighed?

Der er i ovenstående kommentarer vist ikke nogen, som mener, at professionel journalistik nødvendigvis udelukkende skal være gratis. Men kan du ikke se det fonuftige i, for nu lige at hive fat i fornuften, at der absolut ikke er nogen pointe for os som forbrugere i at købe sig ind i et lukket informationsunivers, når man a) kan finde et større udbud af de samme nyheder af samme kvalitet gratis, b) får en bedre læseoplevelse på papir, og derfor vælger det, hvis man vil betale for det?

Nettets popularitet skyldes jo ikke, at det er en smart måde at læse en bestem medieleverandørs nyheder på - de fleste læser omkring 20-25% langsommere på en skærm.

Den primære grund til at læse nyheder på nettet (næsten, man slipper jo også for papiret), er at man har friheden til at sammensætte sit helt eget informationsunivers på tværs af konkurrende udbydere + en masse smarte sociale funktioner som hovedsagligt er baseret på deling.

De to ting kan ingen betalingsavis tilbyde, med mindre den er baseret på en fælles, verdensomspændende mikrobetalingsmodel, som jeg som læser ikke skal tænke på i farten. Og det forekommer lige nu ret urealistisk.

Markedet må jo regulere sig selv, og det bliver spændende, hvad der sker. Rigtig mange aviser kommer til at lukke i løbet af de næste 10-15-20 år - især hvis de, som du jo også gør når du giver forbrugerne skylden, falder i samme grøft som pladebranchen og prøver at tørre det af på moral.

Det var ikke mig og forbrugerne, der slog avisen ihjel - det var nettet. Fordi aviserne ikke har evnen til - og i sidste ende nok slet ikke muligheden for - at tilpasse sig.

Jeg fik for ca 0,5 til 1 år siden den ide at jeg måtte kunne købe Information på nettet til reduceret pris, af de årsager der er nævnt ovenfor, nemlig at netudgaven ikke skal trykkes og distribueres osv.

Men det viste sig at prisen afspejler at der er moms på netudgaven af information, mens den trykte udgave er momsfri.

Og hvis man trækker momsen ud af abonnementsprisen, ja så er netudgaven jo væsentligt billigere end den trykte.

Det var faktisk Informations direktør, Henrik Bo Nielsen, der oplyste mig om det, eftersom jeg klagede min nød til himself.

Så man får en betragtelig rabat på nettet. Denne rabat sender man så fluks videre til pressens minister, som jo er en vis Anders Fogh.

Tak for det..

Nikolai Thyssen

Hej Jeppe -

Du læser altså indlægget som fanden læser biblen. Mit ærinde er ikke internettets velsignelser eller bloggernes bidrag til nyhedsstrømmen, men de helt specifikke udfordringer der opstår, når en forretningsmodel trues. At brugerne selv kan sammensætte deres nyhedsbillede, ændrer jo ikke på det primære spørgsmål: hvordan betaler vi på sigt for nyhederne? Og det svarer du ikke på.

Det er en anden mærkværdighed ved internetkulturen: folk der i almindelighed mener at samfundslivet bør forordnes ved politiske beslutninger og som værdsætter at økonomien reguleres med grønne afgifter og barselsfonde, springer på internettet forbavsende ofte ud som vulgærliberalister med formuleringer som »markedet må jo regulere sig selv.« Jeg tror også selv jeg er kommet til det fra tid til anden, men spøjst er det nu alligevel.

Alt godt,
Nikolai

De danske dagblade har jo sån set allerede det, vi alle efterspørger: En database med alle artikler, som vi købe fra a la carte. Den hedder Infomedia. Det er bare så svinedyrt, at have et abonnement på Infomedia, at ingen privatpersoner i deres værste feberdrøm af en nyhedshunger vil overveje det. Men hvis Infomedia blev omstruktureret til at sælge artikler til almindelige danskere ud fra den logik, der hedder, jeg er interesseret i erhvervsstof fra Berlingske, miljøstof fra Information, kultur fra Politiken, bøger fra Weekendavisen osv osv - at gøre os i stand til at sammensætte vores individuelle yndlingsavis - det ville jeg gerne betale et almindeligt dansk avisabonnement for årligt.
Men det er naturligvis en feberdrøm, som aldrig bliver til virkelighed, fordi alle printmedier hellere vil have deres egne abonnenter til hele menuen end at dele de kræsne med hinanden.

Hej Nikolai,

Jamen - jeg taler jo udelukkende om finansiering af din avis, hele vejen igennem. Og det problematiske i, at du anskuer det fra den vinkel du gør.

Og du svarer ikke på mine spørgsmål, som udelukkende har med finansieringen at gøre.

Min pointe er, at den grundlæggende fejl du laver i din artikel og analyse er, at du a) gør problemet til et moralsk anliggende hos forbrugeren b) anskuer forbrugerens manglende velvillighed til at betale for onlineaviser til et spørgsmål om et meget bevidst fravalg båret af en gratistbølge.

Jeg argumenterer for, at ingen af delene er rigtige.

Det er ikke forbrugerens vilje, men internettets grundlæggende måde at virke på, som er din udfording. Og alle de menneskelige processer, som ligger bag.

Uanset hvor smart en forretningsmodel du finder på, vil dine betalingsartikler altid ligge i konkurrence med milliarder og atter milliarder sider af andet gratis indhold. Meget af det høj kvalitet, vel at mærke.

Internetaviser som tager penge for adgang til artiklerne, vil ikke opleve tilstrømning - læserne vil søge væk. Medmidre man er en stor mastodont som f.eks. NY Times, hvor langt størstedelen af læserne jo alligevel er gratister, kan det ikke lade sig gøre.

Ikke fordi forbrugerne er dumme, umoralske eller ikke gide bruger tid på noget fornuftigt - men fordi det ikke giver nogen mening at betale for noget, man kan få gratis.

På nettet er mennesker ikke interesseret i brandet Information. De er interesseret i personen, mennesket, journalisten, brandet Nikolai - f.eks.

Jeg er fløjtende ligeglad med, om du skriver på Radar, politiken.dk eller på din personlige blog. Selvom jeg efter første indlæg ved at kigge mig lidt mere omkring har opdaget, du virker spændende og er en del mere inde i tingene, end jeg første troede, vil jeg eddermanme ikke betale penge for et helt informationsunivers bare for at læse dine artikler.

