<p>Afskaffelsen af de danske forbehold tegner til at blive en pinefuld affære for regeringen. Det netop overståede valg til Europa-Parlamentet viste, at EU-modstanden har skiftet side og nu fortrinsvist huserer i den borgerlige blok. Et kanonvalg til Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og lunkne og internt kritiserede kampagner fra Jens Rohde (V) og Bendt Bendtsen (K) er tydelige tegn på skiftet. Venstre og Konservative har før valgkampen vejret opinionen blandt deres vælgere og ræsonneret, at en skeptisk linje over for EU nok var det, der gav flest stemmer. Derfor ville Rohde sætte hegnspæle ned for EU og repræsentere Danmark frem for de liberale i parlamentet, og derfor mente Bendtsen, at Tyrkiet i hvert fald ikke skal optages i unionen. Og derfor mødte Messerschmidt fra den kant ingen konfrontation overhovedet og fik helt frit løb til sin EU-modstand. </p><p>Men hvad gør statsminister Lars Løkke Rasmussen så nu?