Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Niels Bohr og Etik

Bogforside fra Informations Forlag

I anledning af Københavns Universitets konference ’An Open World’ om åbenhed inspireret af Niels Bohr, udgiver vi her et kapitel fra David Favrholdts bog ’Filosoffen Bohr', der netop er udkommet i 5. oplag

Etik og politik

Alle, der har kendt Niels Bohr, roser ham for hans medmenneskelighed, hans hjælpsomhed, hans gavmildhed og hans store etiske og politiske engagement. Hans sekretær gennem mange år, Betty Schultz, fortæller i et interview, som findes i Niels Bohr Arkivet, at hun aldrig nogensinde har hørt Bohr tale nedsættende om nogen. Han var altid positiv over for alle, der opsøgte ham. Han besvarede alle breve, uanset hvor tåbelig afsenderen måtte være.

Angående politiske anliggender havde han en stor dømmekraft. Lige fra Hitler kom til magten i 1933, vidste Niels Bohr, hvad det betød. Han organiserede hjælpeaktioner, der reddede jødiske forskere ud af Hitlers Tyskland, og med stor omhu hjalp han også den store italienske fysiker Enrico Fermi med at flygte fra Mussolinis Italien. Da han vidste, at Fermi ville få Nobelprisen i 1938, røbede han det for ham i god tid, før det blev bekendtgjort.

Fermi havde så tid til at organisere flugten og på Bohrs forslag tage hele familien med til Stokholm til prisoverrækkelsen. Det havde de italienske myndigheder ikke noget at indvende imod, da de jo regnede med, at Fermi plus familie ville vende hjem igen. Men Bohr havde sørget for, at Fermi kunne tage direkte til USA, hvor der ventede ham et professorat samt bolig til hele familien.

I september 1941 dukkede Heisenberg op i København og havde et møde med Niels Bohr. På det tidspunkt arbejdede Heisenberg på at udvikle atomvåben for det tyske militær. I den forbindelse ønskede han en samtale med Bohr. Hvad der blev sagt og hvorfor, og hvorfor samtalen førte til et brud mellem de to, et brud, som aldrig blev helet fuldt ud, ja, det er der siden skrevet meget om og endda et helt skuespil, nemlig Michael Frayns teaterstykke Copenhagen.

Niels Bohr havde fået øje på den unge Werner Heisenbergs store evner under en gæsteforelæsning i Göttingen, Tyskland, i 1920 og havde inviteret ham til at arbejde på instituttet i København. Efter endt uddannelse og doktorgrad kom Heisenberg til København i juni 1924 og arbejdede i første omgang som assistent hos Bohr indtil maj 1925. Et år senere blev Heisenberg lektor på Bohrs institut, og her var han så til sommeren 1927.

Klart nok havde Bohr og Heisenberg et nært forhold til hinanden, men der var andre af forskerne, der stod Bohr nærmere. Heisenberg var utrolig ambitiøs, ville for næsten enhver pris være nummer et i alt, hvad han beskæftigede sig med. Han måtte dog erkende, at Bohr var hans overmand. Jeg havde et møde med ham i 1970, hvor vi diskuterede en artikel, han havde skrevet, og som jeg kritiserede. Når jeg i min argumentation henviste til Bohr, sagde han: “De må ikke sammenligne mig med Bohr. Og hvis Bohr siger det, så er det rigtigt.”

Hele efteråret 1926 havde Heisenberg og Bohr heftige diskussioner om iagttagelsesproblemet i kvantemekanikken, og til sidst foreslog Bohr en tænkepause. Han tog på skiferie i Norge. Imens gik Heisenberg lange ture i Fælledparken bag Bohrs institut. Det var her han tænkte sig frem til ubestemthedsrelationerne. Da Bohr vendte tilbage fra Norge, havde Heisenberg skrevet en – troede han – fuldt færdig artikel om relationerne, men Bohr havde på sin norske skitur udtænkt hele partikel-bølge-dualismen og overbeviste Heisenberg om, at dennes artikel måtte revideres, før den blev trykt.

I 1927 blev Heisenberg professor i Leipzig. Han var dengang kun lige fyldt 27, men blev hyldet som den ny store stjerne i Tyskland – i hælene på Einstein og Max Planck. Der er ingen tvivl om, at det har han haft det godt med, og da Sommerfeld, den berømte professor i München, indstillede Heisenberg som sin efterfølger til professoratet, har Heisenberg givetvis følt, at det måtte være kronen på værket i hans liv. Men sådan kom det ikke til at gå.