Og hvis jeg havde mulighed for bare at købe dig alene ud af et helt informationsunivers, ville jeg sikkert ikke give meget mere end en 50-100 kr for det på årsbasis.

Det er personligheden bag, vinklen på artiklerne, som er interessant - og som du måske, men kun måske, kan komme til at lave penge på. Sidst jeg tjekkede betalingsmodellen på NY Times, var det netop personerne (men altså i en alt eller intet model), man køber sig adgang til - ellers er hele avisen gratis. Man kan jo undre sig over, at I på Information har valgt at gøre det præcis modsatte?

I en avis, er der 1 journalist, der fokuserer på en bestemt ting - f.eks. en mellemøstekspert. Han konkurrer ikke med nogen, for alle avisen abonnenter, har kun adgang til hans artikel. På nettet konkurrer han med alle de andre danske, men altså også alle de engelske, mellemøsteksperter. Det er måske 2-3 af disse eksperter, som forbrugerne vil søge hen til. Resten står uden job.

Jeg formulerer ikke en løsning, for jeg tror ikke den eksisterer.

En public service financieret central af 50-100 skrivende journalister kunne være en mulighed - men efter at have set de kulturministerielle mails her på det sidste, lyder det som en meget skidt ide. Og hvis journalister absolut skal være knytter sammen i clusters, som jo egentlig bare er det, en avis er - så skal der være mange clusters der konkurrer for at sikre en fri presse.

Ellers skal journalisterne være helt uafhængige. På deres egen hjemmeside, med deres egne læsere, med deres egne annoncer, donationer etc.

Jeg abonnerer på over 150 RSS-feeds. 140 af dem er blogs, skrevet af yderst velbegavede mennesker, som giver mig al den baggrundsinformation, jeg er interesseret i og har brug for - næsten. Resten er fra nyhedsmagasiner.

Sådan kommer dine læsere til at se ud i fremtiden. Og det er dem du skal finde en forretningsmodel til. Men det tror jeg næppe, at du kan. Eller rettere: Du kan ikke finde den for Information. Men du kan som enkeltperson træde ud og gøre det, for dig selv. Ikke endnu, men snart.

Når jeg skriver, at markedet må regulerer sig selv, mener jeg naturligvis ikke, at der ikke skal skabes gode betingelser for uafhængig journalistik. Jeg mener bare, at hvis der ikke er en efterspørgsel efter det produkt, du udbyder, er der jo ikke så meget at gøre.

Hvilke rammer er det, du vil have, at der skal skabes? Skal alle aviser pludselig være public service financierede? Skidt ide. Mikrobetalingssystemet kan ikke lade sig gøre med en indbygget frihedsgrad, der gør det tiltalende nok. Annoncerne på hjemmesiden har du selv fejet af bordet. Forbrugerne vil ikke betale for lukkede informationsuniverser. Ligesom de ikke vil betale 150 kr for en CD, eller 12 kr for en låst mp3.

Du står i en blindgyde, hvor ingen helt præcis ved, hvad der kommer til at ske - men det er helt sikkert, at de forretningsmodeller som næsten samtlige danske og udenlandske aviser i øjeblikket forsøger sig med på nettet, ikke holder i længden.

Produktet er ikke godt nok. Kan du se, hvad jeg mener?

Og så en kommentar til Mygdal.
Det er meget godt med al den snak om mikroøkonomi og nicher. Men Danmark er et lille land. Jeg kan ikke få øje på "millioner af dannede danskere", som du hævder.
1) Jeg tror ikke på, at der er læsere nok til at holde ret mange - hvis nogen overhovedet - mikromedier med kvalitetsjournalistik oven vande - hvis der var - så havde vi haft økonomisk rentable netmedier for længe siden. Det er jo end ikke muligt at lave et kvalitetsmagasin på print her i landet.
2) For at journalistikken kan forblive uafhængig, kritisk og af en vis dybdeborende kvalitet, som sætter dagsordener, så er det nødvendigt med store mediehuse med mange lønmodtagere, der både giver økonomisk spillerum til kvalitetsjournalistik OG er store og økonomisk uafhængige nok til at modstå pres fra ivrige politikere og store økonomiske interesser. En blogger med en tynd økonomi i et kælderlokale bliver hurtigere nakket af dyre advokater eller spindoktorer eller muslimske fundamentalister end DR, JP, Politiken, Berlingske, Information etc etc.
Dermed ikke være sagt, at der ikke er plads til eller ikke kan opstå gode nichemedier - men de kan på ingen måde gøre det alene - og der er masser af godt arbejde at udføre i de store mediehuse - og det bliver også udført ofte!
Nikolajs indlæg handler meget relevant om, HVORDAN vi finansierer det. Det bliver nemlig sværere og sværere, fordi flere og flere forveksler GRATIS nyheder med KVALITET. De to ting hænger ikke altid sammen. "There is no such thing as a free meal" som det jo hedder....ALT har sin pris. Men nogle gange tager det bare tid at gennemskue, hvad det er, man betaler for - eller IKKE betaler for....

Nikolai Thyssen

Hej Jeppe -

Vi ender jo med at blive helt enige :-) Jeg argumenterede ikke for at et aviskøb udtrykker en moralsk handling - tværtimod forsøgte jeg at kritisere tendensen til at udlægge simple markedmekanismer som moral. Det var det, pladeselskaberne gjorde, da de kaldte deres kunder for pirater - og forsikrede gud og hver mand om, at deres overskud var kunstens fremtid. Og det er den retorik man fra tid og anden også hører fra aviserne: Uden os, ingen journalistik. Jeg tilføjede så blot, at man også i den anden lejr, har haft en tendens til at gøre markedsmekanik til moral: gratis = frit. Det er det man ofte hørte fra Piratgruppen. Og derfor er der en naturlig tendens til at holde med de nye mod de gamle, med Google og mod Viacom.

Med en del tolkning og forklaring begynder jeg at forstå dit indlæg - interessant. Måske læser jeg det som Fanden, men så læser og argumenterer du altså også som en indre missionær ;)

...

