Person

Jokum Rohde

Suget fra scenen

Jokum Rohdes blandede essays flimrer mellem forvrængede myter, de mytiske firsere, fordømte erindringer – og så suget fra scenekunsten

Med hul i midten

Jokum Rohdes blanding af forrykket erindring, dæmonisk teaterroman og – måske – skilsmissebog er en rodebutik, men en virkelig livlig en af slagsen

Robin Hood som afstumpet terrorist

Jokum Rohdes dramatisering er kikset splatter, og Lars Kaalunds iscenesættelse mere hærværk end humor. Det Kongelige Teaters familieforestilling i Dyrehaven er i hvert fald hverken for kvinder eller børn

Københavns gode historie

Journalistikken mangler, men til gengæld sprudler det nye magasin Københavner af litterære historier om storbyens fortid, nutid og fremtid

Hatten af

Men hvor er det dog et tårnhøjt niveau, Jokum Rohde fejler fra. Der er til daglig så meget ligegyldigt og middelmådigt teater. Og med hans ’Manson’ får vi en fortolkning og opførelse, som er radikalt anderledes og modig. Det er dristigt, provokerende, voldsomt og ordrigt, så det næsten gør ondt fysisk

Manson og mærkelighedens sejr

Jokum Rohdes civilisationskrimi lemlæster sig selv i Skuespilhusets gigantiske opsætning. Akkurat ligesom morderne fra Charles Manson-sekten skamskar Sharon Tates højgravide lig

Charles Manson er Jesus Kristus

Med Manson på Det Kongelige Teater afslutter Jokum Rohde sin dramatiske tetralogi, der blotlægger eksistensens umulighed gennem statens og religionens ditto. Men han er ikke nihilist, siger han. Som kunstner er han blot ikke forpligtet til at være konstruktiv i sin kritik

Forfattere er venner, du aldrig møder

Komikeren Rasmus Botoft fra ’Rytteriet’ var meget påvirket, da Henrik Stangerup døde. Han kendte ham, selv om de aldrig mødtes

Drengerøve i Dyrehaven

Musketererne er de gode, kirkens folk er de onde - og Jokum Rohde er den virkelig grusomme i 'De Tre Musketerer'. Nu også med politiske kårdestik til demokratiet og magthaverne

’Det er for firkantet at sige, det er lattens skyld’

Stokroserne kommer, og de har ligusterhækken med. København er ved at udvikle sig til en selvglad, grå og provinsiel gågade uden det liv og den mangfoldighed, der karakteriserer en by. Den er blevet et postkort og et museum over en by, der ikke længere eksisterer

Sider

Mest læste

  1. Louis-Ferdinand Célines alarmerende brag af en roman, 'Rejse til nattens ende' genudgives nu på dansk. Det er et storstilet romaneksperiment, der dirrer af liv, en udforskning af mørket, der lyser, jo længere man læser
  2. Katrine Wiedemann tolker Brecht på Det Kgl. Teater med foroverbøjede kroppe på flugt fra krigen - i fascinerende og forfærdende løb
  3. København er og bliver en vejviser for hvilken vej vinden blæser i vores samfund og vores kultur. Derfor er det ikke særlig mærkeligt at vores kunstnere kigger til København for at lodde dybden og bredden i samfundsudviklingen
  4. *Dage på toppen Det perfekte menneske? En medieperson efter tidens trend. Noget at stræbe efter? Ikke rigtigt - ifølge Jokum Rohde, der ikke er tynget af den store fremskridtstro, men hvis fremstilling af et forbløffende forudsigeligt forløb alligevel (og trods voldsomme problemer med at hive pragtoplæg sikkert hjem) former sig som en satirisk leg med teatermaskinen...
  5. Sensationsroman. Engang solgte Wilkie Collins mere end Charles Dickens. Men hvorfor hans hovedværk nu kommer på dansk er en større gåde end romanens kulørte indslag
  6. Henrik Dahl angriber moderne dansk teater og Statens Kunstfonds støtteordning af den ufolkelige modernisme. Det sker i Søren Ulrik Thomsens ånd, mener han. Men digteren og essayisten kalder hans opråb et misforstået ræb fra ølstuen
  7. Både H.C., Lotte og Samy svøber sig hæmningsløst i hermelin og hånlatter i 'Snedronningen' på Østre Gasværk. En foruroligt frysende forestilling Musical Snestormen raser på Østre Gasværk...
  8. Fredag aften, The Lab: Den amerikanske koncept-digter Kenneth Goldsmith agerede medie for sproghavet omkring os