Nyhedsbrev

Lortestrid mellem Frankrig og Storbritannien kan eksplodere op i ansigtet på os alle sammen

Kære europæer!

Jeg vil sige det med det samme. Der vil forekomme både latrinært sprog og indhold i dette nyhedsbrev. Men der er en mening med galskaben. Således advaret.

Forholdet mellem de to nabolande Frankrig og England har altid været stormombrust. Nu har temperaturen nået nye stormfulde dybder. I den forgangne uge sagde Liz Truss, favoritten til at blive den næste konservative forkvinde og dermed britiske premierminister, at hun ikke er sikker på, om den franske præsident Macron er »en ven eller en fjende«. Det er den seneste i en lang række af kontroverser mellem de to lande, som netop i disse uger også indebærer et højlydt slagsmål om – ja der er ikke nogen pæn måde at sige det på – merde, scheisse eller rent ud sagt ufiltreret lort.

Briterne leder nemlig tusindvis af liter ufiltreret menneskeligt affald ud i Den Engelske Kanal, og det huer selvsagt ikke franskmændene.

Det lyder fjollet, men det er faktisk afgørende for vores sikkerhed på kontinentet, at de to store lande samarbejder, ikke går i kloakkrig med hinanden ved enhver given lejlighed som var vi midt i en dårlig ridderfilm fra 80’erne.

Og så skal vi videre til noget lidt mindre svulstigt, men måske mindst lige så væsentligt.

»Jeg er jo ikke den store taler,« burde være den tyske kansler Olaf Scholz’ introduktion, hver gang han åbner munden i offentlige sammenhænge, for han er ved gud ikke en tysk reinkarnation af JFK. »Pinagtigt passionsfattig performance,« lød min kollega Mathias Sonnes karakteristik. Og han forstår sågar ordene, der kommer ud af Scholz’ mund. 

Men. Ser man bort fra formen, så var det faktisk en dundertale, Scholz holdt i Prag mandag i denne uge. Her lagde han en lang række offensive reformer af EU-samarbejdet på bordet. Vi har lyttet og samler op på Scholz’ visioner.

Og så går vores broderland Sverige til valgurnerne dette efterår. Det sætter vi stort fokus på i både Dagbladet Information – og her i nyhedsbrevet EUROPA. 

Velkommen til dit ugentlige europa-fix – denne gang fra den hede sensommer i Paris ved Tore Keller.

Lorteforholdet mellem England og Frankrig

Frenchbashing er blandt de obligatoriske discipliner i enhver konservativ lederskabskampagne i Storbritannien. Ofte trækkes der historiske bånd tilbage til Napoleons nederlag i Waterloo og Anden Verdenskrig, når briternes egen storhed skal hævdes på bekostning af de vinglade indbyggere i nabolandet. De senere år har det britiske farvel til EU givet anledning til drabelige slag om økonomi, indvandring og aftalen om skilmissen fra EU. Men mens Brexit stadig er et afgørende politisk skel på de britiske øer, har resten af Europa egentlig bevæget sig videre i teksten. Adieu et bon vent, har været den franske linje.

Det er værd at notere, at Storbritannien og Frankrig begge var blandt grundlæggerne af NATO, begge har en fast plads i FN's Sikkerhedsråd, og at forholdet mellem de to er blandt de ældste alliancer, når det kommer til at sikre sikkerheden på det europæiske kontinent. De er de to eneste atommagter på kontinentet, hvis vi ser bort fra Rusland. Og således afgørende for sikkerheden og stabiliteten, og normalt arbejder de to sider tæt sammen. Men det forhold sætter en række begivenheder, hovedsageligt på den britiske side, nu spørgsmål ved.

At Liz Truss, den altovervejende favorit til at blive britisk premierminister om få uger, ved et møde i sidste uge nægtede at svare på, om Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er en »ven eller en fjende« er helt vildt midt i en tid med krig i Europa. Det kommer sjovt nok, samtidig med det kom frem, at energipriserne forventes at stige med op mod 80 procent til efteråret. Så kan en god gammeldaws ordkrig med les frenchies få aviserne til at skrive om noget andet.

Det tager den populistiske frenchbashing i engelsk politik til nye højder. Macron svarede hurtigt, at Storbritannien er en ven af Frankrig – men han tilføjede også: »Hvis vi ikke er i stand til mellem Frankrig og Storbritannien at sige, om vi er venner eller 'fjender' - begrebet er ikke neutralt - er vi på vej mod alvorlige problemer.«

Trods Brexit er forholdet mellem Storbritannien og Frankrig nemlig det vigtigste i Europa, når det kommer til militært samarbejde og sikkerhed. De andre lande på kontinentet er afhængige af, at de to atommagter finder fælles fodslag. Men kvaliteten af samarbejdet om europæisk sikkerhed bliver i disse år sat under pres af en lang række lortesager.

