Person

Katrine Wiedemann

Krisen er en gave, men den giver først tilbage, når du har tabt dig selv

Dem, jeg kender, der klarer det her bedst, har sat deres ambitioner ned til et minimum. Og det er ikke en skam. Alle dem, der knokler på, som om intet var hændt, risikerer at få mindst ud af denne krævende og enestående tid, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg

Det er noget lort at være menneske. Det kan man bare ikke sige til nogen

Livets problemer løser sig ikke, bare fordi vi lever i et af verdens rigeste samfund. Alligevel er det skamfuldt at være svag og ulykkelig. Måske er den nye offerkultur et udtryk for, at vi ikke gør plads til den naturlige lidelse, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg

True crime gør os klogere på menneskets mørke sider

Ikke alt true crime er så kritisabelt, som Katrine Wiedemann mener. Hvis det er produceret ordenligt, kan det give et vigtigt indblik i de mørkere sider af vores menneskelighed, skriver tv-producent Jesper H. Grand i dette debatindlæg

True crime lærer os, at det er OK at bruge andres død onanistisk

Kombinationen af true crime-genren og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren som noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt, selv om den fostrer afstumpetheden i os uanset medie, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg

Vi bør gøre os selv den tjeneste at se døden i øjnene hver eneste dag

Omverdenen har misforstået alderdommen. Det gamle menneske, som ser så klichéagtigt gammelt ud, er et ungt menneske fanget i den samme krop, som bare ikke virker længere. Heldigvis findes ånden, og den er en urørlig gave, som vi yngre bør dyrke, skriver Katrine Wiedemann i dette debatindlæg

Vi pådutter de unge vores angst, når vi bilder dem ind, at alt er foranderligt

Min generation er endnu ikke kommet sig over, at de lukkede posthuset, nedlagde fastnettelefonen, skrottede cd’en og lukkede Blockbuster. Men det skal ikke ligge de unge til last, at vi ikke kan overskue vores eget liv, skriver teaterinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg

Butikken for håb og lys

Man ser ofte ældre instruktører foretrække at lave komedier frem for tragedier. Hvorfor tiltrækkes man mod den lyse fortælling, når man bliver ældre?

Skilsmisse er et trafikuheld imellem generationer

En skilsmisse er ikke, når man går fra hinanden og siger det til børnene. Det er en adskillelsesbevægelse, der gentages, hver gang børnene har skiftedag og flytter fra den ene forældre til den anden

Den skjulte Knausgård

Min kamp bliver en invitation til hykleri og skinhellighed, en mulighed for læserne til, via stedfortræder, at bryste sig med en falsk selvindsigts mod.

Et mord begået med sløv kniv

En lang vinter i dansk teater er ved at være forbi

Sider

Mest læste

  1. Katrine Wiedemann har åbnet døren til Strindberg i en svimlende smuk og smertefortættet drømmeforestilling
  2. Dem, jeg kender, der klarer det her bedst, har sat deres ambitioner ned til et minimum. Og det er ikke en skam. Alle dem, der knokler på, som om intet var hændt, risikerer at få mindst ud af denne krævende og enestående tid, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  3. Livets problemer løser sig ikke, bare fordi vi lever i et af verdens rigeste samfund. Alligevel er det skamfuldt at være svag og ulykkelig. Måske er den nye offerkultur et udtryk for, at vi ikke gør plads til den naturlige lidelse, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  4. Kombinationen af true crime-genren og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren som noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt, selv om den fostrer afstumpetheden i os uanset medie, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  5. Ikke alt true crime er så kritisabelt, som Katrine Wiedemann mener. Hvis det er produceret ordenligt, kan det give et vigtigt indblik i de mørkere sider af vores menneskelighed, skriver tv-producent Jesper H. Grand i dette debatindlæg
  6. Katrine Wiedemann tolker Brecht på Det Kgl. Teater med foroverbøjede kroppe på flugt fra krigen - i fascinerende og forfærdende løb
  7. Omverdenen har misforstået alderdommen. Det gamle menneske, som ser så klichéagtigt gammelt ud, er et ungt menneske fanget i den samme krop, som bare ikke virker længere. Heldigvis findes ånden, og den er en urørlig gave, som vi yngre bør dyrke, skriver Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  8. Dansk scenekunst i 00'erne ville allerhelst være realistisk teater. Også selv om performanceteatret og dukketeatret sammen med dansen og teaterkoncerten tilbød raffinerede stiliseringer. Teatret drømte om drømmen ...