’Bridgend’ er ikke bare en fremragende film om en virkelig ung selvmordskult i en walisisk minearbejderby, den er også et æstetisk spring i dansk filmkunst. Det er ’Den Unge Werthers Lidelser’ som moderne film, et værk svangert med Sturm und Drang. Og en lektion i, hvad der typisk mangler i danske soundtracks: æstetisk stillingtagen og fortællemæssigt medejerskab
