Person

Christian Lollike

Der er rigtig god julestemning mellem Pernille Rosendahl og Kristian Jensen og blandt de nominerede til Turner-prisen

And the award goes to ... Alle de nominerede til Turner-prisen, der har overtalt komiteen til at lade dem dele sejren. Imens har Venstres Kristian Jensen fundet sammen med Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl, og et nyt kunsttyveri har ramt Tyskland

Anmeldelse af Don Juan på Sort/Hvid: Okay, lad os dyrke sex på dametoilettet

Don Juan er død for længst, men hans ånd lever driftigt videre på teatret Sort/Hvid, der i disse dage slår dørene op for en sjældent set kombination af nyfortolket opera, performance og eminent forførelse af publikum. Det er trods skønhedsfejl lidt af en begivenhed

Kender du den om Lucky Luke, der møder Nelson Mandela på Moulin Rouge og siger: ’Skal vi ikke snart få lavet de dreads?’

Hvor eklektisk kan man være, når man fortæller en historie? Kan man låne fra både Afrikas og Europas historie, USA’s kolonisering og krydre det med folkemord, guldfeber og rigelige mængder westerns, ’whitefacing’ og minder fra apartheidstyret i Sydafrika? Det kan og gør Fix&Foxy i deres nye emigrationsforestilling, ’Dark Noon’ – men vitterligt ikke med stort held

Grådlabil anmelder: »Det kan aldrig være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får os til at græde«

Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

Provokatøren Lollike har vadet i succes. Nu møder han modstand

Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?

Det er Christian Lollike og ikke hans opsætning af Oehlenschlægers ’Aladdin’, som Information anmelder

En optælling viser, at anmelderne nævner teaterinstruktør Christian Lollikes navn næsten lige så ofte som navnet på hans nye stykke i deres anmeldelser. Det er fordi, de anmelder ham
Anmeldelse

Christian Lollike har pakket et selviscenesættende ytringsfrihedsshow ind i Oehlenschlægers ’Aladdin’

»Hvor er de sjældne få, som vor gave forstå,« spørger Sicilia Gadborg Høeghs fortæller i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater. Citatet stammer fra Oehlenschlægers digt om guldhornene, men ordene kunne lige så vel være blevet sagt i dag af instruktør Christian Lollike. For hele ’Aladdin’-forestillingen er et ekko af den heftige debat om racisme og politisk korrekthed, som fulgte i kølvandet på Teater Sort/Hvids omdiskuterede ’White Nigger/Black Madonna’ i foråret

Christian Lollikes ’Revolution’ er en parodi på eksperimenterende teater fremfor en reel åbning for samfundsdebat

Samarbejdet mellem Aarhus Teater og Christians Lollikes Teater Sort/Hvid har budt på succeser som ’Living Dead’ og ’Erasmus Montanus’. Men med nyeste skud på samarbejdsstammen, ’Revolution’, nås på ingen måde tidligere tiders revolutionerende højder

Dybest set ønsker Rachel Dolezal at omskrive sin ulykkelige opvækst

Netflix-dokumentaren om kvinden, der på trods af sin kridhvide baggrund definerer sig selv som afroamerikaner, gør det ikke bare klart, at det er synd for Rachel Dolezal, at hendes opvækst var så smertefuld, at hun udviklede et monomant behov for at omskrive den. Den præsenterer også loyalt og overbevisende kritikken af hendes identitetsprojekt og dets konsekvenser for USA’s sorte befolkning

Sider

Mest læste

  1. Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?
  2. Don Juan er død for længst, men hans ånd lever driftigt videre på teatret Sort/Hvid, der i disse dage slår dørene op for en sjældent set kombination af nyfortolket opera, performance og eminent forførelse af publikum. Det er trods skønhedsfejl lidt af en begivenhed
  3. Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
  4. »Hvor er de sjældne få, som vor gave forstå,« spørger Sicilia Gadborg Høeghs fortæller i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater. Citatet stammer fra Oehlenschlægers digt om guldhornene, men ordene kunne lige så vel være blevet sagt i dag af instruktør Christian Lollike. For hele ’Aladdin’-forestillingen er et ekko af den heftige debat om racisme og politisk korrekthed, som fulgte i kølvandet på Teater Sort/Hvids omdiskuterede ’White Nigger/Black Madonna’ i foråret
  5. Netflix-dokumentaren om kvinden, der på trods af sin kridhvide baggrund definerer sig selv som afroamerikaner, gør det ikke bare klart, at det er synd for Rachel Dolezal, at hendes opvækst var så smertefuld, at hun udviklede et monomant behov for at omskrive den. Den præsenterer også loyalt og overbevisende kritikken af hendes identitetsprojekt og dets konsekvenser for USA’s sorte befolkning
  6. Madame Nielsen og Christian Lollike blev mødt af et stormløb af vrede, sårede følelser og anklager om racisme, da Teater Sort/Hvid i weekenden havde inviteret til debatseminar om sin omdiskuterede forestilling ’White Nigger/Black Madonna’
  7. De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op
  8. ’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’