Person

Jokum Rohde

Suget fra scenen

Jokum Rohdes blandede essays flimrer mellem forvrængede myter, de mytiske firsere, fordømte erindringer – og så suget fra scenekunsten

Med hul i midten

Jokum Rohdes blanding af forrykket erindring, dæmonisk teaterroman og – måske – skilsmissebog er en rodebutik, men en virkelig livlig en af slagsen

Robin Hood som afstumpet terrorist

Jokum Rohdes dramatisering er kikset splatter, og Lars Kaalunds iscenesættelse mere hærværk end humor. Det Kongelige Teaters familieforestilling i Dyrehaven er i hvert fald hverken for kvinder eller børn

Københavns gode historie

Journalistikken mangler, men til gengæld sprudler det nye magasin Københavner af litterære historier om storbyens fortid, nutid og fremtid

Hatten af

Men hvor er det dog et tårnhøjt niveau, Jokum Rohde fejler fra. Der er til daglig så meget ligegyldigt og middelmådigt teater. Og med hans ’Manson’ får vi en fortolkning og opførelse, som er radikalt anderledes og modig. Det er dristigt, provokerende, voldsomt og ordrigt, så det næsten gør ondt fysisk

Manson og mærkelighedens sejr

Jokum Rohdes civilisationskrimi lemlæster sig selv i Skuespilhusets gigantiske opsætning. Akkurat ligesom morderne fra Charles Manson-sekten skamskar Sharon Tates højgravide lig

Charles Manson er Jesus Kristus

Med Manson på Det Kongelige Teater afslutter Jokum Rohde sin dramatiske tetralogi, der blotlægger eksistensens umulighed gennem statens og religionens ditto. Men han er ikke nihilist, siger han. Som kunstner er han blot ikke forpligtet til at være konstruktiv i sin kritik

Forfattere er venner, du aldrig møder

Komikeren Rasmus Botoft fra ’Rytteriet’ var meget påvirket, da Henrik Stangerup døde. Han kendte ham, selv om de aldrig mødtes

Drengerøve i Dyrehaven

Musketererne er de gode, kirkens folk er de onde - og Jokum Rohde er den virkelig grusomme i 'De Tre Musketerer'. Nu også med politiske kårdestik til demokratiet og magthaverne

’Det er for firkantet at sige, det er lattens skyld’

Stokroserne kommer, og de har ligusterhækken med. København er ved at udvikle sig til en selvglad, grå og provinsiel gågade uden det liv og den mangfoldighed, der karakteriserer en by. Den er blevet et postkort og et museum over en by, der ikke længere eksisterer

Sider

Mest læste

  1. Louis-Ferdinand Célines alarmerende brag af en roman, 'Rejse til nattens ende' genudgives nu på dansk. Det er et storstilet romaneksperiment, der dirrer af liv, en udforskning af mørket, der lyser, jo længere man læser
  2. København er og bliver en vejviser for hvilken vej vinden blæser i vores samfund og vores kultur. Derfor er det ikke særlig mærkeligt at vores kunstnere kigger til København for at lodde dybden og bredden i samfundsudviklingen
  3. Til sidst er man ligeglad med, om Peter Plaugborgs muskelflotte Orestes dolker nogen - eller om han selv bliver dolket. For Jokum Rohdes dramatisering af Orestien er for lang og for abstrakt
  4. MOR: Jeg er glad for, at jeg er bøsse. Er du X-generationen i dag? FAR: Nej, i dag er jeg mere cyber-økolog. MOR: Det er synd for de fattige. Jeg tænker på dem mindst en time i døgnet...
  5. Sensationsroman. Engang solgte Wilkie Collins mere end Charles Dickens. Men hvorfor hans hovedværk nu kommer på dansk er en større gåde end romanens kulørte indslag
  6. Af LISBETH BONDE,ANDERS BEYER,ERIK WIEDEMANN,TORBEN BILLE og ANNE MIDDELBOE CHRISTENSEN *Jörg Immendorff udstiller malerier fra 1993-97 under titlen 'The Rake's Progress' fra på lør...
  7. Jokum Rohdes blandede essays flimrer mellem forvrængede myter, de mytiske firsere, fordømte erindringer – og så suget fra scenekunsten
  8. Det Kgl. Teater har lanceret næste sæson uden revolutioner. Skuespillet vækker ikke respektfyldt gys. Men balletten zoomer ind på mavemusklerne