Det var næsten rørende, da FN's koordinator for Libanon, briten Michael Williams, ni dage før søndagens valg udsendte en erklæring: "Ingen udenlandsk indblanding i det libanesiske valg". I betragtning af den permanente udenlandske indblanding i libanesisk politik, der stort set styrer alle beslutninger, og hvor USA og Saudi-Arabien støttede sunni-drusisk-falangist-alliancen, kaldet '14. marts', mens Iran og Syrien satsede på Hizbollah-Amal-general Aoun-forbundet, kaldet'8. marts', er det for lægfolk uden indgående kendskab til Libanons tuttifrutti-demokrati-version nærliggende at antage, at FN-koordinatoren ikke har passet sit arbejde. Det forholder sig naturligvis lige modsat: Williams søgte efter bedste evne at passe sit arbejde ved at sørge for, at verdenssamfundet, dels i skikkelse af UNIFIL's militære styrke i syd-Libanon, dels i form af en række sikkerhedsråds-resolutioner, der kræver den libanesiske Hizbollah-milits afvæbnet, fremstod så neutralt som muligt
