Menu
Log ind

Person

Madame Nielsen

Der er simpelthen for mange bolde i luften, for mange kulører og for mange krydderier fra hele verden i ’Dark Noon’.

Kender du den om Lucky Luke, der møder Nelson Mandela på Moulin Rouge og siger: ’Skal vi ikke snart få lavet de dreads?’

Hvor eklektisk kan man være, når man fortæller en historie? Kan man låne fra både Afrikas og Europas historie, USA’s kolonisering og krydre det med folkemord, guldfeber og rigelige mængder westerns, ’whitefacing’ og minder fra apartheidstyret i Sydafrika? Det kan og gør Fix&Foxy i deres nye emigrationsforestilling, ’Dark Noon’ – men vitterligt ikke med stort held
Der findes i den nye danske litteratur et ret selvoptaget jeg. Et jeg som helst gerne vil forblive i reservatet og finde genkendelse og anerkendelse hos alle dem, det ligner. Men der findes også et ikkekoloniserende jeg, et jeg der åbner sig mod verden i al dens konkrete, sanselige betydning

Identitetspolitiet går galt i byen. Bobergs jeg er ikke selvoptaget, men verdensoptaget

Der findes i den nye danske litteratur et ret selvoptaget jeg. Et jeg som helst gerne vil forblive i reservatet og finde genkendelse og anerkendelse hos alle dem, det ligner. Men der findes også et ikkekoloniserende jeg, et jeg der åbner sig mod verden i al dens konkrete, sanselige betydning
Gennem fem år rejser Thomas Boberg rundt i Etiopien, Sudan og Gambia for at kunne skrive rejseromanen ’Africana’ og give Afrika sin egen stemme. Livets smertepunkter er stadig de samme, men undervejs finder han kærligheden til en kvinde og et helt kontinent

»Afrika er ikke bare Vestens skrotkontinent, Afrika er det væsentligste, du kan beskæftige dig med, hvis du vil forstå vores verden«

Gennem fem år rejser Thomas Boberg rundt i Etiopien, Sudan og Gambia for at kunne skrive rejseromanen ’Africana’ og give Afrika sin egen stemme. Livets smertepunkter er stadig de samme, men undervejs finder han kærligheden til en kvinde og et helt kontinent
Forestillingen Black Madonna blev i 2018 et identitetspolitisk drama, der udspillede sig lige så meget i avisernes spalter og de sociale mediers kommentarfelter, som på det lille Teater Sort/Hvids scene

Teater, der vil noget

Selvfølgelig skal teatret ville sit publikum. Men teatret skal også turde støde publikum fra sig med scenekunst, der ikke bare er sikre satsninger og mere af det samme. Teatret skal ville sit publikum, men først og fremmest skal teatret ville sit publikum noget
Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop

Den andens blik er i sig selv en krænkelse

Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop
Anmeldelse
Østens mystik møder aktuelle samfundsdebatter og unødige provokationer i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater.

Christian Lollike har pakket et selviscenesættende ytringsfrihedsshow ind i Oehlenschlægers ’Aladdin’

»Hvor er de sjældne få, som vor gave forstå,« spørger Sicilia Gadborg Høeghs fortæller i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater. Citatet stammer fra Oehlenschlægers digt om guldhornene, men ordene kunne lige så vel være blevet sagt i dag af instruktør Christian Lollike. For hele ’Aladdin’-forestillingen er et ekko af den heftige debat om racisme og politisk korrekthed, som fulgte i kølvandet på Teater Sort/Hvids omdiskuterede ’White Nigger/Black Madonna’ i foråret

Raskolnikov møder Kafka møder Warhol

Madame Nielsens nye roman er en civilisationskritisk meditation over vores tid
Billede fra Netflix-dokumentaren 'The Rachel Divide'

