»Boom. Tak. Yakkediyak. Yakkediyak.« Sådan imiterer sangskriver og musikproducer Remee Jackman lyden af et hit i dag. Et musiknummer skal nemlig mere end nogensinde før være nemt at identificere, kort og simpelt, hvis det skal have succes på streamingplatforme – ellers klikker vi bare ’skip’
Meget af tiden i ’X Factor’ og ’Danmark har talent’ går med, at deltagerne med håbefulde øjne iagttager dommernes ansigtsudtryk og prøver at afkode dem, mens dommerne udtrykker så meget som muligt med deres tandsmil, panderynker og trutmunde. Her er en guide til de mest gængse dommerfjæs
»Om ’X Factor’ er godt tv, vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men det, der sker undervejs, føles grænseoverskridende virkeligt, det er nok derfor, det virker«
'Show me the money or no show at all,' fastslog DR 1, der forlangte, at pressen ligesom alle de 40.000 andre licensbetalere i Parken lagde kassen for at opleve X Factor-finalen med Jesper, Tine og den endegyldige vinder, Thomas. Information soldede to gange 125 kroner væk til de billigste rækker og fordybede sig i folkedybet. De penge skulle vise sig at være fantastisk godt givet ud
Med en propaganda, der er Nordkorea værdig, er X Factor endt i rygklappende selvbekræftelse og vild overvurdering. Ja, det er faktisk lodret fornærmende, at X Factors dommerpanel forsøger at sælge halvgode hopper som avlshingste med ædel stamtavle og selvlysende fremtid
Når autoriteterne officielt står for fald, bliver underholdningsindustrien en generator for nye kollektive fantasier om autoriteter, der kan sætte os på plads. Derfor handler et program som X Factor i virkeligheden ikke så meget om deltagerne, der efter et par måneder er glemt igen, som om dommerne, der iscenesættes som reserveforældre for os alle sammen
»Om ’X Factor’ er godt tv, vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men det, der sker undervejs, føles grænseoverskridende virkeligt, det er nok derfor, det virker«