Men nu hvor jeg tror, at jeg endelig forstår, hvad du mener...

- vil det så sige, at du sådan set er enig i, at Luftskibet og betalte onlineaviser, i deres nuværende form, rent økonomisk er en dødsejler? Forstå mig ret, Luftskibet er yderst interessant og alt det der. Men er der nogen fremtid i det? (Kan du egentlig, som redaktør, svare ærligt på det her? Offentligt?)

Desuden forstår jeg ikke dit argument, Nikolai. Det er dårligt. For når jeg kigger ud over nettet, så ser det lige nu ud til at kvalitet = gratis!

På millionvis (et kraftigt stigende tal) af blogs, drevet frivilligt. Jep - lad os bare inddrage dem.

Sagen er jo, at det ikke er gratis at at have 15 fuldtidsansatte journalister til at producerer 3 artikler om dagen. Men hvis du har 500 langt mere kvalificerede mennesker end journalister (fordi journalister generelt ikke er eksperter, bare jævnt udemærkede til at formidle eksperternes udsagn) producerer én om ugen, uden løn - så er vi faktisk bedre stillet. Langt bedre. Især når alle professorerne, forskerne, alle de studerende, alle de erhvervsaktive, alle de selvstændige kommer til.

Vi mangler bare nogle forskellige tjenester, der kan støvsuge det hele op og samle den 1 ud af 500 artikler om dagen op, som er interessante. Et korps af redaktør. Det er der allerede tusindvis af mennesker, som gør ovre på del.icio.us - gratis. Jeg gør det selv, for alle som vil læse med, på del.icio.us/kabell. Ikke den bedste redaktør, overhovedet - men der er faktisk overraskende mange, som hver dag følger med.

Hvis jeg er en rigtig god redaktør, og når folk får øjnene op for det (ligesom RSS vinder udbredelse stille og roligt) - så kan jeg lave en hjemmeside, hvor det eneste jeg sælger mig selv på, er at tilbyde kvalitetslinks. Gratis. Med en 40-50.000 læsere om dagen, kan jeg endda tjene overordentligt meget på det - via annoncer.

Og jeg tror I begge to godt ved det :) Nettet ser radikalt anderledes ud om 3 år. Det er noget helt andet om 10 år. Folk bliver bedre til at skrive, bedre til at formidle. Journalisterne bliver ligegyldige - eller bliver forvandlet til rene redaktører, hvilket enhver med en mellemlang eller videregårende uddannelse i princippet allerede kan pga. deres uddannelse.

Og det er måske skidt for de journalister som ryger ud i kulden, men på sigt er det meget bedre for os allesammen.

Gratis er ikke frit i sig selv. Men kvalitet kan sagtens være det, og er det _på_nettet_ i langt de fleste tilfælde.

Hvis du vil gøre noget innovativt, får du her et GULD-forslag fra mig - gratis! Du skulle ansætte et korps af eksperter indenfor forskellige felter til udelukkende at læse blogs og gratismedier (stadig primært udenlandske) og opstøve gode artikler, få dem til at linke til det bedste af det bedste og placerer det på forsiden af information.dk. Jep - på forsiden!

Gør avisen kendt på, at I har de bedst onlineopstøvere i Danmark, indenfor de områder, som I i forvejen primært beskæftiger jer med.

Dét er der perspektiv i, og dét vil folk på sigt højst sansynligt være langt mere villige til at betale for, end nyheder filtreret gennem journalister, fremfor fra kilden.

Der er en grund til, at 35.000 læsere fra eb.dk's og b.t.'s og tv2.dk's læsere klikkede videre til mit indlæg om Faderhuset i forrige uge (Overvej det - SELV læserne på disse nyhedsmedier klikkede videre. Hvor mange af Informations læsere, tror du så ikke hellere vil læse kilden?). Det er nemlig langt mere interessant, at læse kilden, end kilden filtreret (og ofte misforstået/fejlfortolket) igennem en journalist. Især hvis det er på en blog, hvor man kan samtale bagefter.

Hvis du gør det, og begynder allerede nu, så kan du sikre Information pladsen som Danmark fremtidige online-"avis" #1.

Og du siger bare til, hvis du mangler én til at køre det i stilling. Står og mangler et studiejob ;)

@føhns.

Man kan vel blot tørt konstatere at der er gjort et eneste forsøg der bare en smule arbejdede med mediets præmisser, flix.dk. (som jeg af mange årsager vil beskrive som en ret speciel case).

Ingen andre har forsøgt noget som helst - alle er igang med at at hæve den gode hyre for at bevare institutionen - hvor virkeligheden er at det er journalistens rolle der genopfindes. Og institutionen nedbrydes i mindre dele.

Ingen journalist har taget nogen som helst risiko på at ville finde en anden model.

Og så sidder i og taler ned til kollektivets fornuft. Troen på mennesker. Troen på dannelsen.

Det er med et godt dansk ord - skammeligt.

Kom ud af busken og ind i virkeligheden - og ring gerne. Vil nærmest garantere at en enkelt emailrundsending og et møde kan rejse en grundfinansieringen til et sikkerhedsnet for en eller flere folk.
(tip: der er rigtigt mange der leder efter journalister/medier der kan navigere i en verden af kompleksitet og tror at en genopfinden medie-rolle er nødvendigt hvis vores samfund ikke skal falde fra hinanden).

Jeg har endnu ikke set nogen der turde - hvilket også er helt fair og ikke nødvendigvis forkert - men så skal man ikke sidde og kaste sten imod befolkningen der forlængst har forandret deres adfærd - når man selv sidder i et glashus.

Tue Andersen Nexø

@Kabell

Din tanke er vel, at indholdet er mangfoldigt og gratis og tilgængeligt for alle, faktisk så mangfoldigt, at man er villig til at betale for redaktionel hjælp - men ikke for selve indholdsproduktionen. Jeg tror ikke, det holder. Der er snarere et symbiotisk forhold mellem professionelle medier og amatør-blogs, og dén symbiose går begge veje. Hvor mange blog-indlæg kommenterer, udvider eller nuancerer ikke historier, som først kom frem gennem radio og aviser? Amatør-blogs er jo ikke i stand til at lave opsøgende, undersøgende journalistik; havde man ikke den slags, ville det f. eks. være påfaldende let for politiske aktører at holde deres rævestreger skjult for offentligheden.

