Nok er vores samfund sammenlignet med så mange andre stadig temmelig homogent. Men heldigvis rummer det også mange modsætninger og megen mangfoldighed. Noget kunne tyde på, at det store fremstød er inspireret af begrebet 'corporate branding'. Men et samfund er langt mere sammensat og kompliceret end selv de største virksomheder. Og i øvrigt er de ved at gå væk fra ideen om, at 'branding' er den mest hensigtsmæssige måde at markedsføre sig selv. Det har ikke været pengene værd.
Det vil det heller ikke være for den danske stat. Regeringen kunne gøre langt mere for at styrke Danmark og Danmarks omdømme, hvis midlerne blev brugt til at styrke f.eks. forskningen og mulighed for kunstnerisk skaben. Det kunne i sig selv føre til en offensiv markedsføring - helt uden hjælp fra pr-film.