Organisation

Sort/Hvid

Forestillingen ’Hvid tegner sort model’ vil have publikum til at se sit eget blik

Der er plads til både refleksion og konfrontation i Sort/Hvids nye croquis-stykke ’Hvid Tegner Sort Model’, der forsøger at eksperimentere sig frem til nye måder at tale om køn og race på

Teateranmeldelse: Kom til teater i Hareskoven, hvis du vil have dødsangst med krymmel

I en udflugt til Hareskoven præsenteres Sort/Hvids publikum humoristisk for dødsangst og inviteres til at dvæle lidt ved døden. Det fungerer glimrende – hvis altså ikke man skulle forvente at få en decideret ny erkendelse om egen dødelighed. Og hvor er det dansk at gribe til lavkomik, når vi skal tale om noget svært som døden

Anmeldelse af Don Juan på Sort/Hvid: Okay, lad os dyrke sex på dametoilettet

Don Juan er død for længst, men hans ånd lever driftigt videre på teatret Sort/Hvid, der i disse dage slår dørene op for en sjældent set kombination af nyfortolket opera, performance og eminent forførelse af publikum. Det er trods skønhedsfejl lidt af en begivenhed

Grådlabil anmelder: »Det kan aldrig være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får os til at græde«

Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken

Troldene er os, og de minder os om vores destruktive urdrifter lige under den menneskelige overflade

Tidligere har troldene fra House of Trolls mobbet maskeringsforbuddet og trollet de politiske magthavere ved at afholde ’Det store folketåbevalg’. I øjeblikket kan de ses på Teater Sort/Hvid i forestillingen ’The Troll Show’, der er en foruroligende fest, som går i kødet på internettrolde og prikker til publikum. Det er både uhyggeligt komisk, men også en forudsigelig provomaskerade

Det giver god mening at teaterfortolke ’Frit flet’ frit – men ikke når man gør det så løst

Man kan opfatte tidens mange teaterversioneringer af bøger, film og tv-serier som udtryk for manglende nytænkning på bekostning af ny dramatik. Men det kan sagtens være nytænkende at hente inspiration fra andre fortælleformer – ikke mindst når forlægget er den viltre, originale fællesbog ’Frit flet’. Desværre er Sort/Hvid og Mungo Park Koldings versionering fladt fortolket og uklar

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

Provokatøren Lollike har vadet i succes. Nu møder han modstand

Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?

Christian Lollikes ’Revolution’ er en parodi på eksperimenterende teater fremfor en reel åbning for samfundsdebat

Samarbejdet mellem Aarhus Teater og Christians Lollikes Teater Sort/Hvid har budt på succeser som ’Living Dead’ og ’Erasmus Montanus’. Men med nyeste skud på samarbejdsstammen, ’Revolution’, nås på ingen måde tidligere tiders revolutionerende højder

Uhyggeligt, at et tankepoliti gør sin genkomst på universiteterne herhjemme

’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’

Sider