Forestillingen om, at amatør-blogs kan udkonkurrere de større mediehuse, når det komme til indholdsproduktion holder simpelthen ikke. Det eneste område, hvor jeg virkelig følger med - og et område, hvor den her udvikling for alvor har sat sig igennem - er den amerikanske politiske debat. Her fylder især progressive blogs mere og mere. Men man ser også en heftig professionalisering af dem og en klar arbejdsdeling mellem de større (og ældre) mediehuse, og de politiske blogs. Mens de første producerer opsøgende journalistik, så producerer de andre først og fremmest kommentarer og fungerer som en art opstøvere af glemte eller underbelyste historier (bl. a. ved at holde øje med lokal- og stats-aviser ... hvor journalisterne får løn).

Alligevel har de mest læste og mest indflydelsesrige alle sammen betalte skribenter. www.talkingpointsmemo.com - en af de mest imponerende politiske blogs i USA, det var f. eks. dem, der "skabte" hele historien om "purgegate" over de sidste par uger - har 3-4 ansatte. De skaffer deres penge gennem annoncer, men i stigende grad også gennem fundraising fra deres læsere. Det er selvfølgelig frivilligt at støtte dem, men det viser, at indholdet ikke ligefrem er gratis at producere.

Josh Marshall, som ejer sitet, siger i øvrigt helt åbenlyst, at han ikke ser sig selv som en konkurrent til de store mediehuse, men kun som et supplement; han har ikke ressourcerne til at lave undersøgende journalistik på samme måde som LA Times, Washington Post eller NY Times. Det er da også de store aviser (og AP, bl. a.), som nu har taget teten i sagen om de fyrede, amerikanske offentlige anklagere.

@føhns.

"så er det nødvendigt med store mediehuse med mange lønmodtagere, der både giver økonomisk spillerum til kvalitetsjournalistik OG er store og økonomisk uafhængige nok til at modstå pres fra ivrige politikere og store økonomiske interesser"

Var alle store mediehuse ikke engang små?

Havde vi mindre uafhængig journalistik for 50 år siden da vi havde 117 dagblade og ikke 10-12 stykker som vi har i dag?

Nikolai Thyssen

@ Thomas:

Det kommer an på hvad du mener med uafhængig. Hvis du med uafhængig mener: mere eller mindre vandtætte skotter mellem ejerens (politiske, økonomiske) interesser og redaktionens handlerum, så er de 10-12 aviser, du taler om, i stand til at udøve langt mere uafhængig journalistik end aviserne var for 50 år siden.

Man kunne også tage et skridt baglæns og stille spørgsmålet: Hvem vil læse en avis på internettet?
Som bekendt bruger vi information på nettet anderledes end vi bruger f.eks. aviser. Vi scanner mere og læser mindre. Det er for mig at se et rigtig godt spørgsmål hvordan værdien af papirlæsning og hypertekstscanning skal sammenlignes.

Det er helt indlysende at de danske netaviser end ikke prøver med at præsentere det der har værdi i aviserne - nemlig de lange grundige gennemarbejde historier. netaviser er mestendels telegramstof eller telegramversioner af de lange ting fra papiraviserne. Gratisaviserne demonstrerer vist tydeligt at det vil folk skam heller ikke betale for på papir hvis de kan blive fri for det.

"Var alle store mediehuse ikke engang små?"

Jeg synes det er en supergod idé. Der er jo i den grad brug for små mediehuse.

Kliché-eksemplet er Matt Drudge, der scoopede hele verden med historien om Bill Clinton og Monica Lewinsky. Et mere friskt er Jeppe Kabells dækning af Ruth Evensens tale forleden.

Som et lille mediehus kan man meget nemmere:

- Tale og skrive frit. Ja, man skal kunne modstå presset fra omverdenen hvis man vil lave ordentlig journalistik. Men det er bare alt for ofte at de store mediehuse ikke kan det. Og i et stort mediehus skal man desuden slås med presset indefra; fra ejerkredsen, chefredaktøren, kollegerne og fra de forældede konventioner omkring journalistisk genre, stil og sprog.

- Indgå i "rigtige" relationer med folk - så rigtige som de nu bliver på nettet. Det betyder at man skal være til stede og have en gedigen interesse i de mennesker, der læser og kommenterer hvad man skriver. Det er OK at tælle sine besøgende, men man skal afvise den negative side af seertalsfascismen, den der har gjort DR 1 og TV 2 lige dårlige, plus minus et par procentpoint. Man skal være parat til at se læserne i øjnene og invitere dem til at være med (for alvor). Det kan man ikke hvis man tror de er nogle idioter, som man kun kan tiltale med enstavelsesord.

- Lave ordentligt internet. At læse nyheder er at orientere sig. Det skal helst tage så kort tid som muligt, for jeg skal videre, men jeg skal også kunne stole på at det jeg læser er relevant. Så lad være med at sjofle mig og trække pinen ud - put dog nyhederne i en container a la theliveweb.dk og brug kræfterne på at berige nogle andre dele af oplevelsen. Og så trænger de danske online-aviser i den grad til at stoppe op og se på deres layout. Overhold standarder, giv tingene plads, lav dog noget smukt som brugerne har lyst til at komme tilbage til. Vis os noget whitespace.

Hvad skal stifterne leve af? Annoncer, syndikering af indhold og donationer fra private (sidstnævnte vil nok kun forekomme hvis man selv, personligt, har sat noget på spil for projektets skyld).

Jeg har måske tegnet et rosenrødt billede her, men jeg kunne godt tænke mig at se sådan nogle virksomheder opstå i virkeligheden.

Der er et rigtig godt bud på en del af fremtiden her:

http://flopper.dk/blog/archives/186

Til Nikolai - jeg har opdateret kommentaren på min blog.

