Nyhedsbloggen Historier du skal læse – bare ikke her

Svenske kjöttbullar er i virkeligheden tyrkiske

Ikeas nationalret, kjöttbullar, er i virkeligheden ikke en gammel svensk opskrift – de små frikadeller stammer fra en tyrkisk opskrft hjembragt af Karl den 12. i 1700-tallet
Ikeas nationalret, kjöttbullar, er i virkeligheden ikke en gammel svensk opskrift – de små frikadeller stammer fra en tyrkisk opskrft hjembragt af Karl den 12. i 1700-tallet

Om nyhedsbloggen

På Nyhedsbloggen finder du links til historier fra hjemlige og internationale medier og blogs. Historier, som vi mener er relevante eller underholdende, og som fortjener at blive videregivet i sin originalform. Historierne er fortrinsvis på dansk, tysk eller engelsk.

PS: At vi lægger en historie på Nyhedsbloggen betyder ikke vi deler de synspunkter, som kommer til udtryk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klaus Seistrup

Hvis man tror det står meget anderledes til med den danske frikadelle, tager man fejl: For snart en snes år siden stod jeg i køkkenet hos en afrikaanerfamilie i en forstad til Johannesburg mens husets frue tilberedte frokost. Rette så bekendt ud, så jeg spurgte hvad hun lavede. “Oh, it's just traditional frikkadels”, sagde hun til min store forundring. Indtil dét øjeblik havde frikadeller nok været noget af det mest danske jeg kunne forestille mig…

Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen, Brian W. Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Palle Jensen

Det der med traditionelle retter er noget mærkeligt noget. Folk tror at de har været lavet i umindelige tider. Karl d.12 har muligvis fået den slags i Tyrkiet, men det har kun været for overklassen.
Det var først da kødhakkeren blev opfundet af en tysker ca. 1850, at det blev normalt med hakket kød. Det kræver vel næsten også et brændekomfur med tilhørende stegepande, at lave noget der ligner frikadeller. Komfuret blev almindeligt sammen med kødhakkeren i de sidste par årtier af 19. århundrede her i landet.

Henrik Plaschke

Påstanden om at de svenske kjöttbullar – og vel hermed også de danske frikadeller – skulle være tyrkiske er tvivlsom. Af mindst to forskellige grunde:

For det første fandtes der intet tyrkisk køkken i 1700-tallet, ligesom ordet tyrkisk var et skældsord kun brugt i det øvrige Europa. Der fandtes et imperialt osmannisk køkken, der samlede delikatesser fra hele imperiet i dettes hovedsæde. Det osmanniske køkken var derfor ikke et nationalt køkken, ligesom imperiets dominerende klasse ikke var nationale klasser. Desuden fandtes der naturligvis lokale køkkener af mere folkelig karakter – baseret på lokale råvarer og afgrøder. De ”tyrkiske” frikadeller (köfte) findes da også i næsten identisk udgave i en anden efterfølgerstat til det osmanniske imperium, nemlig Grækenland, hvor de da også hedder næsten det samme som på tyrkisk: keftedes. Sådan er det i øvrigt med de fleste græsk/tyrkiske retter: det er fælles gods, og også navnene er stort set ens.

For det andet er der vist ingen grund til at tro, at köfte/keftedes skulle stamme netop fra det osmanniske område. Jeg er ikke ekspert udi frikadellens kulturhistorie, men de følgende betragtninger om kødbollens historie virker på mig ganske fornuftige:

“the true origin of the meatball remains unknown. The most likely candidate for the original meatball seems to be kofta, a dish of minced or ground beef, chicken, pork, or lamb, mixed with rice, bulgur, or mashed lentils… kofta seems to have originated with the Persians, who passed it to the Arabs. According to The Oxford Companion to Food, kofta appears in some of the earliest Arabic cookbooks, where it consisted of ground lamb rolled into orange-sized balls and glazed with egg yolk and saffron. They likely traveled from the Arab world along trade routes to Greece, North Africa, and Spain.

Perhaps pinpointing the exact origin of the meatball is less significant than acknowledging its global popularity. Nearly every major culture has its own version of the meatball: Spanish albondigas, Dutch bitterballen, Chinese lion’s heads, South African skilpedjies. Kofte, too, is cooked everywhere from India to Morocco.

One possible reason for the meatball’s ubiquity: It’s an exceptionally accessible dish, simple and affordable. Meatballs can be made with nearly any kind of meat, and since that meat is ground and mixed with herbs and other flavors, cheap cuts of meat can be transformed into something delicious. Meatball recipes are also perfect for the frugal chef, stretching a relatively small amount of meat into a substantial meal by mixing it with bread, egg, or mashed vegetables.

It was exactly this flexibility and affordability that made the meatball so appealing to Italian-American immigrants in the late 19th and early 20th centuries. Most of the Italian immigrants who landed in the northeast United States at this time came from the impoverished southern regions of their home country (Sicily, Calabria, Campania, Abruzzi, Molise). With very little money, it’s only natural that they turned to their most affordable recipes, so the southern Italian polpette became a staple.

Since meatballs were usually made with the cheapest cuts of meat available, Italian immigrants tried creative new ways to make the meatball appealing. Canned tomatoes were cheap and widely available, so Italians leaned heavily on the marinara sauce that had come to the United States from Naples. And in order to make their meals more substantial, cooks began pairing the meatball with spaghetti, the cheapest noodle around.”

https://www.theatlantic.com/technology/archive/2016/03/history-of-the-me...

Steffen Gliese

Der fandtes et mellemøstligt køkken af egnsretter, der går umindelige tider tilbage, som genspejles i hele det østlige middelhav - og som har rod i dels en beduinkultur, dels et klassisk jordbrug. I høj grad baserer dette køkken sig på retter forberedt over ild, og som kommer til os i form af souvlaki i Grækenland og shawarma i Lilleasien og på den arabiske halvø. Der er helt sikkert også en jødisk variant, i realiteten er det jo en variation af påskemåltidet med urter og lam i usyret brød..
Når det kommer til kødbollen/frikadellen, så er den jo kun en af de farsretter, Karl d. 12. tog med sig, den anden er meget mere gennemskuelig, det er den så velkendte kåldolmer, der jo er en nordisk tillempning af den velkendte dolmas, fyldte vinblade, som det kendes i ikke mindst Grækenland og Tyrkiet.

Karsten Aaen

Når vi taler om frikadeller og deres oprindelse mm. vil jeg gerne her gøre opmærksom på, at også i Asien findes der en del varianter; på engelsk kaldes de dumplings; det er som regel noget ris, eller grøntsager knust sammen til en bolle, og så med fars udenpå, og så derefter ned i en gryde....