Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken
Hvordan skriver man en revy, som får publikum i latterkramper og anmelderne til at smide om sig med stjerner? En revyforfatter, en revykonsulent, en revyanmelder og en revyskuespiller giver her otte råd til den gode revy
Anne Middelboe Christensen forstår ikke, at når Nikolaj Hübbe i 30 grader står i »slasket T-shirt og shorts og danser sammen med hundredvis af mennesker«
I stedet for at prale med pumpede besøgstal, der tæller både andre teatres forestillinger og erhvervsarrangementer, skulle Det Kongelige Teater hellere være stolt af sin kunstneriske aktivitet
PLATT-FORM på Edison er alt, hvad du drømmer om i en teaterforestilling op til jul: musikalitet, selvironi, sexismesatire – og et anarkistisk drys af Gud
’Røde Orm’ på Moesgaard er blevet en skøn kærlighedshistorie for den flotte Andreas Jebro og den lækre Christine Gjerulff. Men Det Kongelige Teaters lange vikingeforestilling virker ufarlig
’Status’ er blevet en blændende afdækning af kunstnerens følsomhed – og anmelderens utilregnelighed – i Husets Teaters modige dramatisering af Erlend Loes roman
Hvordan skriver man en revy, som får publikum i latterkramper og anmelderne til at smide om sig med stjerner? En revyforfatter, en revykonsulent, en revyanmelder og en revyskuespiller giver her otte råd til den gode revy
I stedet for at prale med pumpede besøgstal, der tæller både andre teatres forestillinger og erhvervsarrangementer, skulle Det Kongelige Teater hellere være stolt af sin kunstneriske aktivitet
PLATT-FORM på Edison er alt, hvad du drømmer om i en teaterforestilling op til jul: musikalitet, selvironi, sexismesatire – og et anarkistisk drys af Gud
Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken
Det er stadig sådan, at krop og køn helst skal være i betryggende afstand for at vi kan fungere. Det er dette skisma dansen reflekterer over. Hvor den er bedst, er den udtryk for at krop og ånd er ét, siger Anne Middelboe Christensen, der er aktuel med en stor bog om 'Sylfiden'