Tue,

Jeg tror ikke, at privatdrevne blogs (vil mene, at det er en overdrivelse at kalde det amatørdrevne blogs. En samfundsforsker, med gode formidlingsevner er vel ikke en amatør?) vil kunne erstatte profesionel journalistik 100%. Samfundsforskeren skriver, fordi han netværker og viser sin proffesionalitet, ligesom Jakob Nielsen har gjort på useit.com i mange år. Alt hvad han nogensinde har produceret af viden, ligger gratis og godt formidlet tilgængelig på hans side - og han tjener vist ikke ligefrem dårligt, på sine konsulentydelser til firmaer - hans side er ikke engang reklamefinansieret, selvom han sikkert kunne hive en 20-30.000 kroner om måneden på den konto. Jakob Nielsen er faktisk det bedste eksempel på fremtidens "private blogger" - han har kunne det i så mange år, fordi han har skrevet om, hvordan man designer hjemmesider, så kunder kan finde ud af at bruge dem. De, der designer hjemmesider er i den gruppe, som også først har taget fremtidens medie til sig. Nu følger resten af verden efter.

Jeg tror, at nogle enkelte journalister vil gå freelance på deres egne blogs eller i meget små klynger. På dette marked i Danmark, kan der ikke overleve 15 journalister der skriver indenfor det samme felt. 4 måske 5 stykker. Dermed er der flere læsere per journalist, og de vil kunne leve af reklamer på deres site, og vil opbygge en fast og trofast læserskare. (Husk på, at reklameindtægterne til den tid vil være massive, når folk slet ikke benytter sig af papiraviser).

Siderne, der udvælger redaktionelt, bringer jo ikke artiklen, men sender folk videre - så journalisterne vil have masser af læsere på deres blogs, og igen vil personligheden, journalistens eget brand, være af altafgørende betydning.

Desuden tror jeg det med nettet som sådan er uundgåeligt, at danske readaktionelle sider i højere og højere grad vil gøre brug af udenlandske engelsksprogede journalister - som altså har langt bedre mulighed for at klare sig freelance på deres egne sider.

Desuden kan man også forestille sig, at der vil være nyhedsbureaer ala Ritzau, der producerer "samlebåndsnyhederne".

4-delingen tror jeg altså bliver noget i stil med

  • De redaktionelle sider, "opstøverne" (de eneste, man betaler penge for)
  • Journalistiske blogs
  • Samlebåndsnyhedstjenesterne
  • De private bloggere

De private bloggere vil udgøre 90% af de personer, som er involveret i alt det her - og de vil nok stå for omkring halvdelen af "nyhederne" (måske vi snarere skal kalde det indholdet). Antallet af skrivende journalister vil dale. Behovet for redaktører med stort overblik og specialviden vil stige.

Journalisterne konkurrer udelukkende på, at de er gode til at formidle, på troværdighed og på uafhængighed.

En samfundsforsker med knivskarpe politiske kommentarer og gode formidlingsevner, kan på sin blog sagtens tjene mere end fremtidens gennemsnitsjournalist udelukkende ud fra annonceindtægter.

Tidshorisonten: det er allerede startet nu. Om 5-10-15 år er udviklingen færdig.

Nogen der har et bedre bud?

Glemte lige: Samlebåndsnyhedstjenesterne vil tjene
penge på, at de redaktionelle tjenester køber artiklerne fra dem og bringer dem gratis på siderne.

Martin Krasnik har i dagens udgave af Weekendavisen (et i øvrigt glimrende papirmedie) interviewet den amerikanske "super"-blogger Arianna Huffington (http://www.huffingtonpost.com/), der vel egentlig er et meget godt eksempel på, hvad vi diskuterer her.
En uafhængig aktør, der har startet sit eget medie på nettet og fået indflydelse - måske. Artiklen formår ikke helt at afdække hendes indflydelse - kun antyde, at hun måske har den.

MEN @thomas

Huffington bygger på en karriere skabt gennem de traditionelle medier og et effektivt giftemål.
Og så kommer det "sjove" citat:

"Der er sket en forskydning fra dem, der har magten over medierne, til dem, der bare har en laptop og en internetforbindelse. Det kostede to millioner dollar at åbne Huffington Post. At lave et magasin eller en avis fra grunden ville have kostet mig ti eller tyve gange mere."

To millioner dollar = 10-12 millioner danske kroner. Bevares man kan da rejse penge til internetprojekter, og det er stadig mindre end det koster at lave Fokus eller Samvirke. Men der skal faneme mange "folkeaktier" á 1000 kr, annoncer eller business engle til at kickstarte det her. Og køre det videre år efter år som en maskine, der rokker ved noget.
Der er et stykke vej fra "en laptop og en internetforbindelse" til 12 millioner kr.

....men sjovt nok - så er 12 millioner kr. jo blot lidt mere end den friværdi mange slæber rundt på i dag.....hmmmmmmmmmm

Nå ja, så er der også lige den her:

En journalist fra Berlingske Tidende har fået nok af den danske journalistik og vil nu lave en ny dansk, borgerlig netavis.

Det er Christiansborg-journalisten Ole Birk Olesen, der forlader sin stilling for at starte en ny internetavis.

http://mediawatch.dk/front/?trk=mw-rss-feed&aid=211808

Jeg tænkte det kunne have interesse for de (i/ø)vrige debattører at læse den amerikanske "pundit" Doc Searls bud på, hvad aviserne skal gøre for at klæde sig selv på finansielt til en ny tidsalder:

http://doc.weblogs.com/2007/03/24#howToSaveNewspapers

Han har allerede skrevet om emnet tilbage i oktober, men vendte tilbage til det på baggrund af en aktuel historie om San Francisco Chronicle's økonomiske problemer. Det kan muligvis forklare, hvis nogle af jer får en fornemmelse af deja-vu ved læsningen.

Godt at se der sker en smule.

Huffington er en meget speciel case - og at kalde hende blogger er i udkanten af virkeligheden - hvilket krasnik åbenlyst ikke har forstået.
Bare det at han kalder hende bloggernes dronning viser at han ikke forstår dynamikkerne i økosystemet.
Hun er vel i princippet mere en society kvinde blogvært end en blogger selv.
Men interessant case - og der er intet hun har gjort som ikke kunne gøres næsten gratis.

