Redaktionen læser

Forskere: Den politiske offensiv mod »pseudoforskning« er fordomsfuld og farlig

 
Uniavisen
Nyhedsbloggen
Morten Messerschmidt vil have uddannelses- og forskningsministeren til at gøre op med ensidig, aktivistisk forskning inden for fx kønsstudier og postkoloniale studier. Flere forskere mener at det er et brud på armslængdeprincippet

På Nyhedsbloggen finder du links til historier fra hjemlige og internationale medier og blogs. Historier, som vi mener er relevante eller underholdende, og som fortjener at blive videregivet i sin originalform. Historierne er fortrinsvis på dansk, tysk eller engelsk.

PS: At vi lægger en historie på Nyhedsbloggen betyder ikke vi deler de synspunkter, som kommer til udtryk.

En offensiv mod »pseudoforskning« må da være noget alle fornuftige mennesker umiddelbart burde kunne støtte. Naturligvis må vi forlange "rigtig" forskning og ikke pseudoforskning af universiteterne.
At henvise til "armslængdeprincippet" er et svagt, defensivt og formalistisk forsvar for forskningsfrihed, og kunne lede tanken hen på, at forskere på Universitetet forsvarer eller dækker over "pseudoforskning". Lad os i stedet forenes i afstandtagen fra pseudoforskning og anden dårlig forskning, men lad ikke politikerne definere, hvad er er "rigtig" forskning.
Min fornemmelse er, at det er forskningstemaerne snarere en forskningskvaliteten, der trikker de højtråbende politikere. Så måske ender vi med, at »pseudoforskning« er forskning i temaer og emner som højrefløjens politikere ikke kan lide, og så er det jo ikke helt så slemt, som hvis det var forskningen, det var galt med.

Marie-Christine Poncelet

Det er lige præcis den samme diskussion som findes i Frankrig om fri forskning men i Frankrig er det ikke den yderste højrefløjen som kritiseret universiteter for en for venstreorienteret forskning i de Humanistiske fag, kaldt " Islamo gauchisme" , det er Macrons regeringen, godt at ved at samme holdning findes hos den yderst højrefløjen i Danmark og hos den franske regering.

Bjarne Toft Sørensen

Grundprincippet må være, at det er universitetsledelserne og institutledelserne , der skrider ind, når elementære krav til videnskabelighed ikke bliver opfyldt i det videnskabelige arbejde og i undervisningen. Det er ikke politikernes opgave.

Problemet er komplekst, bl.a. når ledelserne også økonomisk set kan have fordele ved opsigtsvækkende overskrifter, der lover mere end de reelt kan holde, i forbindelse med, at der skal skaffes forskningsmidler, og når bestemte forskningsfelter også internationalt er ret "politiserede". Skal institutledelserne lægge hindringer i vejen for forskning, der kan skaffe international anerkendelse, ved netop at være "politiserende"?

Ved mange forskningsfelter kan man tilgå feltet ved brug af såvel traditionelle naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske teorier og metoder, men i forbindelse med bestemte problemstillinger er det ikke lige relevant, hvilken tilgang man vælger.

Ved en række felter, f.eks dem der vedrører køn, seksualitet og etnicitet, er der også en række holdninger og værdier på spil, og netop derfor er det vigtigt, at man ikke drager for vidtgående og ensidige konklusioner på et for spinkelt grundlag.

I forbindelse med en række problemstillinger vil det, alene at tilgå disse områder med humanistiske teorier og metoder, uden at inddrage teorier og metoder fra også de andre videnskabelige hovedområder, i mange situationer betyde, at man i sit arbejde reelt ikke kan komme længere end til forundersøgelser og det, der vel kan kaldes et hypoteseniveau.

På en sådan baggrund skal man i hvert fald være varsom med ikke at drage for vidtgående og ensidige konklusioner. Der er alene anlagt et perspektiv, men er det velvalgt, og vil det også holde ved mere omfattende og tilbundsgående undersøgelser?

Bedre bliver det ikke, hvis man som humanistisk forsker, i stedet for at inddrage baggrundsviden fra de andre videnskabsområder, vælger i stedet alene at arbejde ud fra filosofiske teorier af spekulativ karakter.

