Journalist og tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen forsøger i ’Al den vrede’ at forstå, hvad der skilte vandene, da man diskuterede, om Serena Williams’ raseriudbrud under US Open-finalen i 2018 var en reaktion på diskrimination eller bare forkælet opførsel
Hvis man som jeg er vokset op med Indiana Jones og James Bond og den slags helte, så er man også vokset fra dem, fordi tiden er vokset fra dem. I kan godt se det, den type mandlige forbilleder holder ligesom ikke i dag. Så hvad svarer jeg, når nu de gamle guder er borte, og de nye endnu ikke fundet?
Jeg bliver bange, når mænd synger sexistiske sange. Kvindeundertrykkende humor er ikke bare uskyldig underholdning, det skaber utryghed og fastholder et syn på kvinden som mindreværdig, skriver studerende Sofie Kousgaard i dette debatindlæg
Anders Haahr Rasmussen finkæmmer sine prøvelser som heteromand og spørger, hvordan vi nedbryder kønsstereotyperne. Han finder ganske få svar. Men han formidler sin tvivl så veloplagt, at man alligevel går beriget fra læsningen
Anders Haahr har skrevet den bog, han selv manglede, da han for to år siden blev syg, og lægerne ikke kunne forklare ham hvorfor. Bogen er et forsøg på at bygge bro mellem lægevidenskaben og det alternative – to verdener, der sjældent taler sammen, og som ofte efterlader patienter som Anders Haahr til sig selv og deres egne frustrationer
I sin kamp mod heteronormativitet ignorerer Information både de biologiske elementer i samspillet mellem kønnene og latterliggør 50 års videnskabelig forskning i dating og psykologi. Sådan går det, når anmelderen har skrevet bundlinjen, før bogen er læst
Siden 70’erne og Allan Simonsens ‘Mine gyldne mål’ har sportsbiografierne udviklet sig fra at være heltedyrkelse til at have høje ambitioner om at fortælle (sports)menneskets historie på godt og ondt. Det vidner efterårets mange udgivelser om
Anders Haahr Rasmussen har skrevet en ’single’, hvor han antropologisk prøver at lirke ved forestillingerne om, hvad der er normen for mandlig seksuel adfærd i vores del af verden, hvor mellemtoner gør mænd bange. Det handler kort sagt om Mikkels pik
Anders Haahr har skrevet den bog, han selv manglede, da han for to år siden blev syg, og lægerne ikke kunne forklare ham hvorfor. Bogen er et forsøg på at bygge bro mellem lægevidenskaben og det alternative – to verdener, der sjældent taler sammen, og som ofte efterlader patienter som Anders Haahr til sig selv og deres egne frustrationer
Jeg bliver bange, når mænd synger sexistiske sange. Kvindeundertrykkende humor er ikke bare uskyldig underholdning, det skaber utryghed og fastholder et syn på kvinden som mindreværdig, skriver studerende Sofie Kousgaard i dette debatindlæg
I 1970’erne og 80’erne ændrede familiestrukturen sig, da par flyttede sammen og fik børn uden at gifte sig. Men følelserne fulgte ikke altid med de moderne mønstre. Anders Haahr Rasmussen tænker tilbage på en barndom indrammet af en skilsmisse
Hvis man som jeg er vokset op med Indiana Jones og James Bond og den slags helte, så er man også vokset fra dem, fordi tiden er vokset fra dem. I kan godt se det, den type mandlige forbilleder holder ligesom ikke i dag. Så hvad svarer jeg, når nu de gamle guder er borte, og de nye endnu ikke fundet?
Anders Haahr Rasmussen finkæmmer sine prøvelser som heteromand og spørger, hvordan vi nedbryder kønsstereotyperne. Han finder ganske få svar. Men han formidler sin tvivl så veloplagt, at man alligevel går beriget fra læsningen
Filmbranchen vil være domineret af mænd, så længe kvinder insisterer på at være perfekte kvinder, mødre og filminstruktører. Alligevel er kvoter et fyord i branchen
Journalist og tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen forsøger i ’Al den vrede’ at forstå, hvad der skilte vandene, da man diskuterede, om Serena Williams’ raseriudbrud under US Open-finalen i 2018 var en reaktion på diskrimination eller bare forkælet opførsel
