Menu
Log ind

Person

Madame Nielsen

Billede fra Netflix-dokumentaren 'The Rachel Divide'

Dybest set ønsker Rachel Dolezal at omskrive sin ulykkelige opvækst

Netflix-dokumentaren om kvinden, der på trods af sin kridhvide baggrund definerer sig selv som afroamerikaner, gør det ikke bare klart, at det er synd for Rachel Dolezal, at hendes opvækst var så smertefuld, at hun udviklede et monomant behov for at omskrive den. Den præsenterer også loyalt og overbevisende kritikken af hendes identitetsprojekt og dets konsekvenser for USA’s sorte befolkning
»Når Nielsen og Lollike mener, at kunst uden videre kan lege med raceskel og indleve sig i sorte amerikaneres eller danskeres historie, ender de paradoksalt nok med at bekræfte det værste ved den identitetspolitik, de kritiserer.« skriver Eskild Elling.  

Kritik af ’Black Madonna’: Der er ikke fri leg med identiteter

Madame Nielsen og Christian Lollike har ikke fri adgang til enhver identitet, de måtte ønske at indleve sig i, for racemæssig uretfærdighed bunder ikke bare i mangel på indføling
Soloskuespiller Madame Nielsen og teaterleder Christian Lollike er med deres seneste teaterstykke White Nigger/Black Madonna blevet kritiseret for blandt andet kulturel uansvarlighed. Her ses Michael Wilson (th) fra Black Lives Matters Danmark, der diskuterer teaterstykket med Madame Nielsen (tv) og Christian Lollike (midten).

Uhyggeligt, at et tankepoliti gør sin genkomst på universiteterne herhjemme

’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’
Michael Wilson, der er gæstende ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, kritiserede Teater Sort/ Hvids forestilling ’White Nigger/ Black Madonna’ for racial vold på et arrangement arrangeret af teatret.

»Uanset vejen derhen, så ender jeres lorteforestilling med, at sorte begår folkemord på hvide. Er det ikke et problem?«

Madame Nielsen og Christian Lollike blev mødt af et stormløb af vrede, sårede følelser og anklager om racisme, da Teater Sort/Hvid i weekenden havde inviteret til debatseminar om sin omdiskuterede forestilling ’White Nigger/Black Madonna’
Madame Nielsen døde som Claus Beck-Nielsen og genopstod som kvinden Madame Nielsen, der har hovedrollen i Sort/Hvids nye opsætning. 

’White Nigger/Black Madonna’ er egentlig bare lidt kedelig

Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
Madame Nielsen
Måske er det i virkeligheden Jimmy Jørgensen, jeg krænker, siger Madame Nielsen og råber ’Undskyld, Jimmy!’ ud i den prøvetomme teatersal.

»Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden«

De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op

Identitetsskiftende forfatter: »Jeg ved alt om pengemarkedet«

Madame Nielsen hader penge og vil helst ikke beskæftige sig med dem. Alligevel ved hun alt om pengemarkedet og dets mekanismer

Madame Nielsen holder musikken som gidsel

Musikalsk er det nye udspil fra The Nielsen Sisters en svingende oplevelse, bandets fremragende musikere til trods. Og dermed bliver det også en tvivlsom forlængelse af det kunstprojekt, som Madame Nielsen selv er rundet af
De overordnede kodeord i det slappe litteraturår 2017 blev, tematisk set, flygtninge, oprør, sorg og dystopi, men samtidig, formmæssigt set, såvel mammutformat som collage og kaos

I 2017 gik der halvhjertet hybrid og kaotisk collage i litteraturen

De overordnede kodeord i det slappe litteraturår 2017 blev, tematisk set, flygtninge, oprør, sorg og dystopi, men samtidig, formmæssigt set, såvel mammutformat som collage og kaos
’Madame med barnet’ (2017). Frit efter Beyoncé / Jack (2016). Frit efter Raphael Mengs ’Madonna mit Kind’ (1770/1773)

Iscenesat: Madame Nielsen

’Madame med barnet’ (2017). Frit efter Beyoncé / Jack (2016). Frit efter Raphael Mengs ’Madonna mit Kind’ (1770/1773)

Sider

Mest læste

  1. »Uanset vejen derhen, så ender jeres lorteforestilling med, at sorte begår folkemord på hvide. Er det ikke et problem?«
    Madame Nielsen og Christian Lollike blev mødt af et stormløb af vrede, sårede følelser og anklager om racisme, da Teater Sort/Hvid i weekenden havde inviteret til debatseminar om sin omdiskuterede forestilling ’White Nigger/Black Madonna’
  2. Uhyggeligt, at et tankepoliti gør sin genkomst på universiteterne herhjemme
    ’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’
  3. »Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden«
    De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op
  4. ’White Nigger/Black Madonna’ er egentlig bare lidt kedelig
    Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
  5. Kritik af ’Black Madonna’: Der er ikke fri leg med identiteter
    Madame Nielsen og Christian Lollike har ikke fri adgang til enhver identitet, de måtte ønske at indleve sig i, for racemæssig uretfærdighed bunder ikke bare i mangel på indføling
  6. Dybest set ønsker Rachel Dolezal at omskrive sin ulykkelige opvækst
    Netflix-dokumentaren om kvinden, der på trods af sin kridhvide baggrund definerer sig selv som afroamerikaner, gør det ikke bare klart, at det er synd for Rachel Dolezal, at hendes opvækst var så smertefuld, at hun udviklede et monomant behov for at omskrive den. Den præsenterer også loyalt og overbevisende kritikken af hendes identitetsprojekt og dets konsekvenser for USA’s sorte befolkning
  7. Identitetsskiftende forfatter: »Jeg ved alt om pengemarkedet«
    Madame Nielsen hader penge og vil helst ikke beskæftige sig med dem. Alligevel ved hun alt om pengemarkedet og dets mekanismer
  8. ’Flygtningestrømmen er en gave til Europa’
    Det gamle Europa må dø. Og det nye Europa skal være i evig bevægelse – som flygtningestrømmen. Den er vores mulighed for at vågne op som politiske samfundsvæsner, mener Madame Nielsen, der i jagten på det historiske nu har vandret i flygtningenes fodspor hele vejen fra Hellas i Grækenland til ’The Land of DKay’