Menu
Log ind

Organisation

Betty Nansen teatret

Jennifer Vedsted Christiansen (t.v.) og Emma Sehested Høeg mødte hinanden på Den Danske Scenekunstskole, hvorfra de begge dimitterede sidste år. Med et brag. Billetterne til deres selvstændige afgangsprojekt, kabareten Velkommen til Pandora, blev udsolgt, så de genopsatte forestillingen på Østerbro Teater og teatret Mungo Park, hvor den blev udsolgt igen. Deres næste forestilling, Lolita for altid, har premiere på Østerbro Teater den 29. oktober.

Kunstnerduoen How to kill a dog er alt for meget, så vi andre kan være lidt mere os selv

Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen har fået succes med at lave teater, der tager udgangspunkt i alle deres pinligste og grimmeste sider. De vil gerne være ligeglade med, hvad andre tænker, men skal de være helt ærlige, elsker de godt nok applausen efter tæppefald
De seks skuespillere i ’Livstidsgæsterne’ matcher i Elisa Kragerups præcise iscenesættelse hinanden eminent som et broget ensemble i deres portrætter af forskelligrettede lyster.

’Livstidsgæsterne’ bliver til rammende replikker om dig og mig på Betty Nansen Teatret

Elisa Kragerups iscenesættelse får os til at skraldgrine over Line Knutzons ’Livstidsgæsterne’, der er en insisterende hyldest til meningsløsheden
Holdet laver improvisationsøvelser for blandt andet at opnå den tryghed mellem skuespillerne, der kan give forestillingen en reel flerstemmighed.

Tid er som bekendt penge. Og på Betty Nansen har de fået begge dele »til at dumme sig«

Det sidste punktum i manuskriptet er langt fra blevet sat, og 90 procent af alle forsøg er kasseret, da Information for tredje gang er forbi Betty Nansens workshops for at følge deres kollektive arbejdsproces. Men det ufærdige og det kasserede er også pointen med det hele – og netop det, som en masse fondspenge giver mulighed for
På Betty Nansen Teatret eksperimenterer man med en mere kollektiv og langstrakt arbejdsproces, end hvad der sædvanligvis er mulighed for på et institutionsteater.

Efter nedlukningen spirer kollektivet på Betty Nansen Teatret igen. Men det er instruktøren, der taler højest

På Betty Nansen Teatret arbejder de med en mere kollektiv arbejdsproces, end hvad der sædvanligvis er muligt på et institutionsteater. Det giver alle en stemme i processen, fortæller de her i andet kapitel af Informations føljeton fra Betty Nansen Teatret. Men er det også et brud med teaterets traditionelle rollefordeling?
Vi følger Betty Nansen Teatrets kollektive proces omkring forestillingen ’Livstidsgæsterne’, der får premiere til september.

På Betty Nansen Teatret tror de på, at man som kollektiv er endnu bedre, end man er gode tilsammen

Er en kollektiv mavefornemmelse noget, man kan skabe på kommando? På Betty Nansen Teatret gør de forsøget og Information følger processen. I februar var vi til workshop en tidlig lørdag morgen på forestillingen ’Livstidsgæsterne’ og lærte, at det at arbejde kollektivt både kan være givende og halvforfærdeligt for de involverede
Astrid Elbos Bonnie og Ulrik Birkkjærs Clyde er begge yndefulde med lange, stærke, slanke lemmer. Deres baggrund i balletten fornægter sig ikke.

På Betty Nansen føles det fuldkommen oplagt at mixe ballet og rap med Bonnie og Clyde

Historier om oprør, kærlighed og vold går aldrig af mode. Måske er det derfor, vi stadig elsker fortællingen om Bonnie og Clyde her næsten 100 år efter, den fandt sted. På Betty Nansen Teatret får den en ny frisk form med alt fra gangsterrap til yndefulde ballettrin
Der er mange forskellige lag og virkeligheder i Elisa Kragerups ’En Skærsommenatsdrøm’, men hvad vil de hinanden?

Man farer nemt vild i trylleskoven i Elisa Kragerups ’En Skærsommernatsdrøm’

Elisa Kragerups ’En Skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen byder på fortryllende smuk scenografi og koreografi. Men gennem David Lynch-inspireret surrealisme er den også nem at fare vild i og affejer snarere end engagerer sig i moderne begær og virkeligheder
Store, sorte signaturtårer løber som floder af mascara ned af kinderne på kvinderne, der taler om forelskelse, den affortryllede hverdag og den anden kvinde.

