’Whitney Houston: I Wanna Dance with Somebody’ er et velspillet og til tider fremragende bud på den tragiske fortælling om en generationsstemme udsat for forræderi af far og ægtemand. Men den glorificerer hendes sørgelige endeligt unødigt
I sin dybt uforudsigelige film om en fastkørt far-datterrelation formår tyske Maren Ade på enestående vis at udstille ensomhed gennem pinlig humor. ’Min far, Toni Erdmann’ gemmer sig bag luge nr. 13 i Informations julekalender
Den amerikanske megastjerne Whitney Houston har fået sin anden, posthume dokumentar inden for et år med ’Whitney’. Den fortæller atter historien om et astronomisk svigt af en selvdestruktiv kvinde og nedtoner hendes musikalske brillans, men indeholder en afgørende afsløring af seksuelt misbrug, har bedre kilder og en langt rigere tekstur end den første dokumentar
Dokumentaren ’Whitney: Can I Be Me’ er en vellykket granskning af en stjernekarriere, der først rev Whitney Houston løs fra virkeligheden – og så smadrede hende mod de barske, kærlighedsløse realiteter
Whitney Houstons nedtur var ekstra grim, fordi hun var kvinde og sang popmusik, mener både køns- og musikeksperter. Vi har nemmere ved at acceptere, at mandlige rockmusikere er fulde, skæve og usympatiske
Først sang hun sig durk ind i vores hjerter med en stemme så stor og sjælden, at den ikke har sin lige i populærmusikken, siden knuste hun dem så med en offentlig deroute af den anden verden
Der var Nik & Jay som opvarmning, Gajol-shots og solid folkelig stemning, da Pink lørdag gav koncert i Parken. Hovedpersonen selv var også i perlehumør, og den sammensatte sangerinde fik med sin rå, men rene sang en hel fodboldbane til at hoppe af glæde
46-årige Whitney Houstons koncert torsdag i Forum delte publikum i to lejre - én som synes, det var ganske forskrækkeligt, og en anden, som var dybt betaget af såvel madammen som showet. Informations udsendte falder i sidstnævnte kategori
46-årige Whitney Houstons koncert torsdag i Forum delte publikum i to lejre – en som synes det var ganske forskrækkeligt og en anden som fandt såvel madammen som showet perverst fascinerende. Informations udsendte falder i sidstnævnte kategori
Den amerikanske megastjerne Whitney Houston har fået sin anden, posthume dokumentar inden for et år med ’Whitney’. Den fortæller atter historien om et astronomisk svigt af en selvdestruktiv kvinde og nedtoner hendes musikalske brillans, men indeholder en afgørende afsløring af seksuelt misbrug, har bedre kilder og en langt rigere tekstur end den første dokumentar
’Whitney Houston: I Wanna Dance with Somebody’ er et velspillet og til tider fremragende bud på den tragiske fortælling om en generationsstemme udsat for forræderi af far og ægtemand. Men den glorificerer hendes sørgelige endeligt unødigt
I sin dybt uforudsigelige film om en fastkørt far-datterrelation formår tyske Maren Ade på enestående vis at udstille ensomhed gennem pinlig humor. ’Min far, Toni Erdmann’ gemmer sig bag luge nr. 13 i Informations julekalender
Der var Nik & Jay som opvarmning, Gajol-shots og solid folkelig stemning, da Pink lørdag gav koncert i Parken. Hovedpersonen selv var også i perlehumør, og den sammensatte sangerinde fik med sin rå, men rene sang en hel fodboldbane til at hoppe af glæde
K.d. lang og hendes suveræne 5-mands orkester fortryllede en fyldt Tivolis Koncertsal med et genialt afvekslende sæt, hvor der blev givet plads til både smil og tårer
Dokumentaren ’Whitney: Can I Be Me’ er en vellykket granskning af en stjernekarriere, der først rev Whitney Houston løs fra virkeligheden – og så smadrede hende mod de barske, kærlighedsløse realiteter
