Hvor det norske folk stod samlet i den svære stund efter udåden, betyder ønsket om samling og harmoni i dag, at man viger uden om ’politiseringen’, de svære opgør om ansvar og årsager
Efter Anders Breiviks terrorangreb for ti år siden begyndte en diskussion i Norge om, hvem der var skyldige, og hvem der var ofre i tragedien. Var det Socialdemokratiet eller hele Norge, der var ofret, og bærer højrepopulistiske strømninger en del af ansvaret?, skriver journalist Åsa Linderborg i denne klumme
Attentaterne med de 77 dræbte var så grusomme og behovet for national heling efterfølgende så stærkt, at man har undveget at tale om, hvordan dette kunne ske, hvem der bærer ansvar, og hvordan man i Norge kommer videre, skriver den norsk-danske forfatter Anne Bitsch i dette essay
Der banker et socialt bevidst og nuanceret hjerte i den fremragende Utøya-serie ’22. juli – Dagen der ændrede Norge’. Man ser ikke selve udåden, men følger og føler efterdønningerne fra terrorangrebet langt ud i samfundets forgreninger. Og dermed skaber serien et monument, som man kan bearbejde sorgen ved
Brenton Tarrant, den formodede gerningsmand til massenedskydningen i to moskeer i New Zealand, hvor 49 blev dræbt, siger, at hans motiv var »at skabe frygt«
To film om 22. juli 2011 har haft premiere i år, men Lara Rashid, der var til stede på Utøya og mistede sin storesøster, mener at begge film udelader vigtige elementer og ikke fokuserer nok på Anders Behring Breiviks politiske motiver
Paul Greengrass tager fat om ondskabens rod og viser mennesket i monstret i ’22 July’, der i dag har premiere på Netflix, og som handler om Anders Behring Breiviks angreb på Oslo og Utøya og den efterfølgende retssag
Erik Poppe vil med sin film om angrebet på Utøya tage fortællingen tilbage til ofrene. For de var gledet ud af fokus og dermed mistede det norske samfund også blikket for det, angrebet handlede om: Politisk vold og den trussel fra højreradikalismen, der ikke bare var på Utøya, men er til stede i hele Europa
Den verdensberømte litteraturprofessor Toril Moi vil med Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi gentænke litteraturforskningens syn på sproget. For hun mener, at sproget griber ind i verden på en måde, som litteraturforskningen hidtil ikke har været i stand til at begribe teoretisk. Og det er en vigtig opgave netop nu, hvor vi blandt andet ser en amerikansk præsident, der bruger sproget løsrevet fra virkeligheden
Hvordan kunne en tilsyneladende ganske almindelig ung mand fra Oslo begå grusomheder, som oprørte en hel verden? Der findes naturligvis intet enkelt svar på dette. Ikke desto mindre vil jeg gerne begrunde, hvorfor Anders Behring Breiviks baggrund for mig at se er central i forsøget på at forklare, hvorfra hans enorme had kom
Glem integrationspolitik, ideologi og politiets beredskab – Anders Breivik er et resultat af omsorgssvigt som barn og fejl hos de sociale myndigheder. Norsk forfatters bog placerer sig dermed i det store ideologiske slagsmål om, hvorvidt man skal forstå Breivik politisk eller psykologisk
Man kunne måske have undgået den ufattelige tragedie i Norge, hvis psykiatrien ikke var så stigmatiseret og stigmatiserende, at mange forældre undlader at søge dens hjælp til deres syge børn
Norge overvejer at indføre en lov, der skal forhindre Breivik og andre drabsmænd i at tjene penge på at skrive bøger om deres ugerninger. Loven er allerede en realitet i USA og Australien. Men ikke i Danmark, hvor Jønke og Lundins bekendelser skæpper godt i kassen hos både forfattere og forlag
Der banker et socialt bevidst og nuanceret hjerte i den fremragende Utøya-serie ’22. juli – Dagen der ændrede Norge’. Man ser ikke selve udåden, men følger og føler efterdønningerne fra terrorangrebet langt ud i samfundets forgreninger. Og dermed skaber serien et monument, som man kan bearbejde sorgen ved
To film om 22. juli 2011 har haft premiere i år, men Lara Rashid, der var til stede på Utøya og mistede sin storesøster, mener at begge film udelader vigtige elementer og ikke fokuserer nok på Anders Behring Breiviks politiske motiver
