Organisation

Charlie Hebdo

Humanismen skal bruges mod mørkemændene – ikke mod deres kritikere

Progressive politikere og oplyste befolkninger må nu tage kampen op og forsøge at redde det, der er tilbage af klodens liv, og samtidig prioritere humanistisk dannelse over religiøse og etniske griller af enhver art. Religionerne og især islam, den yngste og vildeste af dem, må lære at stikke piben ind, lade sig civilisere, lære sig verdenshistorie og sprog, slippe kvinderne løs og åbne sig tolerant for klodens menneskelige forskelligheder, skriver Per Aage Brandt i et svar til Carsten Jensen

Nu har Charlie Hebdo levet tre år i en konservesdåse. Hvor længe skal det blive ved?

Charlie Hebdo produceres i dag bag pansrede døre fra dybet af en bunker. Tegnere og skribenter lever under daglig politibeskyttelse. Satiremagasinet er bannerfører for ytringsfrihed, men vilkår og rammer for satiren er den permanente trussels massive ufrihed. For dødstruslerne er ikke stilnet af

Tavshed fremmer sjældent forståelsen

Jo større mangfoldigheden er i et samfund, desto videre bør grænserne for ytringsfriheden være, hvis der skal være plads til alle. Timothy Garton Ashs ’Free Speech: Ten Principles for a Connected World’ er indsigtsfuld og vidtfavnende

Fra to døde terroristbrødre til hemmelige henrettelser af franske terrorister

Med brødrene Kouachis blodige angreb på Charlie Hebdo ramte den fanatiske jihadisme menneskerettighedernes Frankrig i hjertekulen. To år og en række nye attentater senere, befinder landet sig i en svær balance mellem kravet om sikkerhed, kritik af undtagelsestilstanden og polemik om den franske efterretningstjenestes personrettede missioner

Bogfolk

Bogfolk fra dagens avis

Det gynger, men det synker ikke

Når uskyldige mennesker dræbes i brutale terrorangreb, så påvirker det naturligvis et land og dets borgere. Og når terroren rammer igen og igen, spørger et samfund sig selv, hvad det dog kan stille op. Her har Frankrigs svar været en efterhånden permanent undtagelsestilstand.

Et år efter: Terrorangreb har gjort Frankrig mere delt

Det første store terrorangreb i Frankrig sidste år skabte sammenhold. Men de følgende angreb har forstærket skellene i befolkningen

’Bølle’ uden selvransagelse

Jørgen Ejbøl har tromlet hen over al modstand i den danske dagbladsverden. I en ny bog af journalist og forfatter Kirsten Jacobsen ser han triumferende ud over slagmarken. Hvis der lugter brændt, må det være nogen andre idioters skyld

Et lidenskabeligt forsvar for blasfemien

Manifestet fra Charlie Hebdos chef, kendt som Charb, henvender sig især til venstrefløjen, som ikke kan skelne mellem ideologikritik på den ene side og racisme og diskrimination på den anden. Opmuntrende nok har netop Informations Forlag påtaget sig udgivelsen

Hvis du mener, religionskritik er racisme

To dage, før den franske tegner og chefredaktør for satirebladet Charlie Hebdo Charb blev skudt ned sammen med syv af sine kolleger, havde han færdiggjort et manifest. Dette er manifestets dedikation og et uddrag af første kapitel

Sider

Mest læste

  1. To dage, før den franske tegner og chefredaktør for satirebladet Charlie Hebdo Charb blev skudt ned sammen med syv af sine kolleger, havde han færdiggjort et manifest. Dette er manifestets dedikation og et uddrag af første kapitel
  2. Gerningsmændene og alt, hvad de måtte være forbundet med, har allerede tiltvunget sig en magt, de ikke har nogen ret til. De har efterladt 12 familier med savn og sorg. De har efterladt et Frankrig grebet af frygt. Og de har frataget Charlie Hebdo – og alle andre – troen på, at man med humor og satire kan gå alle trusler i møde. Det er derfor, at Charlie Hebdos ret til ytringsfrihed er en kamp, vi alle må kæmpe.
  3. Reaktionerne på Charlie Hebdos beslutning om at udkomme med en tegning af profeten Muhammed på forsiden efter terrorangrebet i sidste uge er blevet både rost og beklaget. Rost af ikkemuslimer og beklaget af muslimer
  4. ’Je suis Charlie’-kampagnen – en protest mod vold og frygt – anvender tegninger, der danner basis for den racistiske vold, som arabisk udseende mænd og homoseksuelle underlægges hver dag. Hvordan skal de grupper dog kunne stille sig under demonstrationsbannere, der fornedrer deres kultur og seksualitet
  5. Georges Wolinskis henkastede streg fik i 1980’erne den danske venstrefløj til at trække på det smilebånd, som ellers ikke var overbelastet. Rablende anarkist, hensynsløs humorist og radikal humanist, siger de, der mødte ham dengang, om ham. Ingen gik fri for hans satire – heller ikke den venstrefløj, der omfavnede ham, eller den kvindekamp, han ellers støttede. Selvhøjtidelighed og hykleri alle steder var til grin. Der var brug for ham dengang – og det er der stadig
  6. Hvis nutidens såkaldte fundamentalister mener at have fundet vejen til sandheden, hvorfor føler de sig så truet af de ikketroende og deres fjollede karikaturer i et satireblad? Den lidenskabelige intensitet hos terroristerne vidner mest af alt om mangel på sand overbevisning
  7. Det er tragikomisk, når venstrefløjsdebattører anklager det franske satiremagasin for at være racistisk og homofobisk. Dermed gør de netop det, de anklager den racistiske højrefløj for at gøre: dømmer andre på baggrund af forudfattede holdninger
  8. Attentatet i Paris har berørt os dybt. Vi har taget offentligt afstand fra det og er klar til at gøre, hvad vi kan for at forhindre, at det sker igen. Men vi har brug for alle jer andre – muslimer som ikke-muslimer – for hvis vi ikke rykker sammen, vinder terroristerne