Nettets ufrivillige stormagter

Internetgiganterne Facebook og Google ser helst sig selv som frie og neutrale platforme. Men de har i dag så stor indflydelse på rammerne for debat og udveksling af information, at de må være sig deres ansvar som politiske aktører i den offentlige debat bevidst, mener professor

Det var en 14 minutter lang amatørfilm på Googles videotjeneste Youtube, der for alvor tvang Google til at erkende, at virksomheden ikke kunne opretholde illusionen om at være en neutral platform for information på internettet.

Et klip fra den kontroversielle og islamkritiske film Innocence of Muslims blev oversat af og vist på den egyptiske tv-station Al-Nas den 9. september 2012. Kort efter blev klippet lagt på Youtube og delt via internettet, to dage senere førte det til optøjer i Kairo, i Yemen blev fire demonstranter dræbt under et angreb mod den amerikanske ambassade, og al-Qaeda brugte filmen som begrundelse for drabet på USA’s ambassadør i Benghazi i Libyen. Det fik Youtube til at blokere adgangen til filmen for internetbrugere i en række lande i Mellemøsten. På det tidspunkt var godt 50 mennesker døde i protestdemonstrationer.

I det lys er det ikke svært at forstå, at Google følte sig kaldet til at handle. Men sagen understregede, hvor svært det er for internetgiganter at fastholde idealet om at være en fri platform for information, der er »uvildig og objektiv,« som det lød fra Googles grundlæggere i 2004.

»Vi arbejder hårdt for at skabe et fællesskab, som alle kan nyde godt af, og som gør det muligt at udtrykke forskellige meninger. Det kan være en udfordring, for hvad der er o.k. i ét land, kan være stødende i et andet«, lød det i en officiel udtalelse fra Google. Googles håndtering af sagen var politisk. Ligesom Facebooks omtalte censurering af nøgenbilleder fra Peter Øvig Knudsens bog Hippie er en politisk handling. Og selv om Googles danske Policy Manager, Martin Ruby, i et interview med Information forklarer, at det »ikke var tiltænkt«, så var det også politisk, da Google i foråret ændrede ’Palæstinensiske territorier’ til ’Palæstina’ i Google Maps. Det mener Charlie Beckett, professor ved London School of Economics.

»De (internetfirmaer som Google og Facebook, red.) er ikke bare neutrale platforme. Når man filtrerer indhold, redigerer man lige som medierne og bliver en politisk aktør. Helt fra begyndelsen så Google og Facebook sig selv som en del af en offentlighed, der hverken var national eller global, men noget helt nyt. I dag er de mere konsoliderede, og de kan ikke længere se sig selv som undtagelser.«

Tillidsbrud?

At Google og Facebook har svært ved at balancere i forholdet mellem ‘helst bare at ville være neutrale platforme‘, som det lyder enstemmigt fra virksomhedernes danske policyafdelinger, og deres rolle i offentligheden, skyldes deres forhold til brugerne, mener Tim Jordan, lektor ved King’s College.»Google og Facebook er bevidste om deres magt, men de er samtidig afhængige af tilliden fra deres brugere. Derfor er de meget følsomme over for at blive set som offentlige aktører. Jeg er sikker på, at det er en rolle, de føler sig meget ambivalente i,« vurderer Tim Jordan. Hvor store traditionelle virksomheder som Ford, Mærsk og endda medievirksomheder som News Corp har opbygget deres position over en lang årrække, så har både Facebook og Google vokset sig store på rekordtid.

»Google og Facebook har i dag en social og kulturel magt, jeg slet ikke tror, de forestillede sig, da de første startede. De har fra starten forsøgt at undgå den politiske verden, men nu har de lobbyister i Bruxelles og over hele verden. De er i dag så voldsomt integreret i det sociale og offentlige liv, at må vi betragte dem som politiske aktører,« siger Tim Jordan.

Don’t be evil

For at forstå Google og Facebooks ideologisk udgangspunkt, må man ifølge Charlie Beckett se på de to virksomheders grundlæggelse. Mark Zuckerberg udviklede Facebook på et kollegieværelse på Harvard University, Google voksede ud af et forskningsprojekt, som de to grundlæggere, Larry Page og Sergey Brin, lavede som ph.d.-studerende ved Stanford University.

»De udspringer begge af intellektuelle universitetsmiljøer, så de har en typisk liberal tilgang til verden. Det er bare heldigt, at liberale værdier som frihed og fri adgang til information stemmer overens med firmaernes økonomiske interesser. En væsentlig del af Googles identitet afspejler sig også i sloganet ’Don’t be evil’,« siger Charlie Beckett.

Googles rolle som politisk aktør begrænser sig ikke til filtrering af indhold eller sager som den om Innocence of Muslims. I en højt profileret aktion flyttede Google i 2010 sine servere ud af Kina i protest mod det kommunistiske styre, der forlangte, at Google censurerede bestemte søgeresultater. Og i 2012 var Google ligesom Facebook en vigtig facilitator for Det Arabiske Forår.

»Vi samarbejdede f.eks. med Twitter om, hvordan vi kunne omgå censur og nedlukning under revolutionen,« fortæller Martin Ruby.

Også Facebook er ved flere lejligheder trådt ind på den politiske scene i en aktiv rolle. Under de seneste valgkampe i USA har Facebook.com opfordret amerikanerne til at stemme og efterfølgende skrive, at de har stemt, på Facebook – det fik ved valget i 2010 340.000 flere amerikanerne til stemmebokse, viser et forskningsprojekt. Facebooks Head of Policy i Norden, Thomas Myrup Kristensen, afviser ikke, at man på ny vil se Facebook spille en aktiv rolle i offentligheden.

»Vi snakker ofte om det, og vi har også haft kampagne for organdonation her i Norden. Vi vil gerne lave kampagner, hvor vi tror, der er enighed om budskabet. Vi vælger nogle sager, vi synes er vigtige. Men der er stor forskel på at sige, at man anbefaler folk at stemme, og så, at de skal stemme på et bestemt parti. Der er forskellige måder at gå til demokratiet på, og det ændrer jo ikke på vores indholdsmediering.«

Blød censur

Google og Facebook fortolker løbende begrebet om internetfrihed i deres stillingtagen til konkret indhold og eventuelle begrænsninger for adgangen til det.

»Udgangspunktet er, at vi forsøger at begrænse så lidt som muligt. Men når min femårige datter leder efter dinosaurfilm på Youtube, nytter det ikke noget, at det er syltet ind i porno. På den måde er det meget logisk, at der er en grænse,« fortæller Googles Martin Ruby.

Google trækker f.eks. den grænse, at man hverken finder reklamer for våben eller tobak i deres søgemaskine. Og trods grundlæggernes oprindelige vision om ’objektive informationer’, så er der i søge-maskinen indbygget en blød censur, der gør det sværere at finde bestemte typer indhold. Skriver man »vagin …« i søgemaskinen, vil man opdage, at den ikke færdiggør ordet på samme måde, som når man skriver »fodbo …« via såkaldt autocomplete. Martin Ruby erkender, at det udfordrer idealet om Google som en neutral platform.

»Nogle af de ting, vi ikke ønsker at fremme, autocompleter vi nok ikke. Vi vil jo helst bare være en platform, men jo – det gør os til en aktør. Udgangspunktet er, at vi gerne vil have så meget som muligt derude, men når det handler om sex og vold, så begynder vi at sætte hegnspæle. Google er så stor en del af nettet, at vi bliver nødt til at anerkende, at vi har et ansvar for noget af det, der foregår på internettet,« siger Martin Ruby.

Facebook forsøger på samme måde at navigere mellem deres frihedsidealer og en virkelighed, hvor de bliver udfordret i deres fortolkning af ytringsfriheden. Ikke desto mindre holder Thomas Myrup Kristensen fast i, at Facebook er en neutral platform.

»Ja, det vil jeg mene. Vi sætter ytringsfriheden meget højt, men på den anden side ville det være uansvarligt af os, hvis ikke vi havde en form for indholdsmediering på vores site.«

Offentlig selvregulering?

Facebooks censurering af nøgenbilleder fra Peter Øvig Knudsens bog fik en række politikere til at argumentere for EU-regulering af it-giganternes regler og retningslinjer. Det er dog ikke vejen frem, mener Charlie Beckett.

»Google og Facebook laver fejl og er inkonsistente, for sådan er verden. Det gælder for dem begge, at de hellere vil tage fejl ved at fjerne for lidt end ved at fjerne for meget. Men vil vi hellere have regeringer til at definere, hvor grænsen går? Det vil være nærmest umuligt at regulere internettet, som man har gjort det med medierne. Internettet er alt for stort og bevæger sig alt for hurtigt.«

Løsningen kan i stedet være et digitalt klagenævn eller en ombudsmand, som det blev foreslået til en høring sidste torsdag om Facebook og Googles retningslinjer. Nyhedsmedierne har netop undgået deciderede lovkrav dels ved at oprette et uafhængigt pressenævn og dels ved ansættelsen af redaktører, der varetager læsernes interesser.

Lytternes og seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, har netop til opgave at lytte til kritik og på den baggrund give anbefalinger til organisationen. Han læner sig i sin tilgang op ad pressenævnets regler for god presseskik samt DR’s presseetiske grundlag.

»Det er et velbeskrevet grundlag, og det bliver løbende revideret,« fortæller Jacob Mollerup og forklarer fordelene ved sin rolle.

»Det er først og fremmest en mekanisme til at løse problemerne selv, før de vokser sig store og ender i retssager. Der kommer nye øjne på tingene, og koncernen burer sig ikke inde bag sin egen selvopfattelse og forsvarsværker i enhver sag. Det er meget sundt for en organisation at have den slags proces, hvor man stopper op.«