Organisation

Sort/Hvid

Det giver god mening at teaterfortolke ’Frit flet’ frit – men ikke når man gør det så løst

Man kan opfatte tidens mange teaterversioneringer af bøger, film og tv-serier som udtryk for manglende nytænkning på bekostning af ny dramatik. Men det kan sagtens være nytænkende at hente inspiration fra andre fortælleformer – ikke mindst når forlægget er den viltre, originale fællesbog ’Frit flet’. Desværre er Sort/Hvid og Mungo Park Koldings versionering fladt fortolket og uklar

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

Provokatøren Christian Lollike har vadet i succes. Nu møder han modstand

Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?

Christian Lollikes ’Revolution’ er en parodi på eksperimenterende teater fremfor en reel åbning for samfundsdebat

Samarbejdet mellem Aarhus Teater og Christians Lollikes Teater Sort/Hvid har budt på succeser som ’Living Dead’ og ’Erasmus Montanus’. Men med nyeste skud på samarbejdsstammen, ’Revolution’, nås på ingen måde tidligere tiders revolutionerende højder

Uhyggeligt, at et tankepoliti gør sin genkomst på universiteterne herhjemme

’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’

»Uanset vejen derhen, så ender jeres lorteforestilling med, at sorte begår folkemord på hvide. Er det ikke et problem?«

Madame Nielsen og Christian Lollike blev mødt af et stormløb af vrede, sårede følelser og anklager om racisme, da Teater Sort/Hvid i weekenden havde inviteret til debatseminar om sin omdiskuterede forestilling ’White Nigger/Black Madonna’

’White Nigger/Black Madonna’ er egentlig bare lidt kedelig

Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
Anmeldelse

Zaki Youssefs sammensurium af danske stemmer er en blandet fornøjelse

Multitalentet Zaki Youssefs forsøg på – fra sit særlige sammensatte sted – at tale op imod den fortælling om Danmark og danskerne, der dominerer danskhedsdebatten, er sympatisk og smerteligt, men samler sig ikke skarpt nok på scenen

Somalias Ghita Nørby er kommet til byen for at knuse vores fordomme om sit hjemland

Inden hun blev fyret og senere flygtede til Danmark, var Maryam Mursal en berømt sangerinde på teatret i Mogadishu i 1960’ernes Somalia. Nu er hun stjernen i et dansk teaterstykke, der vil vise publikum, at Somalia er meget andet end pirater, terrorisme og borgerkrig

Lollikes sorte øjne – og dine egne

Teatertilskueren bliver jaget ned i kælderen hos flygtningene under bomberegnen i ’Zilan B’. Men også ned i træningskælderen hos terroristen i Hassan Preislers teaterpodcast ’Hellig Krig’ – eller ud i det forskansede køkken hos Christian Lollikes følelsesstivnede mennesker i ’Living Dead’. Imens fortsætter grådighedsjagten i Camilla Stages danseforestilling ’Gold Diggers under the Sun’

Sider

Mest læste

  1. Teaterforestillingen ’NUL’ skaber det nulpunkt, som vi alle sammen frygter. Og som vi måske alle sammen også længes efter at opleve
  2. Sort/Hvid og Husets Teater skaber på næsten mirakuløs vis stykker af høj kunstnerisk kvalitet ud af meget få midler. Det ville være et tab for dansk teater både nu og i fremtiden, hvis Københavns Kommune skærer i støtten til dem, skriver 15 teaterforskere i fælles opråb til Kultur- og Fritidsudvalget
  3. Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?
  4. Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
  5. Madame Nielsen og Christian Lollike blev mødt af et stormløb af vrede, sårede følelser og anklager om racisme, da Teater Sort/Hvid i weekenden havde inviteret til debatseminar om sin omdiskuterede forestilling ’White Nigger/Black Madonna’
  6. Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
  7. Skuespillerne er skønne og modige i Sort/Hvids ublu og tillidsfulde ’Opvisning i lavt selvværd’
  8. I en udflugt til Hareskoven præsenteres Sort/Hvids publikum humoristisk for dødsangst og inviteres til at dvæle lidt ved døden. Det fungerer glimrende – hvis altså ikke man skulle forvente at få en decideret ny erkendelse om egen dødelighed. Og hvor er det dansk at gribe til lavkomik, når vi skal tale om noget svært som døden