Pia Fris Laneths blog

Kvindeundertrykkelse gange 2

Svungen kvindehofte i lakrød, udringet kjole, sorte lokker, hvid hud, lang arm, der ender i en smøg mellem fingre med lakerede negle, afslappet udstråling, stemning af fest – jamen hvorfor skal det billede illustrere forsidens største overskrift: kamp modkvindehandel skaber splid i Venstre, spurgte Anna Sperling på morgenmødet og påpegede, at kvindehandel jo handler om penge, falske pas og vold – absolut ikke om fest.

Det er svært at illustrere artikler om prostitution – de kritiske reportager bliver ofte ledsaget af billeder, der med milde øjne kan tolkes som glade fetishfantasier, dvs. blondeundertøj, hofteholdere, stiletter, trutmunde. Et mere hvast blik vil se de samme billeder som ideologisk blændværk, der skjuler rædslerne og kvindeundertrykkelsen.

Andre mødedeltagere kunne lide forsidens enkle iøjnefaldende stil, brugen af den rødklædte krop som næsten piktografisk signal - og historien bag overskriften er interessant: Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørny og partiets medlem af Erhvervsudvalget, Marion Pedersen, undsiger partiets nye oplæg ’De næste skridt i kampen mod kvindehandel’. Begge har kæmpet for, at den såkaldte beskyttelsesperiode for udenlandske prostituerede udvides fra 30 til 90 dage, så kvinderne ikke havner i bagmændenes kløer, når de bliver sendt ud af Danmark. Netop med denne begrundelse anbefaler en ekspertgruppe i EU en tremåneders beskyttelsesperiode.

Men bortset fra de to gæve venstrekvinder har resten af gruppen valgt se kvindehandel i et udlændingepolitisk perspektiv – hvilket kort sagt betyder, at det gælder om at få kvinderne ud af landet så hurtigt som muligt, uanset at hensynet til de handlede kvinder taler for at lade dem blive længere.

En anden sindsoprivende historie kan læses på side 4: Kvinder ret eller Allahs ord? om voldtægtsofres urimelige retsstilling i Pakistan. Her anmeldes en voldtægt hver anden time, men fordi der skal fire mand til at bevidne en voldtægt, ender offeret ofte på anklagebænken. Regeringen tøver med reformer, mens de islamistiske partier truer med bål og brand, hvis parlamentet piller ved den sharia-inspirerede lov.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu