Glenn Greenwald: Journalistik skal være en modstandsform

Journalisten, der som den første kunne rapportere om Edward Snowdens NSA-læk, forlader i denne uge The Guardian for at indlede et omfattende nyt projekt inden for magtkritisk journalistik, der har 250 millioner dollars i ryggen fra eBay-milliardær, Pierre Omidyar

-Glenn Greenwald, I denne uge forlader du The Guardian, hvor du har været klummist og blogger i lidt over et år for at begynde på et stort nyt medieprojekt, som finansieres af idémanden bag e-Bay, den iransk-amerikanske milliardær Pierre Omidyar. Vil du fortælle os, hvad det går ud på?

»Gerne, men jeg må lige sige, at projektet er stadig i en fase, hvor vi arbejder med at definere og udforme, hvordan det skal fungere i praksis. Men at Pierre har valgt at arbejde sammen med os, og vi har valgt at arbejde sammen med ham – og med ’os’ mener jeg Jeremy Schahill, som startede Democracy Now! og har været mangeårig sikkerhedspolitisk journalist for The Nation, og Laura Poitras, den fremragende journalist og dokumentarist i Berlin – må selvfølgelig allerede give folk en vis fornemmelse for, hvad det er for en slags journalistik vi gerne vil opmuntre og styrke. Det er temmelig usædvanligt, vil jeg mene, at kunne løfte en sådan opgave for kritiske journalister og politiske dissidenter.«

»Normalt befinder mennesker med en sådan tilgang sig jo uden for det institutionaliserede magtapparat. Og hvad det her virkelig handler om for os, er at kunne skabe en velfinansieret, veludrustet og godt befæstet institution, der vil blive indrettet på ikke bare at tolerere journalistik af denne type, men på at fremme den, beskytte den, styrke den og selvstændiggøre den. Og de medarbejdere, vi går efter at rekruttere, vil alle være folk, som deler samme syn på journalistik som modstandsform. Folk for hvem journalistik går ud på at drage de mest magtfulde institutioner til ansvar og gøre det frygtløst uden at lade sig intimidere af trusler eller afficere af de mulige sanktioner fra regeringsinstanser, store selskaber eller andre magtkoncentrationer.«

»Jeg tror, det vil kunne blive til en virkelig formidabel ny murbrækker, der vil kunne præge vores forståelse af, hvad journalistik kan være, og hvordan den kan praktiseres på helt nye måder.«

-Pierre Omidyar har givet tilsagn om, at han vil indskyde 250 millioner dollars i projektet – først havde han tænkt sig at købe Washington Post, men den løb Amazon-stifter Jeff Bezos med. Har du diskuteret projektets indhold med Pierre Omidyar? Og har du tænkt over, at eBay ejer betalingstjenesten PayPal, som lukkede af for støttedonationer til WikiLeaks? Vil den mand, der betaler gildet, ikke betinge sig en kontrollerende indflydelse?

»Alt det der er jeg selvfølgelig meget opmærksom på, og i den allerførste eller i al fald i den anden samtale, jeg havde med Pierre, stillede jeg ham præcis det spørgsmål. Og han forklarede mig – hvilket er fuldkommen sandt – at han på dette tidspunkt ikke længere var administrerende direktør for eBay og derfor ikke havde haft noget at gøre med PayPals skridt, som han ikke selv ville have taget. Den holdning kom også til udtryk i en avis i Honolulu, som han har været med til at starte og hjælpe økonomisk. Her blev der på lederplads udtrykt skarp kritik af den amerikanske regerings angreb på WikiLeaks finansieringskilder.«

»Som du ved, har jeg hoppet ret meget rundt i min karriere. Senest fra at være uafhængig blogger på Salon.com og derfra til The Guardian og nu videre til det her. Og hver gang jeg gør det, siger folk: ’Pas nu på, for på det her nye sted, du er rykket over til, vil du møde kræfter, som vil prøve at tvinge dig til at følge deres dagsorden eller opstille restriktioner for, hvad du kan gøre’. Og til dem siger jeg altid det samme: At jeg aldrig vil arbejde for nogen eller blive på det samme sted, hvis nogen forsøger at blande sig i min redaktionelle uafhængighed og frihed. Præcis på samme måde bliver det her.«

