Historiens pendul svinger. Før var de religiøse fulde af fordomme. Nu er der ikke noget så fordomsfuldt som som en ateistisk intellektuel – eller hvad man skal kalde fænomenet

Drømmen om en ny verden var drivkraften i så meget af 60’er-oprøret, og frigørelsen var den store belønning, som alle jagtede. Nu er vi endt med at have forbrugerbørn og -unge, som svømmer i et grænseløst hav af umiddelbare lysttilfredsstillelser, og bl.a. derfor trænger vi til en stærkt revideret frigørelsesfortælling

Det ville jo være ironisk, om Krarup selv skulle kunne karaktiseres med de ord, han møntede på folk som Lenin og Robespierre: »I det øjeblik man ser sig selv som én, der med en slags religiøs retfærdighed i ryggen kan definere for andre, hvad det gode er – så er man en djævel. Det djævelske er altid hos den, der tror om sig selv, at han er guddommelig«