Pia Fris Laneths blog

Lugten af ministerblod

Har den unge instruktør Guldbrandsen virkelig noget på Fogh og hans ministerkammerater med hensyn dansk krigsindsats i Afghanistan, eller har samme Guldbrandsen blot en fantastisk evne til at sætte sig selv i scene og smide lækre lunser ud til en evigt nyhedshungrende presse, der går i selvsving ved lugten af ministerblod? Den diskussion tog halvdelen af redaktionsmødet – og de få, som allerede har set Guldbrandsens dokumentarfilm Den hemmelige krig var tilbøjelige til at være enige med Niels Krause-Kjær, forfatter og journalist, som anmelder dokumentarfilmen i dagens avis:
Guldbrandsens forførende åleruse, lyder overskriften og Krause-Kjærs dom er kort sagt, at der er en masse røg, men ingen billeder af den brand, der kan give grundlag for ministerafgange, mistillidserklæringer og rigsretssager.

I denne sag er der mulighed for at dømme selv – efter at have set filmen i aften i tv.

Og nu vil Socialdemokratiet i regering med SF – hallo! Det er 40 år siden, sådanne toner sidst lød på Christiansborg, det ser så småt ud til at et ægte alternativ til den borgerlige regering kan etableres, så det er klart, at Mette Klingseys artikel røg på forsiden af Information, selv om den længe ventede Baker-rapport, som blev offentliggjort i går, har langt større betydning på verdensplan.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu