Person

Anne Middelboe Christensen

Grådlabil anmelder: »Det kan aldrig være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får os til at græde«

Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken

Den vellykkede revy har gode figurer og rim – og må aldrig blive politisk korrekt

Hvordan skriver man en revy, som får publikum i latterkramper og anmelderne til at smide om sig med stjerner? En revyforfatter, en revykonsulent, en revyanmelder og en revyskuespiller giver her otte råd til den gode revy

Når en anmelder ikke kan lide shorts

Anne Middelboe Christensen forstår ikke, at når Nikolaj Hübbe i 30 grader står i »slasket T-shirt og shorts og danser sammen med hundredvis af mennesker«

Det Kongelige Teater stikker os blår i øjnene, når de puster besøgstal op

I stedet for at prale med pumpede besøgstal, der tæller både andre teatres forestillinger og erhvervsarrangementer, skulle Det Kongelige Teater hellere være stolt af sin kunstneriske aktivitet

PLATT-FORM er plathedsekvilibrister af Guds nåde

PLATT-FORM på Edison er alt, hvad du drømmer om i en teaterforestilling op til jul: musikalitet, selvironi, sexismesatire – og et anarkistisk drys af Gud
Anmeldelse

Søde Orm

’Røde Orm’ på Moesgaard er blevet en skøn kærlighedshistorie for den flotte Andreas Jebro og den lækre Christine Gjerulff. Men Det Kongelige Teaters lange vikingeforestilling virker ufarlig
Anmeldelse

Angsten for anmelderen

’Status’ er blevet en blændende afdækning af kunstnerens følsomhed – og anmelderens utilregnelighed – i Husets Teaters modige dramatisering af Erlend Loes roman

Den faktafri Bournonville-ekspert

Læserbrev

Akrobater i Paradis

Bosch’ drøm på Republique er en himmelsk nycirkusforestilling, fyldt med skønhed og gru

Kynismemord med kakadue på Nørrebro

Den Danske Borgerkrig på Nørrebro Teater er blevet en galgenhumoristisk voldsforestilling om danskernes umenneskelighed

Sider

Mest læste

  1. Anne Middelboe Christensen forstår ikke, at når Nikolaj Hübbe i 30 grader står i »slasket T-shirt og shorts og danser sammen med hundredvis af mennesker«
  2. Hvordan skriver man en revy, som får publikum i latterkramper og anmelderne til at smide om sig med stjerner? En revyforfatter, en revykonsulent, en revyanmelder og en revyskuespiller giver her otte råd til den gode revy
  3. Det er stadig sådan, at krop og køn helst skal være i betryggende afstand for at vi kan fungere. Det er dette skisma dansen reflekterer over. Hvor den er bedst, er den udtryk for at krop og ånd er ét, siger Anne Middelboe Christensen, der er aktuel med en stor bog om 'Sylfiden'
  4. Den Danske Borgerkrig på Nørrebro Teater er blevet en galgenhumoristisk voldsforestilling om danskernes umenneskelighed
  5. *Den Kongelige Ballet indleder i morgen sin Bournonville-uge - en hyldest til traditionen, som er kernen i kompagniets identitet. Men de senere år er kompagniet blevet kritiseret for sin tilfældige forvaltning af Bournonville-arven...
  6. *Bournonville-ugen indledes i aften med repremiere på Kermessen i Brügge. I gårsdagens Information fortalte balletmester Aage Thordal-Christensen om sit syn på traditionen. I dag er det dansernes tur: Den unge, danske Gudrun Bojesen og den nyudnævnte, russiske solodanser Alexei Ratmansky fortæller her om deres vidt forskellige syn på Bouronvilles trin og mime...
  7. Af LISBETH BONDE,ANDERS BEYER,ERIK WIEDEMANN,PAW MATHIASEN og ANNE MIDDELBOE CHRISTENSEN UDSTILLINGER *Skandaler præsenterer de skandaleomsuste værker i Danmark i et parallelt forløb, således at skandalerne som mediebegivenheder dokumenteres ligesom naturligvis værkerne selv...
  8. Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken