Det er ikke mere end et par år siden, at Klaus Rifbjerg udtalte, at unge forfattere passende kunne tage job på en salatfabrik. Hvad skal de unge spirer på en forfatterskole, når de kan gå fluks ud og ved selvsyn se det grønne gro? Dannende læsning og et kedsommeligt kendskab til teori herut! Det vigtigste for en forfatter er at kende virkeligheden, synes Rifbjerg at mene...
Bedst som man troede, at gespenstet var udspillet og fordrevet, driver det omkring igen. Den politiske kunst er virkelig et spøgelse, som i lang tid har været henvist til afdelingen for folkeminder og sagnfænomener fra 70erne...
Den svenske forfatter Carl-Johan Vallgren har sagt, at det, han simpelthen ikke kan udstå, ved den socialdemokratiske skandinaviske velfærdsstat, er en bestemt bevidsthed: »Vi er verdens bedste til alting, vi har skabt den bedste samfundsmodel i verden...
Man skal ikke have læst og lyttet sig langt ind i den igangværende valgkamp, før man bliver klar over, hvor uskøn en affære det er. Og grimheden består ikke kun i oplevelsen af, hvordan ord, der før var forbeholdt de mest ekstreme politikere, hastigt er havnet på tungerne af respekterede politikere...
FORLÆGGEREN STEEN Piper fra forlaget Hovedland er godt gal i skralden. Den følelse kender man godt. Man kan blive så edderspændt, stiktosset rasende på f.eks. noget i familien, i fjernsynet, på arbejdspladsen eller i politik, hvor som helst...
»Læse: Fællesgermansk lesan, egl. samle, samle op, plukke«
Etymologisk ordbog
HVAD LÆSER du? er et spørgsmål, som man kan få en del forskellige svar på, ikke mindst i denne tid, hvor ferien huserer, og huset måske endog ligger i sommerlandet...
»Det siger næsten sig selv, men tanken om at der må søges et naturligt og ikke et økonomisk værdigrundlag for samfundet virker alligevel ophidsende på kritikere til højre og venstre, på liberalister såvel som marxister...
HVAD HAR Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, og forfatteren Jan Sonnergaard tilfælles? Svaret er: Interessen for hawaiiskjorter. »Mænd i farver« hed en sektionsforside, skrevet af Knudsen med usædvanlig timing, men uden at nævne navne, i ugen op til Gyldendals udgivelse af opus nummer tre i Sonnergaards novelletrilogi, Jeg er stadig bange for Carl Michael Petersen...
Lindhardt & Ringhof skærer den smalle litteratur fra, Gyldendal lægger børnebogsafdelingen under faktaafdelingen. Det er fristende, men letkøbt, at udråbe Morten Hesseldahl og Johannes Riis til tøsedrenge. Men er de det, eller er deres tiltag mon ikke blot et symptom på en kulturel udfordring, som både forlæggere og politikere burde se endnu nærmere på?
Forlæggere og forskere peger på, at novellen er på vej tilbage som en populær form. Det skyldes at den korte form henvender sig til den travle, men kvalitetsbevidste læser. En enkelt forlægger mener dog, at det er noget sludder
Den danske forfatter Jan Sonnergaard døde for to år siden i Beograd. Information er rejst til den serbiske hovedstad, mødt dem, der var tættest på ham til sidst og genskabt den middag, der blev den danske forfatters sidste festmåltid – i fodsporet på Sonnergaards sidste dage
’Himmelanker’, der er forfatter Line-Maria Långs forsøg på at få vennen Jan Sonnergaard til at leve videre, er fyldt med varme. Alligevel er det, som om man som læser ikke bliver inviteret ind i sorgen
Jan Sonnergaard var rigtig mange ting. Men først og sidst var han en vidunderlig forfatter, som gav os noget, vi aldrig havde fået før, og som står stærkt tilbage
Jan Sonnergaard døde alene og pludseligt i en lejlighed i Beograd, en forfatter, der voksede sig større end den litterære institution. Hovedtemaet i hans skarptslebne samfundskritik var, at der findes ufortjent rige og ufortjent fattige
Der er stadig smukt som et stjerneskud på Restaurant Vita i Store Kongensgade. Officerer så vi ingen af, men til gengæld tegnede der sig et anstrøg af noget litterært
Primitiviteten er i Jan Sonnergaards nye noveller formentlig helt på forfatterens side
Noveller
Der findes en form for samtale, hvor vi, som man siger, rigtig får sagt hinanden nogle sandheder...
Det vrimler med biografier og selvbiografier i efterårets bogstakke. Hungeren efter intime betroelser synes uden ende, men man kan også stille sulten på anden vis
