Med afsæt i klimaforskernes stedse mere bekymrede meldinger breder der sig en oplevelse af, at det er sidste udkald for vidtgående politiske beslutninger, hvis der skal kunne bremses op på denne side af klimaets faregrænse. "Der er et voksende gab mellem, hvor vi er nu, og hvor forskerne siger, vi burde være," siger den britiske miljøminister. Man må bede til, at Danmarks grønne statsminister omsider er på vej det rigtige sted hen
Klimaforandringerne er den største markedsfejl, verden nogensinde har oplevet, skriver Tony Blairs topøkonom i den hidtil grundigste analyse af den globale opvarmnings omkostninger
At Bjørn Lomborg mener, at man hellere skulle gøre noget andet, er en afsporing, som ikke tjener noget formål udover at udfylde sendetid og spaltemilimeter. Lomborgs udgangspunkt er, at der i verden kun er en given mængde ressourcer til at gøre "det gode". Men denne helt basale antagelse - som er politisk og Lomborgs egen - bliver jo netop gennemhullet i Stern-rapporten. Indsatsen mod global opvarmning er en økonomisk lukrativ investering. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at handle, eller om pengene hellere skulle gå til noget andet. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Med Stern-rapporten vil regeringschefen forpligte Storbritannien til 60 procent CO2-reduktion inden 2050 og presse G8 og de store u-lande til fælles klimamål
For ja-siden i den britiske EU-afstemning er hovedbudskabet, at briterne vil lide økonomisk ved Brexit. De bakkes op af en hel række autoriteter – senest OECD. Men de skeptiske briter er svære at overbevise
For noget tyder på, at de europæsiske vælgere godt ved, at handling koster og faktisk ønsker, at der bliver taget politisk ansvar for klimaindsatsen. En meningsmåling i avisen Financial Times viser, at europæerne ikke alene er overbeviste om, at menneskelig aktivitet bidrager til den globale opvarmning (86 procent), men også er parate til at 'acceptere restriktioner på deres livsstil' for at bremse klimaændringerne (68 procent).
Nicholas Sterns økonomi-optimisme er besnærende og måske endda en nødvendig illusion for at lokke de tunge drenge med til bordet. Men kampen mod klimaforandringerne bliver - desværre - nok aldrig en 'win-win-situation', og markedet klarer først vores problemer, når helvede fryser til. Med de seneste fremskrivninger for de globale temperaturer er det kun blevet mere usandsynligt. Hvis det tager endnu et år at nå til den erkendelse, så verdens lande næste år kan mødes med det klare mål at hæve indsatsen ved bordet, er den tid nok godt brugt i det store regnskab.