Nikolai Thyssen

To indspark til debatten, som kommer sig af Christian S. Nissens erindringer fra ti år i DR, Generalens veje og vildveje

Jeg skal ikke kaste mig ind i en stor debat om forholdet mellem det at tale og det at blive hørt - og støjratioen der i mellem. Alligevel tænkte jeg at denne passage, hvor Nissen efterlyser konkurrence til DRs radiostationer, måske er interessant:

»Bortset fra DR's tre landsdækkende FM-frekvenser var resten af den dansk æter splittet i et utal af små urentable, kommercielle lokalradioer og endnu flere ’græsrodsradioer’. De mange græsrodsradioer havde så få lyttere, at det havde været mere fornuftigt at give disse lokale ildsjæle et tilskud til deres telefonabonnement, så den lille skare lyttere kunne ringe til hinanden i stedet...DR sendte dengang i begyndelsen af 90'erne ca. 60.000 timers årlig radio. Men i alt blev der fra samtlige danske radiostationer sendt omkring 600.000 timers årlig radio. Det meste af det praktisk talt uden lyttere, hvilket viser det absurde og uholdbare i situationen.

Og så (måske mest rettet til dig, Jeppe); diskussionen om fremtidens medier har det ofte med at ende i et spørgsmål om tekniske anordninger, om standarder og distribution - eller det som du, Jeppe, lidt lakonisk kalder "nettet natur". Altså vi snakker utroligt meget om hvordan vi deler, og meget mindre om hvad vi deler. Kort sagt: mere form end indhold.

Igen: måske i udkanten af det relevant for diskussionen her, men ikke desto mindre er det interessant, hvordan Nissen evaluere sin egen indsats. Efter at have fyret nær ved 1000 medarbejdere (og have ansat næsten lige så mange), gjort DR til dr.dk, oprettet DR2 og P2, sammenlagt et utal afdelinger (og adskilt næsten lige så mange), konstatere Nissen når han ser tilbage på sine 10 år: det betyder ingenting. Det som betyder noget var de konkrete programmer, som han var med til at fascilitere:

»Med al ære og respekt for de mange omstillinger, den rationelle styringstænkning og den store kvantitative udvikling i programproduktionen, så var det jo,« skriver han om betydningen af at skabe grobund for opfindsomhed, engagement og sjæl i DR, »det eneste virkeligt afgørende.«

Handler den her diskussion om det virkeligt afgørende? Eller handler den bare om noget så profant som RSS-feeds?’

Jeg vil godt lige aflive en enkelt af overlevelsesstrategierne en gang for alle:
Mikrobetaling kommer aldrig til at du. Det handler ikke om prisen - det handler om beslutningen og dermed den mest knappe ressource vi har - tid. Hvis man hver gang man klikker på et link først skal overveje om klikket er 1, 2 eller 10 øre værd, vil oplevelsen efter kort tid blive ulidelig. Glem det.

Og så endnu en aflivning:
De husstandsomdelte papiraviser kan IKKE overleve, men det er nu ikke udelukkende nettets skyld. De dør senest om 25 år. Ikke på grund af manglende efterspørgsel, men fordi det bliver alt for dyrt - i praksis umuligt - at bringe avisen ud. Om få år vil vi se de første forsøg, hvor en avis forærer abonnenter en reader - en elektronisk gadget (måske en fleksibel skærm, måske en mobiltelefon eller en PDA) som automatisk bliver opdateret i løbet af dagen - simpelt hen fordi, det vil være langt billigere end at dele avisen ud med bud.
Problemet er så, at uden papirannoncerne vil en stor del af det økonomiske fundament smuldre under de store mediehuse.
Samtidig vil man se en yderligere underminering af en række forretningsmodeller også på nettet.
Tag for eksempel jobannoncer. I dag betaler en virksomhed mange penge for at forære webmedier trafik ved at lægge deres jobannoncer ind hos dem. Den model vil givet komme under pres. En jobportal, som samler alle jobannoncer og lader virksomhederne annoncere gratis, vil kunne tjene penge på tekst- og bannerannoncer. Ikke mange penge - men rigeligt til, at det vil kunne betale sig.
Journalistik? Den behøves ikke i den ligning.
Den samme udvikling vil man se på alle andre rubrikmarkeder. Boligerne er allerede så godt som tabt for medierne på nettet - det er bare starten.

Men hvor muligheder lukkes opstår nye, så det er nok for tidligt at afskrive Per Mikael, Lars, Steffen, Pål Thore og Lasse - eller for den sags skyld Henrik Bo - selvom jeg som journalist og menneske egentlig hellere vil leve i den verden folk som Thomas Madsen-Mygdal og Jeppe Kabell ser for sig i fremtiden. En verden hvor vi hver især bidrager med vores egen stemme. Hvor hvert menneske er sit eget (sociale) medie. Det er da en fed tanke.

Blot et lille eksempel på hvad folk kan i fællesskab og hvordan råmaterialet har en værdi i sig selv...

http://www.nysun.com/article/50895

Det virker som om at Information har truffet et godt valg med deres webside. Det er skide irriterende at man ikke kan læse Jeres artikler, men det betyder også at man bliver mindet om at man faktisk burde købe et abonnement. Selv fandt jeg denne blog mens jeg surfede rundt efter Jeres abonnementsvilkår. Jeg bestiller abonnementet imorgen.

Jeg er ikke så interesseret i kultur, og jeg kan finde engelsksproget udenrigsstof af høj kvalitet på nettet så i virkeligheden køber jeg avisen på grund af lederne og indenrigsstoffet. Derfor kan jeg sagtens forestille mig en lettere reduceret udgave af Information som jeg stadig ville være parat til at betale for.

Hvis man kan lave bedre artikler ved at nøjes med at udgive avisen hver anden dag, eller ved at stjæle udenrigsstof fra udenlandske aviser, så er det sådan set fint med mig. I sidste ende ville jeg måske foretrække at købe en slags weekendavis.

Ole jeg er oprigtigt talt af den opfattelse, at du har misforstået det essentielle i, hvad mikrobetalinger går ud på.

I mine øjne er hele pointen ved mikrobetalinger at gøre dem så små, at den individuelle transaktion ikke bliver noget, som den enkelte bruger lang tid på at træffe beslutning om, da dette tidsforbrug netop vil være uøkonomisk.