Dybest set ønsker Rachel Dolezal at omskrive sin ulykkelige opvækst

Netflix-dokumentaren om kvinden, der på trods af sin kridhvide baggrund definerer sig selv som afroamerikaner, gør det ikke bare klart, at det er synd for Rachel Dolezal, at hendes opvækst var så smertefuld, at hun udviklede et monomant behov for at omskrive den. Den præsenterer også loyalt og overbevisende kritikken af hendes identitetsprojekt og dets konsekvenser for USA’s sorte befolkning
»Når Nielsen og Lollike mener, at kunst uden videre kan lege med raceskel og indleve sig i sorte amerikaneres eller danskeres historie, ender de paradoksalt nok med at bekræfte det værste ved den identitetspolitik, de kritiserer.« skriver Eskild Elling.  

Kritik af ’Black Madonna’: Der er ikke fri leg med identiteter

Madame Nielsen og Christian Lollike har ikke fri adgang til enhver identitet, de måtte ønske at indleve sig i, for racemæssig uretfærdighed bunder ikke bare i mangel på indføling
Soloskuespiller Madame Nielsen og teaterleder Christian Lollike er med deres seneste teaterstykke White Nigger/Black Madonna blevet kritiseret for blandt andet kulturel uansvarlighed. Her ses Michael Wilson (th) fra Black Lives Matters Danmark, der diskuterer teaterstykket med Madame Nielsen (tv) og Christian Lollike (midten).

Uhyggeligt, at et tankepoliti gør sin genkomst på universiteterne herhjemme

’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’

Sider

Mest læste

  1. »Afrika er ikke bare Vestens skrotkontinent, Afrika er det væsentligste, du kan beskæftige dig med, hvis du vil forstå vores verden«
    Gennem fem år rejser Thomas Boberg rundt i Etiopien, Sudan og Gambia for at kunne skrive rejseromanen ’Africana’ og give Afrika sin egen stemme. Livets smertepunkter er stadig de samme, men undervejs finder han kærligheden til en kvinde og et helt kontinent
  2. Kender du den om Lucky Luke, der møder Nelson Mandela på Moulin Rouge og siger: ’Skal vi ikke snart få lavet de dreads?’
    Hvor eklektisk kan man være, når man fortæller en historie? Kan man låne fra både Afrikas og Europas historie, USA’s kolonisering og krydre det med folkemord, guldfeber og rigelige mængder westerns, ’whitefacing’ og minder fra apartheidstyret i Sydafrika? Det kan og gør Fix&Foxy i deres nye emigrationsforestilling, ’Dark Noon’ – men vitterligt ikke med stort held
  3. Raskolnikov møder Kafka møder Warhol
    Madame Nielsens nye roman er en civilisationskritisk meditation over vores tid
  4. »Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden«
    De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op
  5. Identitetspolitiet går galt i byen. Bobergs jeg er ikke selvoptaget, men verdensoptaget
    Der findes i den nye danske litteratur et ret selvoptaget jeg. Et jeg som helst gerne vil forblive i reservatet og finde genkendelse og anerkendelse hos alle dem, det ligner. Men der findes også et ikkekoloniserende jeg, et jeg der åbner sig mod verden i al dens konkrete, sanselige betydning
  6. Madame Nielsen holder musikken som gidsel
    Musikalsk er det nye udspil fra The Nielsen Sisters en svingende oplevelse, bandets fremragende musikere til trods. Og dermed bliver det også en tvivlsom forlængelse af det kunstprojekt, som Madame Nielsen selv er rundet af
  7. ’Flygtningestrømmen er en gave til Europa’
    Det gamle Europa må dø. Og det nye Europa skal være i evig bevægelse – som flygtningestrømmen. Den er vores mulighed for at vågne op som politiske samfundsvæsner, mener Madame Nielsen, der i jagten på det historiske nu har vandret i flygtningenes fodspor hele vejen fra Hellas i Grækenland til ’The Land of DKay’
  8. Den andens blik er i sig selv en krænkelse
    Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop