Pia Fris Laneths blog

Bent Jensen vs. Jørgen Dragsdahl

Whaouww, undertiden kommer man ret hed i håret ud fra et redaktionsmøde på Information! Det var selvfølgelig Bent Jensens anklager mod Jørgen Dragsdahl som var morgenens store emne – har vi grebet den sag bedst muligt an? Hvad kunne gøres bedre?

Både interviewet med Dragsdahl selv og med Knud Larsen, bestyrelsesformanden i det nye koldkrigscenter, er skarpe og præcise, men vi kunne godt have givet læserne et referat af Bent Jensens beskyldninger. Desuden glippede vi en oplagt vinkel, som Berlinske Tidendes Christian Brøndum til gengæld var kvik nok til at folde ud, nemlig, at fjendskabet mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl strækker sig langt tilbage i tiden og blussede op lige efter Murens fald, da Bent Jensen var ansat som politisk redaktør på Jyllands-Posten. I den egenskab opfordrede han Dragsdahl på Information til at dokumentere påstande om, at Jyllands-Postens i 1930erne skulle have haft sympatier overfor Hitler, Mussolini og jødeforfølgelserne.

Dragsdahl gik i de gamle avisarkiver, og som Christian Brøndum konstaterer, så har resultatet af gravearbejdet næppe glædet Bent Jensen. Jyllands-Posten skrev vitterligt den 17. maj 1933 i en leder:

De partipolitiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her (Hitlers Tyskland, red.) som alle andre Steder de sletteste Statsstyrere, og de maa følgelig sættes helt ud af Spillet, inden Genrejsningen kan gennemføres.

Om Jyllands-Postens holdning til jøder citerede Dragdahl blandt andre denne sætning: »Selv herhjemme, hvor Jøderne aldrig har naaet en saa dominerende Stilling, som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere Aar bemaerket deres uheldige Egenskaber«, ligesom avisen dengang måtte »indrømme Tysklands ret til at skille sig af med sine jøder.«Jyllands-Posten kaldte i sin lederartikel i 1990 Dragsdahl for »indflydelsesagent« og Dragsdahl returnerede med at kalde avisen og Bent Jensen for »evig ekstremistisk« både i 1930erne og i 90’erne.

Tak for kaffe!

Og nu er den 68-årige Bent Jensen – folkepensionist, hvislede en mødedeltager en smule alderschauvenistisk – for få dage siden blevet udnævnt til at lede det koldkrigscenter, som i mange år fremover har til opgave at udrede, hvad der egentlig foregik i Danmark under den kolde krig, og hans første ’embedshandling’ er altså at genoptage krigen med Dragsdahl. Tankevækkende, må man sige.

Som forskellige mødedeltager påpegede, er der mange, der har et forklaringsproblem i denne spegede sag:

- PET: hvis Bent Jensen kan finde belæg for sine påstande om, at Dragsdahl var KGB-agent i PETs arkiver, hvorfor i alverden har PET så ikke rejst sag mod ham?

- Bent Jensen selv: kildekritik burde høre til historieprofessorens håndværksmæssige kunnen, men han bedriver ikke kildekritik mod sin egen vigtigste kilde, et referat som en kriminalassistent skrev efter en samtale med Dragsdahl hos PET: »set med KGB-briller har D(dragsdahls) position været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret bliver benævnt som nr. 1 i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om.« Vitterligt et ret tyndt udsagn.

DIIS: som har haft adgang til samme kilder som Bent Jensen og helt har undladt at beskrive enkeltpersoners ageren under den kolde krig.

Og endelig det nye koldkrigscenters bestyrelse: hvorfor vælger de dog en aldrende mand, som godt nok uomtvisteligt har stor viden om den kolde krig, men samtidig indviklet i uendelige personlige stridigheder desangående; hvorfor ikke en yngre historiker, der kan se med friske øjne på et overordentligt væsentligt kapitel i Danmarkshistorien?

Føljetonen fortsætter uden tvivl i morgendagens avis.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

På den korte bane - og selvfølgelig især hvis man hedder Jørgen Dragsdahl - er Bent Jensens artikel i JyllandsPosten naturligvis problematisk. Især fordi vi næppe vil se artikler fra hans ånd om at CIA havde agenter i Danmark kendt under dæknavnene Karen Sørup og Jørgen Kortlår, som opnåede en fremtrædende indflydelse på dansk udenrigspolitik i starten af det 21. århundrede. Men Bent Jensen er kun Bent Jensen - en kommende folkepensionist der kan nå at udgive et par bøger, som sikkert vil omvende de allerede trofaste og blive godt anmeldt i Jyllands-Posten. Og på et tidspunkt er det så slut. Mere problematisk er den holdning, som den ene af præstefætrene ligger for dagen, når han mener, at PET ikke skal undersøge om den kære Bent har overtrådt reglerne om offentliggørelse af personfølsomme data eller. Her har vi et fremtrædende medlem af et regeringsbærende parti der åbenlyst går ind for selektiv offentliggørelse af følsom information når det er politisk opportunt. Dette er åbenlyst at lægge op til asymetriske spilleregler mellem "os" og "jer", baseret på et forsøg på at yde politisk indflydelse på embedsapparatet - denne gang i form af PET. Denne holdning sætter et stor spørsgmål ved den grundlæggende demokratiopfattelse hos - mindst - den ene fætter, hvilket hans magt taget i betragtning, er af langt større principiel betydning end Bent Jensens skriverier og eventuelle¨problemer med injurielovgivningen.

Center for historieforfalskning ?

Sandheden er, at en mccarthyistisk heksejagt på anderledes tænkende som i denne regerings tid begyndte med indledningen af "kulturkampen" idag blusser op med fascistoide metoder. Når et lands regering benytter sig af dens efterretningsvæsen til at jagte borgere som mener noget andet end regeringen selv og dets støttepartier, ja så kan jeg genkende trækkene fra min egen barndom og ungdom.
Jeg skal i denne forbindelse ikke undlade denne pikante oplysning: jeg kendte og legede som 12årig med Jesper Langballe i Randers idet mine forældres venner var naboer til Jespers forældre.
Og her vil jeg så sætte et stort spørgsmålstegn ved PETs metoder under den kolde krig.
Jeg blev født i Torino i en gade ved navn "Fascistiske martyrers gade". Idag hedder den "frihedens martyrers gade". I min senere ungdom havde jeg den lykke at oversætte flere af Dario Fo´s teaterstykker til dansk for Arne Skovhus og hans Fiolteater (1972-74) og jeg havde naturligvis tæt kontakt til Dario Fo og hans teater som jeg og min daværende samlever besøgte i flere omgange. Dario kørte flere gange med i vores danskindregistrerede folkevognsbus. Samme bus blev efter et af disse besøg på hårdhændet vis (viftende skydeklare pistoler) stoppet af 2 civilkædte betjente uden tydelig skiltning eller politiidentifikation. Vore pas blev fotokopieret.
Idag er jeg i besiddelse af udsagn og dokumenter fra den italienske efterretningstjeneste der påviser at jeg har været Dario Fo's oversætter og at alle hans oversættere blev betegnet som tilhørende Dario Fo's subversive organisation som arbejdede under kulturpolitisk dække, både på nationalt og internationalt plan. Dario Fo selv er heri betegnet som skyggeformand for "de røde brigader".
Naturligvis er disse sigtelser forlængst afvist og bortfaldet, ja de har aldrig eksisteret i andet end efterretningstjenestens forskruede virkelighed, og idag er denne tjenestes udstrakte brug af højreekstremistiske politiagenter under den kolde krig offentlig kendt, jævnfør voldtægten mod Franca Rame udført af een af disse agenter.
Af dokumenterne fremgår det også klart og tydeligt at der har været et tæt samarbejde mellem de to landes efterretningstjenester på mange forskellige niveau'er. Således eksisterer der i de italienske arkiver også et dossier på mit navn med et nydeligt portræt (pasbillede) af mig, den subversive, som ung mand.
Hvor mange og hvilke oplysninger har den italienske tjeneste fået af PET?
Kan jeg få indsigt i min egen sag som givetvis eksisterer hos PET?
Eller kan jeg bare nøjes med at spørge Bent Jensen og det nye center for koldkrigsforfalskning og få et klart svar?
Jeg vil nu kræve aktindsigt hos PET - det behøver det ikke at blive mindre falsk af!

Iøvrigt tilsiger jeg Jørgen Dragsdahl min uforbeholdne støtte.

Gianfranco Invernizzi
journalist og filminstruktør

McCarthyismens tilbagekomst.
Prof. Bent Jensens seneste kampagne om Jørgen Dragsdahls meritter under den kolde Krig er endnu et forsøg på at stemple en bestemt gruppe mennesker, der med et stærkt engagement skrev også danske magthavere imod.
Bent Jensen forrige kampagne om SF.s tidligere partiformand, Gert Petersen havde samme sigte - et forsøg på at grave skidt frem med henblik på at tilsværte to personers eftermæle, når det nu ikke lykkes at føre et forskningsbaseret bevis for rigtigheden af de fremførte påstande.
Teknikken er den kendte "Der går ikke røg af en brand...", så selv om intet kan dokumenteres, sker der en påvirkning af offentligheden tilsyneladende med føringsofficer Foghs billigelse, der lagde grunden til sådanne kampagner med sit angreb mod samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig.
Hvor Foghs kampagne havde et generelt sigte, har Bent Jensen strammet den op til personlige angreb på navngivne personer og med de sorte præster hjælp er der nedsat en undersøgelseskommission, der vel kan få samme indflydelse som de kommissioner, der i 1950'erne hængte navngivne personer ud offentligt med alvorlige konsekvenser for deres anseelse uden at der her heller var nogen dokumentation for landsskadelig virksomhed.
McCarthy måtte forlade politik i vanære og nåede ikke den folkelige yndest han havde ventet.
Noget tilsvarende vil forhåbentlig også ske her i landet.