Hvis du mener, at dette ikke er realisérbart, så vil jeg gerne spørge dig om, hvor længe du tænker, før du beslutter dig for at sende en tekstmeddelelse fra din mobiltelefon til en pris på 20 øre eller hvor mange gange i minuttet du tænker på, at du faktisk betaler mellem 40 og 80 øre per minut, du taler? For tilsvarende beløb vil du kunne læse mellem 10 og 40 artikler i en avis, hvis mikrobetalingerne virkelig blev adopteret.

Et godt eksempel på, at en betaling på 1 - 2 øre per artikel ikke vil give anledning til de store overvejelser er nok Jeppe Kabells eget udsagn om, at han uden at blinke betaler 2,70 kr. for at afsende indholdsfattige tekstmeddelelser til England for at komme i kontakt med Twitter..

I stedet for at overveje sit køb fra artikel til artikel er det nok mere sandsynligt, at læseren vil gøre sig overvejelser på mere løbende basis omkring den generelle kvalitet af artikler fra forskellige medier og vil inddrage det i mere langsigtede beslutninger omkring valg af kilder til scanning og så videre.

Som andre debattører så rigtigt har påpeget, ligger udfordringen nok snarere i at tilvejebringe en betalingsinfrastruktur, der imødekommer forbrugerens behov for ikke at skulle logge ind eller godkende betalinger for ofte; ikke at skulle betale mere end én gang per artikel; at kunne gøre artikler tilgængelige for venner og lignende.

Det er ikke utænkeligt, at en sådan infrastruktur ville kunne realiseres, men de bagvedliggende privatlivs-implikationer ville i givet fald være ret skræmmende, da det nødvendigvis ville medføre etableringen af en gigantisk database på tværs af bladhusene med historiske oplysninger om hvilke artikler en given mikro-abonnent har ret til (og dermed interesse i) at læse. Jeg tror, at den hurdle faktisk er den største for at etablere en mikrobetalings-løsning i Danmark eller i udlandet og ikke forbrugernes tilbøjelighed til at overveje et køb på 1 - 2 øre.

I øvrigt kan jeg ikke undgå at studse over, hvordan mange af debattørerne gør sig overvejelser omkring fordele ved avispapirets sanitære egenskaber og muligheden for, disse kan opvejes af diverse proprietære gadgets. Jeg kan ikke helt følge disse overvejelser, der i mine øjne baserer sig meget på vaner og forældet tankegang.

Den daglige avislæsning hjemme hos os klares fint ved hjælp af en 32 tommers fladskærm positioneret på en måde, så den kan aflæses fra morgenbordet uden problemer. Herudover har vi en køkkencomputer, der giver mulighed for casual avislæsning eller anden form for medieforbrug under eksempelvis madlavning eller lignende. Hvad vi imidlertid godt kunne bruge var en løsning, der gjorde det let at have to browservinduer åbne side om side på en bredskærm og håndterede samtidig brug af to mus til at scrolle, klikke på links og lignende, da det ikke sjældent sker, at min kæreste foretrækker at følge den franske valgkamp via Liberation, mens jeg naturligvis helst vil læse Information til havregrynene ;-)

@Kristoffer
Der er en verden til forskel på at sende en sms og på et klik på en hjemmeside. Løbet er ganske enkelt kørt, når det gælder mikrobetalinger som generel betalingsmodel på nettet. Folk vil ikke fedte med det - det tager for lang tid og koster for mange bekymringer. Og det har intet med beløbsstørrelsen at gøre.
Hvis bare en tredjedel af de hjemmesider, jeg besøger, indførte mikrobetaling skulle jeg flere 100 gange dagligt træffe beslutningen om jeg ville købe eller ej. Selv en broken hearted teenagepige med muteret tommelfinger vil aldrig komme i nærheden af at sende så mange sms'er.
Alene besværet med registreringen...
Derudover er det jo yderst sjældent, man ikke kan finde det indhold, man leder efter gratis på et andet websted, der har en anden forretningsmodel - eller slet ikke har en forretningsmodel.

Jeg er til gengæld enig med dig i, at de mange der fabler om "bladringens glæde" tager fejl, hvis de tror, papiret vil overleve. Se på de unge. Giv dem en mobiltelefon, så er de kørende - de er fløjtende ligeglade med, at folk over 40 læser langsomt på en skærm. Det er noget sværere at gætte, hvornår papiret dør. Jeg tror, vi vil se de første tendenser på avismarkedet i løbet af 10-15 år. Om ganske få år tror jeg vi vil se de første forsøg, hvor en avis forærer folk en elektronisk reader for at droppe papirabonnementet. Det vil sikkert starte i randområderne, hvor distributionsomkostningerne er uhyrlige. Hvilken betydning det alt sammen får for journalistikken - det tænker jeg lige over...
@Thyssen
I vores oversættelse af Drupal er det misvisende "Skriv kommentar" på submit-knappen nu ændret til "Indsend kommentar."

Ole jeg har indtryk af, at vi måske forbi hinanden, når vi er uenige om, i hvilken grad mikrobetalinger kan forbedre grundlaget for udgivelsen af mere redaktionelt indhold online. Det leder mig til at spørge, hvad din referenceramme er, når du vurderer en mikrobetalingsløsning som noget, der "tager for lang tid og koster for mange bekymringer"?

Jeg forestiller mig, at en succesrig mikrobetalingsløsning skal have:
- en kontodel, der fungerer lige som Telmores optankning.
- en "bestillingsdel", der er lige så transparent for brugeren som Amazon's one-click ordering
- en brugeridentifikationsdel, der fungerer på tværs af websites uden brug for login (jeg kender ingen, der i dag kan bruges som referencegrundlag, men forestiller mig, at en løsning kunne udspringe af noget OpenID med inspiration fra diverse portatltjenesters single sign on)
- et udbud af leverandører så stort som Infomedia eller helst endnu større, så uafhængige redaktioner kunne medvirke i samarbejdet

Med andre ord - Du vælger selv, hvor ofte du ønsker at logge ind. Fra én gang på et år til én gang per betaling.

Når du først er logget ind og certificeret via en sikker tredjepart, genkendes du af alle de deltagende sites uden at behøve at logge yderligere ind, og når du klikker på links til artikler markeret med et lille logo, vil der automatisk blive trukket 1 øre fra din konto. Når du er på et website, der genkender og understøtter dit id, vil din saldo og dit id til en hver tid blive vist i øverste højre hjørne på samme måde som med en Google-konto. Når din saldo rammer nul, kan du klikke på et link for at deponere yderligere penge på din saldo.

