Person

Kristian Leth

Det her er fandeme en dårlig anmeldelse

På en ny blog går musikeren Kristian Leth til angreb mod musikanmelderne. Med ringe forståelse for musik og en udbredt tendens til at lave forbrugerguides i stedet for reel musikkritik, forsømmer de deres ansvar, mener han. Nu er det anmeldernes tur til at blive anmeldt

Sider

Mest læste

  1. Kristian Leth tager fejl, når han benægter, at ateismen er udtryk for et højere udviklingstrin end religionerne. Ateismen forbliver stum og lader mennesket – ikke guden – komme til orde
  2. Danskerne tror, de lever i et sekulært samfund. Men Danmark er gennemsyret af bedrevidende protestantisme, der er lige så skadelig og unuanceret som forestillingen om modsætningen mellem tro og videnskab, mener forfatteren Kristian Leth, der i samtaler med Eske Willerslev har fundet en naturvidenskabsmand, der tror, at der er mere mellem himmel og jord
  3. Leths formidlingsiver og -evne og beundringsværdige brede inddragelse af alt fra religionshistorie til arkæologi og statistik er som altid forbilledlig. Men hans forsvar for fremtiden er ikke overbevisende
  4. Kristian Leths nye digte er flygtige som fnug. Det kan udmærket være en kvalitet
  5. Der er ikke noget alternativ til håbet, siger Kristian Leth, som har skrevet et manifest til forsvar for fremtiden. To år har han brugt på at nå frem til, at verden ikke er ved at gå under, men at det ikke er noget nyt, at vi tror det. »Grunden til, at vi er bange for undergangen, findes i os selv – ikke ude i verden,« siger han
  6. Kristian Leth har skabt en postcastserie om Beethovens strygekvartetter og deres betydning i vores tid. Det er ofte gedigen musikformidling og et ambitiøst projekt med stærke kilder og fascinerende sammenligninger
  7. Forfatter og musiker Kristian Leth har som optakt til udgivelsen af hans fantasy-roman Mithos, der kommer i næste uge, kritiseret det »litterære Danmark« for at betragte fantasy og sci-fi-litteratur som »underlødig« og »ufin«.
  8. Med en udgivelseshistorik som den danske, The William Blakes kan prale af, kunne man have håbet på et comeback, der føltes mere massivt end deres syvende album, ’1991’. Selvom vers og omkvæd er iørefaldende nok, virker pladen langt hen ad vejen som en standardiseret musikoplevelse og en ufarlig, politisk ytring