»Og ved du hvad? Hvis du ser på de sager, Pierre har støttet offentligt over de seneste mange år og især i de sidste fem måneder, så har han været uhyre positiv over for den journalistik, vi har kørt om NSA og hele vores begreb om pressefrihed. Han behøver ikke at starte en ny virksomhed for at tjene penge, nu kan han gøre det for en højere sag; for at tjene demokrati og medborgerskab. Målsætningen skal ikke være at kopiere, hvad andre medier i forvejen gør eller for at indskrænke journalisters uafhængighed.«

»Det drejer sig om at muliggøre, at uafhængige journalister kan blive endnu mere uafhængige, endnu mere oppositionelle og endnu mere aggressive i deres dækning. Og i sidste ende tror jeg hverken, at Jeremy eller jeg selv vil finde os i at få pålagt nogen restriktioner for, hvad vi laver. Lige nu har vi ingen som helst bekymringer i den retning, vil jeg dog gerne sige. Tværtimod. Vi tror, at Pierre oprigtigt har til hensigt at hjælpe os til at muliggøre den slags journalistik, som USA’s befolkning gerne vil se mere af.«

Ny form for journalistik

-Du har for nylig ført en interessant debat med Bill Keller, tidligere chefredaktør for New York Times. Keller indledte den med at bemærke, at han står i en helt anden journalistisk tradition end din – en tradition for velresearchet, men upartisk journalistik, hvor den enkelte journalist forventes at gemme sine personlige holdninger af vejen i sit professionelle arbejde, medmindre hun udtrykker sig på opinionssiderne.

Men han indrømmede så også, at – jeg citerer: ”Indlejret i New York Times’ institutionelle perspektiv og journalistiske metodologi findes der alle mulige absolut diskutable og subjektive, politiske og kulturelle forhåndsantagelser om verden. Og selv om der er hæderlige undtagelser, har New York Times – om det så er tilsigtet eller ikke – længe tjent den samme elites og de samme magtkoncentrationers interesser. Dens dækning er derfor ikke mindre ’aktivistisk’, subjektiv eller opinionsdrevet end de nye mediestemmer, som avisen jævnligt nedgør’. Vil du fortælle os mere om jeres diskussion?

»Selvfølgelig. Forhistorien er, at New Yorker skrev en historie om de artikelserier, vi har kørt i The Guardian, og her blev Bill Keller citeret for, at han aldrig ville have sat en person som mig i spidsen for disse NSA-historier, da han var chefredaktør for New York Times, fordi jeg tidligere havde udtrykt meget stærke holdninger til de samme problematikker. Det førte til en e-mailudveksling mellem ham og mig, og på et tidspunkt tilbød han mig så generøst at stille op til en debat, som han så ville referere i sin klumme.

»Jeg er sådan set enig i, at der findes de her to stærke journalistiske rammer, som befinder sig i skarp konkurrence. På den ene side den traditionelle New York Times-model, som for mig at se fremstrå kastreret i dag og vidt omfang har været med til afmægtiggøre journalistikken som en bestræbelse på at holde øje med magthaverne og på den anden den form for journalistik, vi gerne vil lave, og som er langt mere passioneret og indrettet på at gå til åben modstand mod de magtfulde.«

»Efter min mening vil vores vision af journalistikken kunne producere meget større indsigt end den ofte ret ringe journalistisk, New York Times har frembragt i de senere år, selv om avisen da også stadigvæk kan brillere indimellem, men i så fald sker det mere som et biprodukt af dens forældede måde at tænke på.«

Syndikeret fra Democracy Now!, Creative Commons

Oversat af Niels Ivar Larsen