Der går nemlig en rød linje fra slagsmålene om fiskerirettigheder, der var tæt på at blive til et decideret maritimt sammenstød med flådefartøjer involveret, over sammenstødene om migranter og flygtninge, som krydser Den Engelske Kanal i små både, til de seneste stridigheder om briternes beslutning af at lukke store mængder ubehandlet kloakvand direkte ud i det fælles farvand. Hertil kommer uenigheden mellem EU og Storbritannien om Nordirlandsprotokollen, som briterne bliver ved med at true med at lægge i grus, selv om de selv har indgået aftalen. 

De mange små sager med højspændt konfrontatorisk retorik skader forholdet mellem Frankrig og Storbritannien, og Truss' udtalelser er et tegn på, hvor absurd situationen er blevet. Den mest voksne person i situationen viste sig – overraskende nok – at være Boris Johnson, som hurtigt forsøgte at gyde olie på (kloak)vandet ved at sige – på fransk:

»Emmanuel Macron est un très bon buddy de notre pays (en meget god ven af vores land),« sagde Johnson til britiske medier. Johnson tilføjede: »Jeg mener, at forbindelserne mellem Storbritannien og Frankrig er af stor betydning. De har været meget gode i lang tid, stort set lige siden Napoleons tid, og det synes jeg, vi bør fejre.«

Johnsons far har lige fået fransk nationalitet, så Johnson-familien har måske noget at være taknemmelig for.

Når de britiske konservative mandag i næste uge vælger deres leder, sker det på et tidspunkt, hvor landets forhold til Frankrig står ganske ringe. For resten af Europa er det vigtigt, at vinderen hurtigt lægger valgkampsretorikken på hylden, for i en tid med krig i Europa, er det fransk-britiske forhold alt for vigtigt til at blive ofret til fordel for kortvarige indenrigspolitiske markeringer. Der må man håbe, at Liz Truss' vankelmodighed er en teatertøven, og at hun hurtigt finder samarbejdsretorikken frem. Ellers kan det blive noget værre lort.

Mail Online har skrevet en sjov artikel om Trus’ valg af rådgivere, når hun snart kan rykke ind i Downing Street 10. Ud over det fantastiske koncept »Trusstafarians«– en samlebetegnelse for den nuværende udenrigsministers nærmeste kampagnehold – er analysen også værd at læse, fordi den illustrerer, hvor selvoptaget britisk presse og politik er. Man må igen minde de gode briter om, at vi på kontinentet faktisk læser og forstår deres sprog – noget, som tydeligvis ikke altid gør sig gældende den anden vej.

Ugen i Europa

Tyskland. Den tyske kansler Olaf Scholz holdt mandag sin første store europapolitiske tale på Karlsuniversitetet i Prag, hvor han skitserede en række afgørende reaktioner på den nye verdensorden efter det russiske overfald på Ukraine. Tjekkiet har som bekendt ansvaret for EU-formandskabet i dette halvår, så scenen var velvalgt.

Scholz gik overraskende offensivt til, hvordan et EU kan udvide sig mod øst og syd og samtidig sikre sig geopolitisk med en langt mere offensiv handelspolitik, en europæisk sektor for IT-teknologi og mikrochips samt en langt større grad af kredsløbsøkonomi. Og han krævede, at vi først og fremmest samtænker vores forsvar og især luftvåben langt mere – og afskaffer det lammende enstemmighedsprincip i europæisk udenrigspolitik – og når det kommer til skattepolitik.

Som ventet druknede talen i Scholz’ pinagtigt passionsfattige performance, og den blev derfor højst et svagt ekko af Macrons banebrydende europatale på Sorbonne Universitetet i 2017. Men indholdsmæssigt er det ikke småting, den tyske kansler jonglerer med. Det følger vi op på senere på ugen i Information.

Talen kan ses og læses her.

Sverige. I Nordsverige bliver hundreder af milliarder af kroner lige nu investeret i grønne gigaprojekter. Det bringer dybe forandringer og masser af nye indbyggere til de tyndest befolkede egne og kan blive en model for resten af Europa.

Grækenland. Kyriakos Mitsotakis er den borgerlige ridder på den hvide hest, som har reddet Grækenland ud af gældskrisens kløer og har skabt en sydende digital techstartupnation, som har lagt fortidens dårligdomme bag sig. Den fortælling har den græske regering haft stor succes med at udbrede de seneste tre år under Mitsotakis’ lederskab, men nu slår en række skandaler skår i glansbilledet.

