Organisation

Sort/Hvid

Lise Rønnes opsang til Politiken husker os på, at vi anmeldere skal tænke os om

Jeg skrev om en skuespillerinde, at hun var ’spinkel og yndefuld’. Må man overhovedet det? Hvad gør man som anmelder, når afsenderen er fysisk til stede i værket? Må man så beskrive personens fysiske fremtræden? Debatten om nedsættende anmeldelser af kvindelige værter understreger, at vi skal tænke os bedre om, skriver teater- og litteraturanmelder Nanna Goul i dette debatindlæg

Årets scenekunst: »Var det der egentlig den kreative klasses bud på købesex?«

Et dansk operamesterværk, et gennembrud på tåspidser og uempatisk totalteater om empati. Scenekunsten bød på mange slags både mindeværdige og overvældende oplevelser i 2019. Vores scenekunstkritikere kigger tilbage på året og kårer de små detaljer, store præstationer og bedste og værste grænseoverskridelser, der gjorde året mindeværdigt

Teaterforestillingen Electronic er en langtrukken og kikset klubnat

Teater Sort/Hvid fortæller overfladisk verdens- og musikhistorie fra en forvokset festabes perspektiv. Replikkerne dvæler ved fortiden med en sentimental nostalgi, bygget op af klichéer. Kun når musikken står alene, er klubfornemmelsen der

Forestillingen ’Hvid tegner sort model’ vil have publikum til at se sit eget blik

Der er plads til både refleksion og konfrontation i Sort/Hvids nye croquis-stykke ’Hvid Tegner Sort Model’, der forsøger at eksperimentere sig frem til nye måder at tale om køn og race på

Teateranmeldelse: Kom til teater i Hareskoven, hvis du vil have dødsangst med krymmel

I en udflugt til Hareskoven præsenteres Sort/Hvids publikum humoristisk for dødsangst og inviteres til at dvæle lidt ved døden. Det fungerer glimrende – hvis altså ikke man skulle forvente at få en decideret ny erkendelse om egen dødelighed. Og hvor er det dansk at gribe til lavkomik, når vi skal tale om noget svært som døden

Anmeldelse af Don Juan på Sort/Hvid: Okay, lad os dyrke sex på dametoilettet

Don Juan er død for længst, men hans ånd lever driftigt videre på teatret Sort/Hvid, der i disse dage slår dørene op for en sjældent set kombination af nyfortolket opera, performance og eminent forførelse af publikum. Det er trods skønhedsfejl lidt af en begivenhed

Grådlabil anmelder: »Det kan aldrig være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får os til at græde«

Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken

Troldene er os, og de minder os om vores destruktive urdrifter lige under den menneskelige overflade

Tidligere har troldene fra House of Trolls mobbet maskeringsforbuddet og trollet de politiske magthavere ved at afholde ’Det store folketåbevalg’. I øjeblikket kan de ses på Teater Sort/Hvid i forestillingen ’The Troll Show’, der er en foruroligende fest, som går i kødet på internettrolde og prikker til publikum. Det er både uhyggeligt komisk, men også en forudsigelig provomaskerade

Det giver god mening at teaterfortolke ’Frit flet’ frit – men ikke når man gør det så løst

Man kan opfatte tidens mange teaterversioneringer af bøger, film og tv-serier som udtryk for manglende nytænkning på bekostning af ny dramatik. Men det kan sagtens være nytænkende at hente inspiration fra andre fortælleformer – ikke mindst når forlægget er den viltre, originale fællesbog ’Frit flet’. Desværre er Sort/Hvid og Mungo Park Koldings versionering fladt fortolket og uklar

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

Sider

Mest læste

  1. Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
  2. Madame Nielsen og Christian Lollike blev mødt af et stormløb af vrede, sårede følelser og anklager om racisme, da Teater Sort/Hvid i weekenden havde inviteret til debatseminar om sin omdiskuterede forestilling ’White Nigger/Black Madonna’
  3. Et dansk operamesterværk, et gennembrud på tåspidser og uempatisk totalteater om empati. Scenekunsten bød på mange slags både mindeværdige og overvældende oplevelser i 2019. Vores scenekunstkritikere kigger tilbage på året og kårer de små detaljer, store præstationer og bedste og værste grænseoverskridelser, der gjorde året mindeværdigt
  4. Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?
  5. ’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’
  6. Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken
  7. Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
  8. Don Juan er død for længst, men hans ånd lever driftigt videre på teatret Sort/Hvid, der i disse dage slår dørene op for en sjældent set kombination af nyfortolket opera, performance og eminent forførelse af publikum. Det er trods skønhedsfejl lidt af en begivenhed