Organisation

Dirty Projectors

Anmeldelse
21. juli 2018

Dirty Projectors vil både blæse og have store ord i munden

På albummet ’Lamp Lit Prose’ vil David Longstreth, forsanger og frontmand i indiebandet Dirty Protectors, intet mindre end det hele. Han vil være ung med de unge, naiv med de nyforelskede, klog med de kloge og på lydbølgelængde med musikhistoriens ældre koryfæer. Resultatet bliver både fladt, forvirrende og apatisk
På albummet ’Lamp Lit Prose’ vil David Longstreth, forsanger og frontmand i indiebandet Dirty Protectors, intet mindre end det hele. Han vil være ung med de unge, naiv med de nyforelskede, klog med de kloge og på lydbølgelængde med musikhistoriens ældre koryfæer. Resultatet bliver både fladt, forvirrende og apatisk
24. februar 2017

Alternativ pop og McDonald’s i udlandet

Det amerikanske band Dirty Projectors har været tvunget til på ny at lægge puslespillet på deres nye selvbetitlede plade, fordi Amber Coffman har forladt bandet. Den japanske guitarist Shintaro Sakamoto blander alle mulige musikkulturer og ender ud med et helt særligt udtryk, en art japansk poprock med hawaiianske undertoner
Anmeldelse
17. juli 2012

Kruk og undergang

Amerikanske Dirty Projectors kan være svære at elske. Men de er lige så svære at afvise som udforskere af deres helt egen krogede blues. Til gengæld er det en canadisk kvinde, der giver os en ny dunkel soulmusik, der endda sender os forbi domstolen i Haag
Amerikanske Dirty Projectors kan være svære at elske. Men de er lige så svære at afvise som udforskere af deres helt egen krogede blues. Til gengæld er det en canadisk kvinde, der giver os en ny dunkel soulmusik, der endda sender os forbi domstolen i Haag
5. juli 2010

En festlig fredag

Hvor torsdagen må betegnes som en fuser, kom der musikalsk helt anderledes form over tingene fredag, hvor der både var tuba-punk og alternative fristelser
Hvor torsdagen må betegnes som en fuser, kom der musikalsk helt anderledes form over tingene fredag, hvor der både var tuba-punk og alternative fristelser
Anmeldelse
16. februar 2010

Hvorhen nu, mærkelige Amerika?

To udspil fra den amerikanske alternative sfære peger i hver deres retning. Ned i tempo og narkotisk sirup af erindring. Og ud i rådvild udmarvning af freak folkens fædrene jord
Anmeldelse
9. januar 2010

Revolutionen er overtrukket med sukker

De amerikanske Paul Simon-fetichister i Vampire Weekend nynner sig til moderat fløjlsrevolution, mens de kæmper med at demonstrere, hvor lidt de skammer sig over at have det sjovt
De amerikanske Paul Simon-fetichister i Vampire Weekend nynner sig til moderat fløjlsrevolution, mens de kæmper med at demonstrere, hvor lidt de skammer sig over at have det sjovt
28. december 2009

Årtiets plader

i følge Klaus Lynggaard og Ralf Christensen i inderlig samklang, dyb uenighed og alfabetisk orden
Baggrund
28. december 2009

Opsætsighedens årti

Godt hjulpet på vej af faldne skyskrabere og en ny inderlighed blev albummet genopfundet som meningsskaber og sammenhængende kunstnerisk udtryk i det snart svundne årti
Britiske Radiohead dannede skole med deres søgende, elektronisk inspirerede rock.
Anmeldelse
17. november 2009

Hul i poppen

Det er en paradoksalt letflydende friktion at lytte til britiske Wild Beasts andet album Two Dancers. Et album som minder om, at rocken altid kan fornyes, også inden for popmusikalske rammer
Det er en paradoksalt letflydende friktion at lytte til britiske Wild Beasts andet album Two Dancers. Et album som minder om, at rocken altid kan fornyes, også inden for popmusikalske rammer
Anmeldelse
20. juni 2009

Kontinentet der knejser

Sandblæst tuareg-blues, afrobeat-evolution og moderniseret etiopisk jazz. Afrikanske musikere lever i en frodig vekselvirkning med amerikanske inspirationskilder – og betaler tilbage med både rå poesi og liflig kropslighed
Tinariwens leder og primære forsanger Ibrahim Ag Alhabib (nr. tre fra højre med guitar) voksede op i flygtningelejre i Algeriet ved grænsen til Mali og senere ved den algeriske by Tamanrasset i ørkenen mod syd. Bandet blev dannet i slut-70 erne. De excellerer i en  rytmisk hypnotisk ørkenblues, gruset beåndet, smukt melodisk svunget.

Sider

  • Anmeldelse
    20. juni 2009

    Kontinentet der knejser

    Sandblæst tuareg-blues, afrobeat-evolution og moderniseret etiopisk jazz. Afrikanske musikere lever i en frodig vekselvirkning med amerikanske inspirationskilder – og betaler tilbage med både rå poesi og liflig kropslighed
    Tinariwens leder og primære forsanger Ibrahim Ag Alhabib (nr. tre fra højre med guitar) voksede op i flygtningelejre i Algeriet ved grænsen til Mali og senere ved den algeriske by Tamanrasset i ørkenen mod syd. Bandet blev dannet i slut-70 erne. De excellerer i en  rytmisk hypnotisk ørkenblues, gruset beåndet, smukt melodisk svunget.