Ikke, at der nødvendigvis er noget forkert i at forsøge sig med sådanne tilgange. Det er måske ligefrem anbefalelsesværdigt i indledende undersøgelsesfaser, men man kan ikke nå frem til videnskabeligt dokumenterede resultater alene på den baggrund.

I de fleste tilfælde er hermeneutiske og fortolkende tilgange i humaniora relevante ved undersøgelser af f.eks. kunst og litteratur, men det er aktiviteter, der foregår ud fra et bestemt perspektiv, der også har karakter af holdninger til tilværelsen og i mange tilfælde også har filosofisk karakter.

Man har vist noget om den kunst og litteratur, man har undersøgt, men man har ikke, på den baggrund, samtidig dokumenteret sandheden, i videnskabelig forstand, af de bestemte livsholdninger eller filosofiske teorier, man har undersøgt værkerne ud fra.

Steffen Gliese

Det bygger på en total misforståelse af, hvad videnskab er.

Steffen Gliese

Videnskab er en kontinuérlig samtale, først og fremmest, så især går ud på at formulere spørgsmål til fænomenerne, snarere end at opklare dem - men dog også at give plausible svar på det forelæggende, oplyste grundlag.
Videnskab er eksperimentel, og kun derfor giver det popperske falsificeringsprincip mening.

Ole jakob Dueholm Bech, Bjarne Toft Sørensen og Jørn Christensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese

Der er vist noget, du har misforstået.

I mit indlæg lagde jeg vægten på en påpegning af typiske svagheder og fejlkilder, som optræder i meget nyere forskning, som i sit udgangspunkt er humanistisk.

Min pointe var ikke at påpege i videnskabsteoretisk forstand, helt præcist hvilke metoder der var de rigtige i forhold til bestemte forskningsfelter og problemstillinger.

Inden for humanvidenskab anvendes overvejende metoder, der kan betegnes som analytiske, empiriske, kritiske eller spekulative i modsætning til i naturvidenskaberne, hvor der overvejende anvendes empiriske og eksperimentelle metoder.

Principielt burde hypotetisk - deduktiv metode og princippet om falsificerbarhed i Poppersk forstand også med modifikationer kunne overføres som metodekrav til de humanistiske videnskaber.

Som bl.a. Kuhn har gjort opmærksom på, bliver man dog nødt til i starten at anlægge en beskyttende holdning over for nye teorier, for ellers vil de aldrig få mulighed for at vise, hvad de er værd. Man bliver i starten nødt til at udvikle og styrke teorier i stedet for kun at påpege deres svage sider.

Det meste af den forskning, jeg er stødt på, inden for felterne køn, seksualitet og etnicitet i kunst - og kulturvidenskaberne, ville ikke have en chance over for anvendelsen af Poppers krav om falsificerbarhed.

Steffen Gliese

Jamen, Bjarne Toft Sørensen, Popper beskytter først og fremmest videoen imod den mest banale, men også mest forekommende fælde af alle: at forveksle videnskab med den rene, skinbarlige virkelighed.
Udover det er især humanistisk videnskab en avanceret samtale om fænomener i kulturen, mens naturvidenskaben er det samme om fænomener i naturen.
Værre er det ikke.
For tiden er besindelsen på naturen og de grænser, den sætter, det mest brændende spørgsmål; men at overkomme de problemer og at rette op på katastrofalt ringe samfunds'videnskabelige' fikse ideer, kræver de humane fakulteter og den måde, vi har kunnet lægge analytisk afstand til og stillet os udenfor 'naturen'.

Steffen Gliese

ah, videnskaben, ikke videoen, hvad sker der lige?!

Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese
"Udover det er især humanistisk videnskab en avanceret samtale om fænomener i kulturen, ---"

Selvfølgelig er der tale om en "avanceret samtale", men der er også krav i forhold til, hvordan denne samtale skal finde sted.

Også inden for humanistisk videnskab er der krav vedrørende teori, metode og dokumentation, og der foregår en fortløbende diskussion om, hvilke krav der mere præcist kan stilles.

