Bispeengbuen i København er grim og grå. En rigtig ’øjenbæ’, mener politikerne, der lige nu står i kø for at rive den sekssporede betonvej ned. Men det skal være løgn, mener andre. En storby har brug for brutal beton og dunkle kroge, for mennesket kan ikke leve af parkourbaner alene. Lige nu står kampen om det gode byliv under 'Buen' – måske er det ligefrem en ny Amager Fælled-sag
Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, vedkommende ville ønske, at han eller hun havde skrevet – og forklarer hvorfor
Naboklager har sat en foreløbig stopper for opførelsen af det planlagte mindesmærke over ofrene fra Utøya. Mens Norge vil huske, vil naboerne helst bare glemme. Men i en vis forstand har tragedien allerede fået sit monument
Jørgen Leth, Søren Ulrik Thomsen og Niels Skousen er alle godt oppe i årene, og de er i forskellige grader begyndt at tale ind over musik. Leth gør det frit og levende i gruppen Vi Sidder Bare Her. Thomsen udtaler sine digte lidt mere stift. Mens Skousen følger Leonard Cohen udi grænselandet mellem sang og tale
Kim Brandstrups ballet over Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er en svimlende smuk sansehvirvlen ind i fortiden og døden. Med Tobias Praetorius som muskuløs charmeyngling
Søren Ulrik Thomsens nye bog er i sin nostalgiske fejring en forunderlig blanding af erindringsstykker, fiktion og essayistik. Den er hans hidtil mest mediekritiske bog og et stort forsvar for litteraturens evne til at sanse og nærme sig komplekse virkeligheder
Venskaber i fjendskaber, misundelse, drift mod anerkendelse og kunstige tænders umiskendelige obskønitet. Søren Ulrik Thomsen skriver her i essayistisk form et udvalg af noter om tiden, der både forsvinder bagud og flygter fremover
David Bowie var ikke bare musiker, hans værk er også udtryk for vild poesi. Thomas Boberg ser tilbage på den nu afdøde kunstner og hans betydning for en generation af danske digtere
Brillant, overvældende, en fantastisk rigdom: Letkøbte superlativer overskygger læsningen af Inger Christensens bøger. Kan det være anderledes, når de er, som de er? Tue Andersen Nexø skriver om en levende klassiker
Hvis nogen digter i Danmark er en levende klassiker, må det være Inger Christensen...
Stadigt flere melder sig ud af folkekirken. Knap 20.000 i år. Debatten om folkekirkens krise raser. Skærer vi al virakken om ’homovielser’ og ’tivolisering’ af kirken bort, står det interessante spørgsmål tilbage: Hvad kan kirken egentlig tilbyde det moderne menneske, som det ikke kan få andre steder?
Bispeengbuen i København er grim og grå. En rigtig ’øjenbæ’, mener politikerne, der lige nu står i kø for at rive den sekssporede betonvej ned. Men det skal være løgn, mener andre. En storby har brug for brutal beton og dunkle kroge, for mennesket kan ikke leve af parkourbaner alene. Lige nu står kampen om det gode byliv under 'Buen' – måske er det ligefrem en ny Amager Fælled-sag
Det ligger helt uden for poetens forestillingsevne, at et menneske, der går anderledes klædt og beskæftiger sig med andre ting end han selv, og oven i købet foretager sig noget så profant som hver morgen at tage toget til arbejde, skulle have et rigt indre liv og for eksempel være belæst, begavet, musikalsk, humoristisk, levende, sanselig og følsom
Naboklager har sat en foreløbig stopper for opførelsen af det planlagte mindesmærke over ofrene fra Utøya. Mens Norge vil huske, vil naboerne helst bare glemme. Men i en vis forstand har tragedien allerede fået sit monument
København er og bliver en vejviser for hvilken vej vinden blæser i vores samfund og vores kultur. Derfor er det ikke særlig mærkeligt at vores kunstnere kigger til København for at lodde dybden og bredden i samfundsudviklingen
