Menu
Log ind

Person

Caspar Eric

En type forfatter som Martin Andersen Nexø findes ikke i dag, der skal flere nutidige forfattere til for at finde alt det, Nexø gjorde i sin tid, men alligevel kan han hjælpe os med bedre at læse samtidens politiske forfattere

Nexø kan hjælpe os med at læse samtidens litteratur som politisk

En type forfatter som Martin Andersen Nexø findes ikke i dag, der skal flere nutidige forfattere til for at finde alt det, Nexø gjorde i sin tid, men alligevel kan han hjælpe os med bedre at læse samtidens politiske forfattere
’Min krop er tung af drøm’ gør det klart, at Michael Strunge og Caspar Eric har apatien og kampen til fælles

Caspar Erics Strunge forbinder fællesskabet og den private smerte

’Min krop er tung af drøm’ gør det klart, at Michael Strunge og Caspar Eric har apatien og kampen til fælles

Meget ny dansk litteraturkritik er klaustrofobisk og selvoptaget

Eller: Vi er alle sammen beslægtede
Essay
Jegets opmærksomhed på sig selv bliver i meget ny dansk litteratur så omfattende, at den kammer over i selvoptagethed. Martin Bastkjærs essay om selvbevidsthed i ny dansk litteratur – fra essaysamlingen ’De andres geometri – det intime, det maskuline og det åbne’

Dvale, dominans og klaustrofobi

Jegets opmærksomhed på sig selv bliver i meget ny dansk litteratur så omfattende, at den kammer over i selvoptagethed. Martin Bastkjærs essay om selvbevidsthed i ny dansk litteratur – fra essaysamlingen ’De andres geometri – det intime, det maskuline og det åbne’
Caspar Eric.

Caspar Erics personligt dybtfølte bidrag til ’sorglitteraturen’ skæmmes af fyldstof og sentimentale klicheer

Den før så generationstypiske forfatter har godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten ’7/11’ og i selvmordsgalleriet ’Avatar’
Vi har givet forfatterne frihed til selv at bestemme, hvordan de vil fremtræde, og hvilken rolle de vil spille

Iscenesat: Caspar Eric

Vi har givet forfatterne frihed til selv at bestemme, hvordan de vil fremtræde, og hvilken rolle de vil spille
Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa er intense i rollerne som Amlet og Felia, der ikke må få hinanden i Caspar Erics interessante dramatikerdebut #AMLET på Aarhus Teater.

Tre forestillinger om at finde sig selv i mødet med en anden

’Hej, jeg er et menneske.’ Sådan lyder en af replikkerne fra Hamlet til Ofelia i ’#AMLET’, der er digteren Caspar Erics spændende debut som dramatiker. Men denne replik kunne lige så godt have lydt fra kvinden, der rammes af en hjerneblødning i ’Slag’ på Bådteatret. Eller på Teater Grob, hvor ’Maria og Mohamed’ byder på et smukt sjælemøde mellem en dansk og en somalisk skuespiller

Gid det var mig: Caspar Eric

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor.
Anmeldelse
Især fire nye bøger har inspireret og igangsat Stefan Kjerkegaards projekt, en af dem er Caspar Erics ’7/11’ fra 2014. Arkivfoto.

Ud omkring værket og bag om bogen

Mangler vi læsemåder, som matcher den nyeste oprigtigheds- og blottelseslitteratur? Stefan Kjerkegaard mener ja – og foreslår at supplere eller erstatte den ’autonome’ tilgang med en ’heteronom’, der tager højde for værkets medialisering og kommunikation. Muligvis indvarsles her den definitive massakre på studiet af litteratur som æstetisk dannelsesmiddel

Deadpan weltschmerz

Tao Lins jegfortæller lægger en irriterende blanding af modløshed og selvbevidsthed for dagen

Sider

Mest læste

  1. Den handicappede krop er fremtiden
    I behøver ikke slå blikket ned for min skyld, når I går forbi mig med hotdogs eller caffe latte i hånden. Den spastiske, deprimerede, forkrampede, underlige krop bør minde alle om, at vi har brug for hinanden
  2. Caspar Erics Strunge forbinder fællesskabet og den private smerte
    ’Min krop er tung af drøm’ gør det klart, at Michael Strunge og Caspar Eric har apatien og kampen til fælles
  3. Jeg nægter at være en bitter spasser
    De uønskede kroppe må blive ved med at insistere på at blive hørt, set og forstået, ellers forbliver omverdenens uvidenhed og fordømmelse intakt. Så selv, når vores værdighed kastreres med en sløv fjerkræsaks, skal vi kæmpe. Vi har ikke noget andet valg
  4. Caspar Erics personligt dybtfølte bidrag til ’sorglitteraturen’ skæmmes af fyldstof og sentimentale klicheer
    Den før så generationstypiske forfatter har godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten ’7/11’ og i selvmordsgalleriet ’Avatar’
  5. ’Avatar’ ta’r på humøret
    Caspar Erics nye, ikke særlig poetiske ’poesi’ kredser om depressionen som samfundssygdom og selvmord som dens yderste konsekvens
  6. Ud omkring værket og bag om bogen
    Mangler vi læsemåder, som matcher den nyeste oprigtigheds- og blottelseslitteratur? Stefan Kjerkegaard mener ja – og foreslår at supplere eller erstatte den ’autonome’ tilgang med en ’heteronom’, der tager højde for værkets medialisering og kommunikation. Muligvis indvarsles her den definitive massakre på studiet af litteratur som æstetisk dannelsesmiddel
  7. Tre forestillinger om at finde sig selv i mødet med en anden
    ’Hej, jeg er et menneske.’ Sådan lyder en af replikkerne fra Hamlet til Ofelia i ’#AMLET’, der er digteren Caspar Erics spændende debut som dramatiker. Men denne replik kunne lige så godt have lydt fra kvinden, der rammes af en hjerneblødning i ’Slag’ på Bådteatret. Eller på Teater Grob, hvor ’Maria og Mohamed’ byder på et smukt sjælemøde mellem en dansk og en somalisk skuespiller
  8. Forskellighed er en fællesnævner
    Der er behov for, at vi tør erkende og italesætte, når vi ikke er ens. Skyldfølelsen er irrelevant – det er langt vigtigere at anerkende, lytte og tale