Det måtte jo komme. Nervøse naboer henvender sig i stigende grad til instanser som Lejernes Landsorganisation, Kræftens Bekæmpelse og tilmed Statens Byggeforskningsinstitut for at klage over indsivning af tobaksrøg fra andre lejligheder i deres ejendom eller for at høre, om det er sundhedsskadeligt. Det skriver Politiken i en forsideartikel (27. juli), og inde i bladet er der interview med en ældre kvinde fra Beder ved Århus, som ryger sine otte piber tobak om dagen plus tre cigaretter. Den bedste pibe ryger hun midt om natten, når hun ikke kan sove. Det har andre beboere klaget over, idet hun åbner døren ud til opgangen for at få gennemtræk. Hun har svaret igen ved at sige, at så kan de jo bare flytte på landet!