Stortingsvalget i Norge var i går aftes en yderst tæt affære. Der er tilbagegang for venstre-fløjen, men ved deadline stadig mulighed for, at Stoltenberg kan fortsætte og dermed holde de borgerlige i skak med et lille flertal
I aften vil resultatet af måneders norsk valgkamp foreligge. Men må statsminister Jens Stoltenberg gå af, er det en splittet opposition, som overtager. Fremskrittspartiet, der med Danmark som forbillede har varslet markante skattelettelser og benhård asylpolitik, er populært blandt befolkningen, men knapt så ønskværdigt hos de øvrige borgerlige politikere
I Norge har man svært ved at forstå, hvorfor de syge ligger på hospitalsgangene, hvorfor skolerne er slidt ned, hvorfor de ældre kun skal have bad hver 14. dag, og hvorfor man i det hele taget skal betale skat. For olien har gjort Norge til verdens rigeste land, og Fremskrittspartiet synes, pengene skal bruges. På den måde danner olien bagtæppet for det norske valg på mandag
Tidligere var midtens næringsgrundlag, at den ikke blev bastet og bundet til en blokleder, men netop kunne maksimere indflydelsen ved at pendle 'sagligt' fra side til side i et ret forudsigeligt politisk landskab. Men nu kræves klare meldinger om bloktilhørsforholdet, for partierne arrangerer sig i blokke bag hver sin statsministerkandidat
Det er en fejl, når man antager, at glødende nationalisme er 'pøbelens ideologi'. Magten er aldrig 'folkets', men overklassens, siger den norske forfatter Kjartan Fløgstad
I Norge kridtes banen i disse dage op under parolen 'Kulturkamp'. Umiddelbart kunne det minde om Rindal-debatten i 60'ernes Danmark. Men noget er vendt på hovedet. Højrefløjen maner til kunstnerisk provokation, mens venstrefløjen ønsker bred folkelig appel. Eller er det omvendt?
Oliepengene skal bruges her og nu, skatterne skal ned, og indvandringen skal begrænses. Det er mærkesagerne for Fremskrittspartiet, der ser ud til at blive det norske valgs helt store vinder den 14. september. Siv Jensen hedder statsministerkandidaten – hun beskrives som en liberal Gro Harlem Brundtland, en norsk Margaret Thatcher og en af landets dygtigste politikere.
Det højreorienterede og flygtningekritiske parti er nu Norges største, og statsministerposten er inden for rækkevidde. 'Fremskrittspartiet har en nem opskrift på, hvordan man skal bruge oliepengene,' lyder forklaringen fra en norsk ekspert
Måske var det bare en kedelig brist i sikkerhedsproceduren, der mandag tvang den norske fiskeriminister og markante indvandrerkritiker, Per Sandberg, til at gå af. Eller var det? I den seneste uge har hele Norge hvisket om den rødmossede politiker fra Fremskrittspartiet, der pludselig har fået en smuk, ung flygtningekæreste. For er hun i virkeligheden iransk spion? Eller er hele sagen bare grov ’udseendediskrimination’?
Den tilbagevendte kristelige statsminister kan i værste fald blive fældet på finansloven af en benhård opposition på begge sider af hans Sentrumsregering
Kjell Magne Bondevik har fået en hård start på sin anden sæson som statsminister i Norge...
Norge ville ikke være Norge uden olien. Milliardindtægterne og de mange arbejdspladser gør, at politikerne holder hånden under industrien. Så trods Norges selvforståelse som grønt foregangsland, er landet fortsat blandt verdens største CO2-eksportører
I Norge har man svært ved at forstå, hvorfor de syge ligger på hospitalsgangene, hvorfor skolerne er slidt ned, hvorfor de ældre kun skal have bad hver 14. dag, og hvorfor man i det hele taget skal betale skat. For olien har gjort Norge til verdens rigeste land, og Fremskrittspartiet synes, pengene skal bruges. På den måde danner olien bagtæppet for det norske valg på mandag
Hvis det stod til Arbeiderpartiet, handlede den norske valgkamp om økonomisk ulighed, og kun økonomisk ulighed. Indvandringsdebatten splitter partiets vælgere, og næstformand Hadia Tajik gør, hvad hun kan, for at undgå emnet, når hun bliver spurgt ind til det. I mellemtiden rasler støtten til partiet ned i meningsmålingerne