En måned efter at Hitler kom til magten i 1933, dekreterede han, at alle jødiske universitetslærere skulle fyres. Det betød et stort tab for tysk forskning. I alt 21 nobelpristagere i fysik og kemi flygtede fra Tyskland i tiden fra 1933 til 1940. Og mange andre fremragende matematikere og fysikere flygtede ud af landet. Heisenberg, der virkelig var politisk naiv, kritiserede nazi-styret for den drastiske “udrensning”.

Det medførte imidlertid, at han selv kom i farezonen. For under Hitlers diktatur udvikledes de nazistiske raceteorier, og der udviklede sig en bevægelse under navnet “arisk fysik” – som fordømte, hvad man kaldte “jødisk” fysik. Da Einstein jo var jøde og Niels Bohr halvjøde, blev deres teorier fordømt, og Heisenberg fik ordre om, at han ikke måtte nævne deres navne i sin undervisning. Hvad værre var, at han ikke blev indstillet til professoratet i München.

I det offentlige rum blev han degraderet fra at være førerhund i tysk fysik til at være enhalvdårlig professor i Leipzig, der puslede med politisk uheldige teorier. Her har vi efter min mening den psykologiske baggrund for, at Heisenberg meldte sig, da man allerede i 1940 i Tyskland satsede på at udvikle atomvåben. Heisenberg var på det tidspunkt den førende ekspert inden for kernefysik i Tyskland, så i løbet af kort tid blev han igen førerhunden i tysk fysik; styret lukkede munden på de “ariske” fysikere, og Heisenberg

flyttede fra universitetet i Leipzig til Kaiser Wilhelm Instituttet i Berlin. Da Heisenberg besøgte København i september 1941, var den officielle anledning en konference om astrofysik på det nyligt oprettede tyske kulturinstitut – Das Deutsche Wissenschafliche Institut in Kopenhagen på Øster Allé nr. 39. Sådanne institutter blev på den tid oprettet efter en fælles plan i alle de af Tyskland besatte lande.

Med sig havde Heisenberg en anden dygtig deltager i Hitlers atomvåben-projekt, Carl Friedrich von Weizsäcker. Han var søn af chefen for det tyske udenrigsministerium, Ernst von Weizsäcker, som tidligere havde været ansat på den tyske ambassade i København, hvor Carl Friedrich som dreng havde gået i den tyske skole i København.

Det var Ernst von Weizsäcker, der lige før udbruddet af Anden Verdenskrig havde forhandlet den tyske ikke-angrebs-pagt med Sovjet-Rusland på plads. Under besøget i København mødte Carl Friedrich von Weizsäcker og Heisenberg glade op på Niels Bohrs institut for at hilse på gamle venner. Bohr og hans medarbejdere blev inviteret til at deltage i konferencen på det tyske institut, men alle sagde nej tak. Det kom helt bag på Heisenberg.

I et brev til fru Heisenberg skriver han, at han er forbavset over, at man i Danmark har en udpræget modvilje mod Hitlers Tyskland. For nok er Danmark besat – af strategiske grunde forstås – men danskerne har jo fået lov til at beholde deres kongehus, deres regering og såvel militær som politi, så en egentlig besættelse er der jo ikke tale om. Kun et nødvendigt samarbejde.

På et vist tidspunkt under sit korte ophold i København anmodede Heisenberg om en samtale med Niels Bohr under fire øjne. Under samtalen nævnte Heisenberg, at han arbejdede på det tyske atomvåben-projekt, og det medførte, at Bohr blev meget vred og afbrød deres møde. Det er sikkert kommet helt bag på Heisenberg, for han troede jo som nævnt, at danskerne havde en positiv eller i hvert fald neutral holdning over for Nazi-Tyskland.

Og tilmed var han på det tidspunkt overbevist om, at Tyskland om kort tid ville vinde krigen. Tyskland havde tvunget Sovjet i knæ, USA var endnu ikke kommet ind i krigen, og alt tydede på, at stormagten ville holde sig neutral.

I årene efter krigen forsøgte Heisenberg flere gange at genvinde et godt forhold til Bohr og genoptage deres diskussion med nærmere forklaringer på, hvad han egentlig mente dengang i september 1941. Men Niels Bohr nægtede at diskutere den sag. Hans holdning var, at Heisenbergs arbejde for Hitler ikke var fuldt tilgiveligt, men at man på den anden side måtte erkende, at Heisenberg var så politisk naiv, at der ikke ligefrem var grund til at bryde deres mangeårige venskab og det gode forhold mellem deres hustruer. Så de sås under venskabelige former, men hver gang Heisenberg ville rippe op i mødet i 1941, var Bohrs svar: “Glem det.”

