Organisation

Statens Kunstfond

Arbejdsro, tak!

Hvert år råber nogen om Statens Kunstfond »Luk lortet, spild af skattekroner!« Til det siger jeg meget høfligt og med kærlighed: Luk måsene, I kære rindalistiske, reaktionære reduktionister

Hvorfor støtter vi kunst?

I dag har Statens Kunstfond cementeret sin rolle som en uomgængelig institution i det politiske kunststøttesystem. Ingen kulturpolitiker med respekt for sig selv sætter længere spørgsmålstegn ved fondens berettigelse. Men det rummer i sig selv en fare. For når kunststøtten bliver en selvfølge, er der ikke længere nogen, der argumenterer for den, og dermed risikerer vi bare at give penge ud af gammel vane.

Statsmagtens menneskelige ansigt

Siden 1964 har Statens Kunstfond listet penge op af borgernes lommer og drysset dem ud over kulturlivet. Ikke alene for at fremme kunsten, men også for at fremme statens image gennem kunsten. Det har været 50 år i folkelig modvind. Men hjulene på bussen kører stadig rundt

Ekspert: Indtægtsregulering af legater vil underminere kunststøtten

Det er historieløst og populistisk at ville ændre loven om kunststøtte på baggrund af legat til Peter Øvig Knudsen, siger kulturpolitiske forsker Jørn Langsted. Det flytter fokus fra kunstnerisk kvalitet og gør kunstfonden til en socialfond

Poseren, positioner, points, poeter

Lige så overfladisk, et pointsystem forekommer mig, lige så vigtigt synes jeg, det er at stille spørgsmål til magtstrukturer, også i det miljø, hvor jeg selv udfolder mig

’Jeg har ikke noget imod politisk litteratur – jeg vil bare gerne have lov til at være uenig med den’

Kunstfonden fordeler penge efter æstetiske kriterier, men det er umuligt at ignorere politiske hensyn, hvis man vil have en bedre og mere retfærdig ordning. Det mener det nytiltrådte medlem af legatudvalget for litteratur, Hans Hauge, der også vil arbejde for en specifik pulje til indvandrerlitteratur

Dansk presse kan lære af Norge i sagen om kunstfonden

I Norge kan en journalist eller redaktør ikke komme til at sidde i litteraturudvalget under det norske Kulturråd. Ikke på grund af habilitets- eller kompetenceproblemer, men fordi staten vil beskytte pressen mod at blive kompromitteret

Habilitet

Jes Stein Pedersen er en mægtig smagsdommer, så derfor er den magt, han professionelt besidder, ikke forenelig med at uddele statslige litteraturpenge. For hvad skal han gøre, når han lige om lidt er med til at uddele legater til forfattere, og disse forfattere så kommer med nye bøger?

Læserne spørger: Gitte Ørskou

»Hvis nationen var en virksomhed, så ville man tale om, at kunsten var en art langsigtede investeringer og strategier, der netop fremtidssikrer virksomheden«

’Kunstens rolle er i fare for at blive nedprioriteret’

Politikerne skal fremover ikke være en del af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Men dermed risikerer armene i armslængdeprincippet at blive så lange, at den politiske interesse for kunsten forsvinder – og med den også kunstens legitimitet, mener fondens formand

Sider

Mest læste

  1. Som barn følte forfatteren Bent Haller, at han skulle omskrive ting for at få kontakt med selv den nærmeste familie, derfor måtte han finde metoder til at gøre opmærksom på, at han var tilstede. Det lykkedes først rigtigt, da han fik sin første skrivemaskine
  2. Staten skal investere massivt i de skabende kunstnere personligt. Ikke kun fordi kunst er vigtig, men fordi det også giver mening rent samfundsøkonomisk. Selv hvis man hader kunst, bør man gå ind for en fordobling af arbejdslegaterne under Statens Kunstfond, skriver forfatter og formand for Danske skønlitterære Forfattere Peter Adolphsen i dette debatindlæg
  3. Mens staten skærer løs på kulturområdet, stiger bevillingerne fra private fonde. Deres bidrag til kulturlivet er enormt, men magtforskydningen er ifølge eksperter problematisk – både for kulturen og for demokratiet
  4. Nekrolog. Digteren Asger Stig Møller kom pludselig på forsiderne ved sin pludselige død i lejligheden på Nørrebro. Han kom fra en succesrig, politisk familie, som mageligt kunne have været tema for et romanværk af Christian Kampmann, for bag facaden lurede dæmonerne
  5. Statens Kunstfond efterlyser unge »elitekunstnere« med potentiale til at vinde »fodfæste på det internationale arbejdsmarked«. Det får en til at tænke på, dengang poesi og billedkunst var olympiske discipliner. Det er de heldigvis ikke længere. For kunst er ikke en sport, der handler om at være bedst. Og det er netop Statens Kunstfonds opgave at sikre, at det forbliver sådan
  6. Olafur Eliasson er den mest magtfulde person i dansk kunst. Læs om ham og de 99 øvrige magtfulde i billedkunstens elite
  7. Lasse Horne Kjældgaard vil i ’Meningen med velfærdsstaten’ vise, at debatten om velfærdsstaten er en vigtig ramme for at forstå periodens litterære værker
  8. Arkitekt og formand for Kunstfonden, Lars Juel Thiis, mener, at vi spilder alt for mange skattekroner på arkitektkonkurrencer til offentlige bygninger. Med mange krav om detaljer bruger det offentlige millioner i honorarer til bygherrerådgivere og arkitekter. Penge, som kunne bruges langt bedre