Med et forbrug på 100 artikler om dagen til en pris af måske 2 øre, vil du komme til at betale 2 kroner dagligt. Jeg tror, at de fleste forbrugere ville være ret trygge ved omkostningerne for et forbrug på dét niveau. Muligvis ville der endda være mulighed for at få rabat ved at indbetale 100 kroner på en gang og få en 10'er oven i hatten eller at deltage i diverse promotions, quizzer, surveys og så videre og få kontant afregning deponeret på ens konto. Man kunne også forestille sig, at læserindlæg, der blev bedømt højt af andre brugere ville udløse bonus på ens mikrosaldo.

Hvis en sådan brugeroplevelse kunne realiseres, tror du så stadig, at den ville blive fundet for besværlig og bekymrend, hvis man samtidig tager højde for, at den kun ville gælde såkaldte "premium content" artikler - d.v.s. dem, der ikke i dag er tilgængelige online som andet end PDF eller via Infomedia?

@Kristoffer
Ja, jeg tror, det er for besværligt.

Men selv hvis en model, som den du omtaler kunne lykkes ville den være helt ubrugelig i Danmark. Det koster vel minimum et sted mellem 1000 og 2000 kr. at producere en journalistisk historie i et stort mediehus. (Journalistisk gravearbejde er langt, langt dyrere). Lad os være large og sige, man kan tage 5 øre per læsning. Så skal man altså have mindst 20.000 hits på en artikel, før den er tjent hjem. Spørg engang Nikolai Thyssen, hvordan det regnestykke lyder i hans ører.
Så mikrobetalinger kan ikke redde dansk journalistik. Det ville under alle omstændigheder være en meget lille dråbe i en stor, stor andedam.

Hvis ni nyhedstjenester har mikrobetaling, og én ikke har, vil denne ene tjene meget mere på annoncer end de ni vil tilsammen.

Jeg tror ingen vil være så naiv at udstrække mikrobetalinger til at omfatte alt indhold. Derimod var det min forestilling, at mikrobetalinger kunne etablere et supplerende grundlag for at tilgængeliggøre yderligere indhold, som i dag kun kan ses, hvis man "er betalende abonnenet på mindst 5 hverdag" eller andre absurditeter.

Med hensyn til Oles udregning om, at 5 øre per klik ikke tilvejebringer et tilstrækkeligt finansieringsgrundlag blandt en så lille læserskare som den danske, kan jeg kun sige, at det jo ikke kun er for mikrobetalinger, at denne udfordring gør sig gældende. Danske anyhedsmedier har jo som hovedregel valgt at tilgængeliggøre deres redaktionelle indhold på dansk, hvilket må formodes at være baseret på en antagelse om, at det er mere rentabelt for dem end eksempelvis at vælge engelsk. Så det ville nok være til gavn for diskussionen, hvis vi kunne få præciseret, hvilke forhold omkring mikrobetalinger, der gør, at lidenheden af det danske sprogområde skulle slå ud som en særligt betydningsfuld faktor i forhold til netop denne forretningsmodel?

Hvad angår avisers villighed til at udlevere særlige himstregimser til deres læser mod til gengæld at droppe papirabonnementet, så tro jeg simpelthen ikke på det. Almindelig hvermands-teknologi har allerede i dag bevæget sig ud af "herreværelset", og der er ingen tvivl om, at de næste års Fona- og Bilka-kataloger vil have langt flere eksempler på dagligstue-computere og lignende, som en hver kan gå ind fra gaden og købe. Jeg tror ikke, der er brug for, at aviserne spiller en særlig rolle i forhold til udbredelsen af sådan teknologi. Når befolkningen er blevet trætte af at købe fladskærme og harddisk-optagere skal en eller anden dille jo tage over..

Okay jeg har lige været inde og undersøge prisen for det såkaldte Infomedia-produkt og det viser sig, at man skal betale 17,50 kr. per artikel og en hel krone bare for at få lov til at se overskriften og et lille resumé. På den baggrund virker det meningsløst at foreslå aviserne at sælge deres indhold for 5 øre, for deres målgruppe er tydeligvis ikke os almindelige dødelige men nok snarere den samme VIP-gruppe, som har råd til at betale SAS eller TDC 30 kroner i minuttet for at få adgang til trådløst internet på farten.

Beklager denne seminekropost, men det slog mig, at Ryan Sholins blogpost fra i går kunne være relevant at fremhæve som en slags "Washington Post"-konsensus om hvad aviser kan gøre for at forberede sig til den fagre nye medieforbrugerverden:
http://www.ryansholin.com/2007/06/02/10-obvious-things-about-the-future-...

Det går op for mig, ved at læse et af de tidlige indlæg i denne tråd, at jeg har været et fjols. Tænk, jeg troede at når jeg klikkede på "send denne artikel til en ven", at så sendte jeg faktisk artiklen. Jeg føler indimellem at jeg gerne vil give en ven en læseoplevelse - en Metz-anmeldelse, en beretning fra Saudi Arabien eller noget andet som man ikke finder andre steder - og så har jeg ikke noget imod at deltage i et lille reklamefremstød for den mindst ringe. Men nu forstår jeg at jeg bare har fremsendt overskrift, smagsprøve + en meddelelse om at folk hellere må betale for et abonnement. Ak, hvor usselt. Det skulle I skrive, så man kan lade være med at bringe sig selv i forlegenhed på den måde.

Så har New York Times tilsyneladende også opgivet at afkræve betaling af brugerne. Deres begrundelse er, at de forudser en større vækst i omsætningen på reklamer end de ville kunne opnå ved at sælge 'abonnementer' - blandt andet fordi flere og flere sideeksponeringer kommer via direkte henvisninger fra søgemaskiner som eksempelvis Google og Yahoo. En udvikling som aviserne herhjemme næppe komme til at opleve takket være neandertaler-mentaliteten i Danske Dagblades Forening.

Læs mere her:
http://www.nytimes.com/2007/09/18/business/media/18times.html?ex=1347768...