Menu
Log ind

Person

Pernille Abd-El Dayem

I Pernille Abd-El Dayems debut ’Inden for revet’ er det ikke jegets selvoptagethed, der er mest i øjnefaldende. Det, Martin Bastkjær derimod hæfter sig ved, er den stærkt klaustrofobiske fornemmelse, som tekstens brug af sansninger fremkalder.

»Egentlig er jeg glad, hvis man føler, at der er nogen, der ånder en i ansigtet, når man læser mit værk«

Pernille Abd-El Dayem, der nævnes i Martin Bastkjærs essay om selvoptagethed i dansk litteratur, arbejder ikke bevidst med at gøre sine værker klaustrofobiske. Det klaustrofobiske i hendes bog handler om et jeg, der ikke kan holde på sine egne former af ren og skær kærlighed, siger hun. Og så mener hun sagtens, at man kan finde et værk skrevet i 3. person, der føles selvoptaget

Handlingen er ikke det opsigtsvækkende ved Pernille Abd-El Dayems roman, det er derimod det letflydende, præcise og morsomme sprog

Jegfortælleren i Pernille Abd-El Dayems roman ’June’ er med egne ord en passiv selskabsløve, der leder efter en vilje. I skildringen af den proces fremskriver romanen nye billeder af, hvad frihed, fortabelse og integritet kan være

Hvad man må!

Åh nej, tænker mange sikkert. Ikke mere hvidhedsdebat i denne omgang

Mest læste

  1. Handlingen er ikke det opsigtsvækkende ved Pernille Abd-El Dayems roman, det er derimod det letflydende, præcise og morsomme sprog
    Jegfortælleren i Pernille Abd-El Dayems roman ’June’ er med egne ord en passiv selskabsløve, der leder efter en vilje. I skildringen af den proces fremskriver romanen nye billeder af, hvad frihed, fortabelse og integritet kan være
  2. »Egentlig er jeg glad, hvis man føler, at der er nogen, der ånder en i ansigtet, når man læser mit værk«
    Pernille Abd-El Dayem, der nævnes i Martin Bastkjærs essay om selvoptagethed i dansk litteratur, arbejder ikke bevidst med at gøre sine værker klaustrofobiske. Det klaustrofobiske i hendes bog handler om et jeg, der ikke kan holde på sine egne former af ren og skær kærlighed, siger hun. Og så mener hun sagtens, at man kan finde et værk skrevet i 3. person, der føles selvoptaget
  3. Hvad man må!
    Åh nej, tænker mange sikkert. Ikke mere hvidhedsdebat i denne omgang