Person

Søren Kierkegaard

Jeg ved præcis, hvornår jeg ikke blev sindssyg

Da jeg som 19-årig begyndte at læse filosofi, spurgte folk, om det ikke gjorde mig skør i hovedet. Jeg svarede, at det var lige omvendt. I filosofien fandt jeg folk, der var lige så skudte i hovedet som mig selv

Det absoluttes karakter

Det vanskeligste ved det absolutte er at anerkende det som absolut

Man kan ikke håne angst

Der er kun én ting som er fuldkommen sikker her i verden: Angst. Men hvad hvis angstens genstand ikke er udenfor, men lige midt iblandt os?

Melankolsk som en politibetjent

Hvad er forbrydelsens romantik mod den romantik, der hører politiet til?

Kærlighed er ikke bare en pligt

Der er drama for alle pengene og infight med Kant og Heidegger i K.E. Løgstrups ’Opgør med Kierkegaard’, der har næstekærligheden og den etiske fordring i centrum

Kierkegaard læst fra Frankrig

I Frankrig har der i lang tid været den sammenkobling mellem Kierkegaard, filosofi og psykoanalyse, som nu finder vej ind i dansk tænkning. Et lille sammenlignende værk fra 2004 fortjener genopdagelse i det hellige Kierkegaard-år

Kierkegaard læst udefra

Var Kierkegaard den radikale omvæltnings tænker, den flygtende forfører eller provinsiel borgerskabsfilosof? Tre udenlandske Kierkegaard-læsere giver hver deres bud

Glæden ved at dø uden oprør

Kierkegaard og Camus pegede hver især på nogle grundvilkår ved vores eksistens. De to eksistentialister mindede på sin vis om hinanden. Livet handler om at skabe mening – uden lidenskab, ingen mening. Når man lever inderligt, kan man dø uden oprør

Spidsborger og småborger

Det er hårdt at være småborger. Der er altid noget i vejen. Men måske bør vi tage småborgerens utilpashed på os – i stedet for at tildække den med spidsborgerlige værdier?

At frelses af troen

Historien om Abraham er ikke historien om en mand, der bliver vanvittig og vil slå sit eget barn ihjel, men snarere historien om dengang Gud blev vanvittig, og Abraham reddede hans røv

Sider

Mest læste

  1. Kierkegaard ligger trygt død og begravet på Assistens Kirkegården i København, men hvis han var i live, ville han fortælle dig, at du skal tage ansvar for dine handlinger på Facebook, Instagram og Twitter
  2. Det er hårdt at være småborger. Der er altid noget i vejen. Men måske bør vi tage småborgerens utilpashed på os – i stedet for at tildække den med spidsborgerlige værdier?
  3. Det kolossale filosofiske system, åndens verdens-historie og videnskaben om den menneskelige erfaring: Hegels filosofiske storværk ’Åndens fænomenologi’ udkommer nu endelig på dansk
  4. De var hovedpersoner i en af nyere tids mest indædte og langstrakte litterære fejder – om de videnskabelige principper bag biografien ’SAK’. I otte år har Joakim Garff og Peter Tudvad ikke talt sammen. Men i denne uge mødtes de to passionerede Kierkegaard-forskere for at lægge fortiden bag sig og – i anledning af Søren Kierkegaards 200-års fødselsdagsfejring – at forsones i deres fælles passion for den afdøde filosof
  5. Det ved vores hjerne, for den er et socialt redskab, siger den danske hjerneforsker Morten Kringelbach, der vil lære os at nyde livet - og at forstå videnskabeligt, hvorfor vi gør det videnskabeligt
  6. Clare Carlisle har skrevet en både personlig og page-turner-agtig biografi om Kierkegaard, som hverken forsøger at lægge sig omfangsmæssigt ud med Joakim Garffs ’SAK’ eller nørdefaktormæssigt med Peter Tudvads ’Kierkegaards København’ (2004), men som ikke desto mindre – eller måske nærmere netop herfor – fungerer glimrende som introduktion til Kierkegaards kuriøse univers
  7. Den senmoderne kultur bliver ofte beskrevet som en kultur, hvor lysten har vundet over pligten. Men hvad hvis vi snarere lever i en kultur, hvor det er blevet vores pligt at have lyst? Og hvad hvis lysten slet ikke er nogen overskridelse af pligten, men dens ekko, skriver Lilian Munk Rösing her i sit juleessay om næstekærligheden
  8. I 2018 kommer sorgdiagnosen. Vil det omsider give mennesker i sorg et frirum til at sørge i fred? Eller vil det tværtimod opstille nye krav om, hvordan man sørger rigtigt? Bliver sorg noget, vi skal leve op til? Og hvad med dem, der sørger for lidt?