For tiden er fronterne i den danske litterære debat trukket skarpt op. Måske så skarpt, at alle nuancer forsvinder. Hvem har kridtet banen op til kamp og hvorfor banen ser ud som den gør
Frontlinjerne
Skal digtningen være ironisk og eksperimenterende? Skal den fragmentere sproget og tale med mange stemmer? Eller skal den være et symbolsk udtryk for intense oplevelser og eksistentielle eller måske endog religiøse erfaringer?
Er digteren en lystig jonglør, hvis arbejdsmateriale er sproget, kun sproget og intet andet end sproget, eller skal digteren være et medium, der lader os læsere se nogle sider af tilværelsen, vi ellers ikke har øje for?
Sådan kan indholdet i den poesidebat, der netop i denne måned kan fejre sit ét-års-
jubilæm resumeres...