Forargelsen over, at Michelinguiden ikke sender en stjernevrimmel efter danske restauranter, er stor. Men der er gode grunde til tilbageholdenheden. Sidste år nåede en fjerdedel af de stjernespækkede madhuse at dreje nøglen om, inden guidens brugere kunne nå frem. Og hvem kan sælge en guide til restauranter, der ikke længere eksisterer?
Gammelt kød, lammefars, der egentlig er svin, og salmonella i hindbærrene. Det er kun et spørgsmål om tid, før næste fødevareskandale rammer Danmark, for vi kan ikke længere se, smage eller lugte, når maden er dårlig. Det handler om prisen - resten er lige meget. Så lige meget, at omkring 40 procent af vores madindkøb ryger i skraldespanden
Danskerne har valgt maden fra for at bruge deres tid og penge på ligegyldig materialisme. Det er på tide, at vi tager skeen i den anden hånd og lærer danskerne at sætte pris på gode råvarer og lærer dem at lave ordentlig mad. Men at ændre danskernes madvaner er som at sælge dykkerudstyr til nomader i Sahara
Jeg har lige læst Rikke Lindhard Sengelsøs anmeldelse, omtale eller lyriske gendigtning (eller hvad det nu er) af Kødbyens Fiskebar. Af restaurant-omtaler er det indiskutabelt det mest mærkelige jeg til dato har læst
Desværre er det ikke nok at kunne lave mad for at komme vores sundhedsmæssige udfordringer til livs.For man kan også lave dårlig mad; både mad, der ikke smager, og mad, der ikke er sund
Danskerne er det folk, der bruger det mindste af deres indkomst på mad. Og selv om man forsker i børns sundhed og deres madvaner, forsvinder madoverleveringen ud af det danske køkken
Egentlig skulle den første af julens to vinklummer have handlet om krisevenlige priser og nemme løsninger i julen, men også en klummist kan komme på bedre tanker