Eks. Mange humanistisk orienterede tidsskrifter herhjemme lægger op til, at deres artikler har karakter af forskning i betydningen videnskab, hvor en grundig læsning af de fleste af artiklerne dog snarere må føre til den konklusion, at der alene er tale om avanceret essayistik.

At en forsker skriver en artikel, gør ikke nødvendigvis denne artikel til videnskab, hvis den ikke rummer en undersøgelse, der lever op til videnskabelige krav.

Jeg har ikke noget mod essayistik, men jeg er tilhænger af, at man kalder tingene ved deres rette navn.

Ved den forklædte voksen hvad han taler om. Eller er det også røgslør for at f os til at glemme MELD/FELD?

Jørgen Mathiasen

Humanvidenskaberne eksisterer i metodepluralisme i det mindste indtil det øjeblik, man tvinger dem til at indstille den.

Videnskabelige undersøgelser eller arbejder skal gøre gavn, - videnskabelig gavn, sådan som Umberto Eco forlangte allerede af specialet. Det gør humanvidenskaberne bedst, - efter min opfattelse, hvis de gennem tolkninger skaber forståelse der endvidere stifter mening.

Men der er faktisk fag eller discipliner i humanvidenskaberne, som har berøring med naturvidenskaberne - lad mig bare nævne fysiologiske og akustiske undersøgelser indenfor rammen af musikvidenskaben, og det er situationer, hvor man uden tøven griber til de naturvidenskabelige metoder.

Bjarne Toft Sørensen

Jørgen Mathiasen

Der er tale om metodepluralisme, men det må selvfølgelig forudsætte, at der i den sammenhæng på et vist niveau er redegjort for såvel anvendt teori og metode som givet en begrundelse for dette valg.

I forbindelse med Studieretningsprojektet på Stx stilles som krav til eleverne, at de skal "gøre sig metodiske og basale videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med behandling af en kompleks faglig problemstilling".

Hvis det krav også skulle gælde for "undersøgelser" præsenteret i videnskabelige tidsskrifter inden for kunst- og kulturvidenskaberne, ville mange af de præsenterede undersøgelser simpelt hen på forhånd være dumpet.

Som en humanist - kollega engang sagde til mig om de krav, vi præsenterer de studerende for i gymnasiet i forbindelse med Studieretningsprojektet: "Hvorfor skal I stille krav til jeres elever om noget, som vi aldrig selv er blevet blevet stillet til regnskab for på vores studie?"

Eller som en daværende fagkonsulent i filosofi gjorde opmærksom på i forbindelse med gymnasiereformen i 2005. Hvordan skal lærere kunne undervise eleverne i deres fags teori og metoder, hvis det er noget, de aldrig selv er blevet undervist i på universitetet.

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Du sluttede med spørgsmålet:
"Hvordan skal lærere kunne undervise eleverne i deres fags teori og metoder, hvis det er noget, de aldrig selv er blevet undervist i på universitetet?"

Til det vil jeg i overensstemmelse med egne erfaringer sige: Det kan de måske (alligevel) være i stand til, fordi de efter at have afsluttet studiet på egen hånd har erhvervet sig nye indsigter. Hører det ikke til de kvalifikationer, den forskningsbaserede undervisning gerne skulle bringe med?

Jeg oplevede selv ret store huller i studievejledningen og i studieplanerne. Efter studiet opdagede jeg en vejledningslitteratur i det videnskabelige arbejdes teknik (andre lande har også sådan en litteratur), og nu, nogle årtier senere, konstaterer jeg hos nogle danske studiestartere, at de fortsat ikke har et grundlag i teknikken: Det er fx. ikke indlysende, at man skal beherske en litteraturforvaltningsteknik (for slet ikke at tale om databaser). Der er mange andre ting, man kunne nævne, ikke mindst på det retoriske felt, som er helt centralt her.
Ligesom Eco tror jeg, at beherskelsen af det videnskabelige arbejdes teknik fører til krav, metodiske og andre, til studiet og udvikler evnen til at opstille målsætninger og indfri dem. Det er også nødvendigt, for undervisning får man kun i en periode af sit liv.