Baggrunden er en overvågningsskandale, hvor oppositionspartiet, de gamle socialdemokrater hos PASOK, er blevet overvåget ved hjælp af digital infiltreringssoftware, som regeringspartiet og den græske stat ifølge kritikerne har været dybt involveret i. Sagen trækker bånd hele vejen til Mitsotakis (og hans nevø). Mitsotakis møder kritik for at have centraliseret magten, fået efterretningstjenesterne til at rapportere direkte til hans kontor og for udemokratisk at gå efter journalister, som har afsløret skandalen.

Det hjælper heller ikke de borgerlige i Nyt Demokrati, Mitsotakis’ regeringsparti, at der er parlamentsvalg om under et år, hvor et flertal ikke længere synes sikkert, og hvor den bedst mulige samarbejdspartner på papiret er PASOK – et samarbejde, som nok vil have nogle tillidsudfordringer efter skandalen.

Som skribenten Hugo Dixon skriver hos Reuters: »Det er tid til at bekymre sig om Grækenland igen«.

Frankrig. Hundredvis af spøgelsesbutikker skyder op i de europæiske storbyer, i takt med at forbrugerne vil have leveret dagligvarer på få minutter. Men de såkaldte ’dark stores’, som er lagre med supermarkedsvarer og takeaway-fabrikker i ’dark kitchens’, ødelægger lokalsamfundene, lyder kritikken. Jeg har taget pulsen på spøgelsesbutikkerne, som vinder frem i Frankrig – og resten af Europa:

Polen. Kampen om retsstatsprincipperne i Polen fortsætter. Fire organisationer, der repræsenterer europæiske dommere, anlagde søndag sag mod EU-Rådet over dets beslutning om at give grønt lys til Polens genopretningsplan på trods af fortsatte bekymringer om retsstatsprincippet. EU-Rådet er den EU-institution, hvor medlemsstaternes ministre mødes, og som har godkendt en aftale med en række milepæle, som Polen skal opfylde for at få del i de mange dejlige EU-milliarder, som landet er tildelt i tilskud og lån.

Organisationerne hævder, at EU-landene godkendte at uddele midler fra EU's genopretningsfond til regeringen i Warszawa på en måde, der ignorerer EU-Domstolens domme og skader både polske dommere og det europæiske retssystem. Det er en sag, der er værd at følge med i, for selv om Bruxelles nu synes at have prioriteret ro på bagsmækken i en krigstid over højsvungne retsstatsprincipper, så er den fundamentale konflikt ikke løst.

Vi læser

Den Europæiske Centralbank har lanceret et nyt værktøj, der skal sikre, at Eurozonen ikke fragmenterer, og at Italien ikke glider ud over den økonomiske afgrund. Spørgsmålet er, om det er et nødvendigt krisetiltag eller et dristigt eksperiment, der på sigt vil forværre kontinentets økonomiske udfordringer.

Jeg vil anbefale Ditte Maria Brasso Sørensens analyse af den nye dreng i klassen blandt de efterhånden mange kriseværktøjer i ECB’s portefølje:

That’s it folks for denne gang

Mathias Sonne vender tilbage i næste uge med dit nyhedsbrev om, hvad der rører sig på kontinentet. Mon ikke han har nyt forud for det ekstraordinære møde, som EU-landene afholder 9. september om energikrisen? Kommissionsforkvinde Ursula von der Leyen annoncerede denne uge, at man vil lave en gennemgribende reform af EU's energimarked for at gøre op med de voldsomt stigende priser. Og at EU gør sig klar til en »indgriben i energimarkedet,« hvad det så end betyder. I Frankrig, hvor jeg bor, sagde premierminister Élisabeth Borne mandag, at franskmændene vil blive nødt til at skrue ned for deres forbrug, ellers risikerer man blackouts til vinter. Som jeg tidligere har skrevet om, så har Frankrig store problemer med sin atomkraftpark

Det nye er, at Tyskland tilsyneladende også støtter en grundlæggende reform. Når Frankrig og Tyskland er enige, kommer der fut i fejemøget.

Om europæerne kan finde en vej ud af Putins energiskrue, vil de næste uger vise. Det er vildt nok, at problemerne allerede tårner sig op nu, for vi er jo kun i slutningen af august måned. Tænk, hvor alvorligt det hele kan stå til om få måneder. Omvendt synes der at være en vis bevægelse, for eksempel er de tyske gaslagre nu fyldt over 80 procent af kapaciteten, og i denne måned kom kun ni procent af den tyske gas fra Rusland. Rettidig omhu, som hr. Møller talte om, er virkelig afgørende nu, hvis vi ikke skal have en vinter fyldt med gule veste og politisk uro.

Tore Keller, Paris