Nyhedsbloggen Historier du skal læse – bare ikke her

Problemet med såkaldt ’kritiske’ studier

Om kryptonormative socialvidenskaber; Foucault – og andre problemer med at mene noget i videnskabelige tekster
Om kryptonormative socialvidenskaber; Foucault – og andre problemer med at mene noget i videnskabelige tekster

Om nyhedsbloggen

På Nyhedsbloggen finder du links til historier fra hjemlige og internationale medier og blogs. Historier, som vi mener er relevante eller underholdende, og som fortjener at blive videregivet i sin originalform. Historierne er fortrinsvis på dansk, tysk eller engelsk.

PS: At vi lægger en historie på Nyhedsbloggen betyder ikke vi deler de synspunkter, som kommer til udtryk.

Anbefalinger

  • Christian De Thurah
  • Niels Duus Nielsen
Christian De Thurah og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

En marginalt brugbar artikel, der peger på nogle svagheder, som der kan og skal strammes op på i argumentationen.

Niels Duus Nielsen

Pendulet svinger:

Modernisterne hyldede den logiske positivisme og en objektiv empirisk tilgang til virkeligheden, og eliminerede derfor alt det fra videnskaberne, som ikke kunne måles og vejes, såsom smerter, glæde og lignende ligegyldigheder, som set fra et scientistisk synspunkt blot var udtryk for metafysik og ideologi. Det gav selvfølgelig de hårde videnskaber mange fjender på humaniora, som især beskæftiger sig med tilværelsens subjektive udtryk.

Ind fra venstre kom så postmodernisterne, der påviste, at den modernistiske tænkning hvilede på sin helt egen metafysik, som var ligeså ideologisk som de ideologier, modernisterne forkastede, og at de hårde videnskaber derfor opførte sig som blinde, der kastede med sten i et glashus.

Postmodernismen var en vigtig korrektion til modernismen, for ethvert fornuftigt menneske må da kunne gå med til, at tilværelsen som helhed er sammensat af både subjektive og objektive komponenter?

Men postmodernisterne begik den samme strukturelle fejl som positivisterne: Ligesom scientismen afviser subjektiviteten og al dens væsen som forklaring på noget som helst, afviser postmodernisterne objektiviteten og al dens væsen, og betragter teorier, hypoteser og kendsgerninger ikke som uundværlige elementer i en søgen efter den objektive sandhed, men som udskiftelige og tilfældige komponenter i en søgen efter eller en vilje til magt - en stræben efter magt som betragtes som illegitim, når det er fjenden, der stræber efter magten, men fuldt ud legitim som modmagt, når man befinder sig på de undertryktes side (er kvinde, tilhører en minoritet, etc.).

I disse år svinger pendulet så tilbage igen: Humaniora og socialvidenskaberne, som er hjemsøgt af denne postmoderne plage, angribes nu af en ny generation af unge tænkere, kommentatorer og debattører, som ikke vil acceptere den spændetrøje, som identitetspolitik og politisk korrekt tænkning forsøger at fastholde samfundet o.

Uheldigvis er den postmoderne tænkning især udbredt på venstrefløjen, hvorfor den nødvendige kritik af postmodernismen samtidig bliver en kritik af socialistisk tænkning - hvilket yderligere forstærkes af den omstændighed, at de mest fremtrædende af postmodernismens kritikere er erklærede objektivister, altså ideologer, som abonnerer på den metafysik, som Ayn Rand i sin tid formulerede i sine bøger.

At dette sker i disse år, hvor højrefløjen er i vælten er dobbelt uheldigt: Ikke alene har højrefløjen vundet befolkningernes hearts and minds, deres unge ideologer har også udtænkt et idesystem, som postmodernisterne ikke kan stille ret meget op imod, fordi objektivismen er langt mere i overensstemmelse med den herskende sunde fornuft end postmodernismens moralske relativisme og benægtelse af sandheden er.

Og så nytter det jo ikke så meget at man har ret, hvis der ikke er nogen, der vil give en ret. Så de af os på venstrefløjen, som er påvirkede af postmodernisternes tænkning, gør klogt i at forholde is kritisk til egen tænkning, og skelne skarpt mellem, hvornår noget er en korrektion til et dogme, og hvornår korrektionen selv bliver dogme.

tldr: Postmodernismen var en nødvendig korrektion til modernismen, som var stivnet til en dogmatisk betonbygning uden vinduer. Objektivismen er en korrektion til postmodernismen, som opløste sig til en gople uden rygrad og uden faste svar på noget som helst. Nu bliver det så spændende at se, om objektivismen forstener i økonomisme og neoliberalisme, hvad bevægelsens sympati for Ayn Rands tanker kunne tyde på.

Ikke desto mindre er angrebet på postmodernismen en nødvendig korrektion, en korrektion til en korrektion, og det ville være en stor fejltagelse hvis vi blot vender tilbage til den blinde scientisme. Økonomismen og neoliberalismen har nogle objektive svar på tidens problemer, men tilværelsen har også en subjektiv side, og som altid gælder det om at finde en dialektisk balance.