Sort Samvittigheds magi er flygtig og forvirrende i deres længe ventede ’I et forhold’

Sort Samvittigheds tredje forestilling taler med mange tunger om den magi, der både opstår og foregår i parforholdet. Men måske er kærlighedens bittersøde væsen for lille en pointe til at løfte teaterkollektivets magi
Anders Mossling, Ena Spottag og Nicolai Dahl Hamilton komplementerer med deres forskellighed hinanden som en helt hellig lille treenighed i ’Kunsten at være lykkelig’.

Schopenhauer var Svend Brinkmann 150 år før Svend Brinkmann – bare bedre

Lyseslukkerfilosoffen Schopenhauers saliggørende sortsynede livsvisdom fungerer fornemt som feel-good-feel-bad-teater på Betty Nansen Teatrets Edison-scene
Anna Olympia Bøss, Artianne Olivia Søgaard Andersen, Asta Bundgaard Wanscher, Conrad Bengtsson, David Prammann Schrøder, Emma Skov Dahl Christiansen, Falke Lindegaard Hvidtfeldt, Felix Worsøe Alegre, Frederikke Holm Bergendorff, Ida Møller, Isak William Bjerregaard, Jaafar Machal, Kajsa Krogh Larsen, Luka Gry Selander, Michael Basse Theobald, Molly Grand, Nicholai Kristensen, Ronja Emilie Clemens Tillebeck, Samir Abdi Elmi, Thea Hagelskjær Godskesen, Ursula Outzen og Zeraphina Corrie Bendtsen brillerer i rollerne som sig selv. 

’Mod alle odds’ er et af de bedste bud på, hvordan man kan lave teater, der er engageret og engagerende

Teaterinstruktøren Tue Biering og 22 brillante børn vækker en velgørende ubehagelig forældrefølelse i sit publikum med socialt anfægtet og anfægtende teater, der både oplyser os med statistik og omvender os fra vores skæbnetro på den

Sider

Mest læste

  1. 100 danske kvinder fortæller om sexkrænkelser i film- og teaterbranchen
    Flere hundrede kvinder fra det danske teater- og filmmiljø har i hemmelighed delt vidnesbyrd om seksuelle krænkelser i branchen over mail og i en lukket gruppe på Facebook. Søndag blev 100 anonymiserede bidrag præsenteret på Edison Teatret. Branchen er forfærdet over, at der foregår så mange krænkelser på uddannelserne
  2. Instruktøren sagde til mig: ’Hvis du tager mig i munden, så gør jeg dig til en stjerne’
    Søndag eftermiddag blev 100 vidnesbyrd om seksuelle krænkelser i den danske teater- og filmbranche læst op fra scenen på Edison Teatret på Frederiksberg. Det kom bag på publikum, hvor massivt problemet er. Ikke mindst på uddannelsesinstitutionerne
  3. Kunstnerduoen How to kill a dog er alt for meget, så vi andre kan være lidt mere os selv
    Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen har fået succes med at lave teater, der tager udgangspunkt i alle deres pinligste og grimmeste sider. De vil gerne være ligeglade med, hvad andre tænker, men skal de være helt ærlige, elsker de godt nok applausen efter tæppefald
  4. Schopenhauer var Svend Brinkmann 150 år før Svend Brinkmann – bare bedre
    Lyseslukkerfilosoffen Schopenhauers saliggørende sortsynede livsvisdom fungerer fornemt som feel-good-feel-bad-teater på Betty Nansen Teatrets Edison-scene
  5. Medealand: Verdenshistoriens ondeste skilsmisse
    Hvem er Medea i dag? Ifølge forfatter Sara Stridsberg, der har genskrevet det klassiske stykke, er Medea blevet historien om en kvinde, for hvem kærligheden er så stor, at den ikke brydes uden at udslette både ægtefæller og børn. Og samtidig er det historien om et menneske, der ikke har nogen plads i verden. Stykket Medealand har dansk premiere på fredag på Betty Nansen Teatret
  6. ’Livstidsgæsterne’ bliver til rammende replikker om dig og mig på Betty Nansen Teatret
    Elisa Kragerups iscenesættelse får os til at skraldgrine over Line Knutzons ’Livstidsgæsterne’, der er en insisterende hyldest til meningsløsheden
  7. Nyt køn, samme person: Gensyn med historiens første transseksuelle roman
    En helt, der bliver til en heltinde, der både elsker kvinder og mænd – Virginia Woolfs ’Orlando’ er fortællingen om en ung adelsmand med smukke ben, som fødes i 1500-tallets England, men et århundrede senere vågner op som kvinde i Konstantinopel
  8. Måske skulle ’Underkastelse’ bare ikke være opsat som teater
    Lars Brygmann ligner Michel Houellebecq og er god til at være lidenskabsløs au naturel, men Anja Behrens’ skarpt skårne teaterstykke over den franske forfatters omtalte roman ’Underkastelse’ overbetoner kontroversen og underbetoner kompleksiteten i portrættet af tidens machomelankoliker