Imidlertid fik en dygtig videnskabsjournalist, Robert Jungk, øje på sagen, og i 1957 udkom hans bog Stærkere end tusind sole på dansk (tysk titel: Heller als Tausend Sonne). I den kunne man finde Heisenbergs udlægning af formålet med mødet i 1941. Heisenberg havde fortalt Jungk, at han i 1941 havde ment, at Tyskland ville tabe krigen, og at han i øvrigt var rystet over nationalsocialismens rædsler – altså det stik modsatte af, hvad alle medarbejdere på Bohrs institut kunne huske, at han dengang sagde med stor overbevisning.

I Jungks bog er optrykt et brev fra Heisenberg til Jungk, hvori han hævder, at både han og von Weizsäcker havde ment, at udviklingen af atombomber ville tage så meget tid, at bomberne nok ikke ville komme med i spillet i løbet af krigen, men helt kunne det jo ikke udelukkes. Dette havde han luftet over for Bohr, og videre fortæller Heisenberg i brevet:

Efter hvad jeg husker, svarede han med modspørgsmålet: “Tror du da virkelig, at man kan udnytte uranspaltningen til konstruktion af våben?” Dertil svarede jeg sådan noget som: “Jeg ved, at dette er muligt i princippet, men der skulle vel et så uhyre stort teknisk apparat til, at man kan håbe på, det ikke kan præsteres i denne krig.” Bohr blev åbenbart så forskrækket over dette svar, fordi han troede, jeg dermed ville sige ham, at Tyskland havde gjort store fremskridt i retning af konstruktion af atomvåben.

Jungk anfører også, at Heisenberg fortalte, at han ville, at Bohr skulle hjælpe til med, at forskere verden over skulle indstille arbejdet med atomvåben.

Niels Bohr blev rystet over Heisenbergs referat i Jungks bog og skrev gennem årene flere breve til Heisenberg, som han dog aldrig fik afsendt. Først efter at Michael Frayn havde skrevet stykket Copenhagen, som blev en stor succes i London og New York, følte Bohrs familie sig nødsaget til at offentliggøre Niels Bohrs notater og breve om mødet. I et af brevene kan man læse følgende:

Kære Heisenberg,

Jeg har set en bog “Stærkere end tusind sole” af Robert Jungk, der for nylig er udkommet på dansk, og jeg synes jeg skylder dig at sige, at det har forbavset mig meget at se, hvor stærkt din hukommelse har svigtet dig i dit brev til bogens forfatter, der i uddrag er aftrykt i den danske udgave.

Jeg husker selv hvert ord af vore samtaler, der jo fandt sted på en baggrund af yderste sorg og spænding for os heroppe i Danmark. Især gjorde det et stort indtryk både på Margrethe og mig og på alle på Instituttet, som I talte med, at du og Weizsäcker gav udtryk for jeres bestemte overbevisning, at Tyskland vilde sejre og at det derfor var ganske tåbeligt af os andre at opretholde håbet om en anden udgang af krigen og stille os tilbageholdende overfor alle tyske tilbud om samarbejde. Jeg husker også ganske nøje vor samtale i min stue på Instituttet, hvor Du i vage vendinger talte på en måde, der måtte give mig det bestemte indtryk, at man i Tyskland under din ledelse gjorde alt for at udvikle atomvåben og at du sagde, at vi ikke behøvede at tale om enkeltheder, fordi du var så nøje inde deri og i de sidste to år væsentlig kun havde beskæftiget dig med sådanne forberedelser.

Jeg hørte på det uden at sige noget, idet det drejede sig om [en] stor menneskelig sag, hvori vi trods vores personlige venskab måtte opfattes som repræsentanter for to på liv og død kæmpende sider. At min tavshed og alvor, som du skriver i brevet, kunde opfattes som forskrækkelse over dine meddelelser om, at man kunde lave atombomben, er en helt ejendommelig misforståelse, der må skyldes den store spænding i dit eget sind. Fra den dag tre år før, hvor jeg blev klar over, at langsomme neutroner kun kunde frembringe fission i Uran 235 og ikke 238, var det jo indlysende for

mig, at man ved at skille uranerne vilde have en bombe med sikker virkning. Jeg havde endda i Juni 1939 i Birmingham holdt et offentligt foredrag om uranspaltningen, hvor jeg talte om en sådan bombes virkninger, men naturligvis tilføjede, at de tekniske forberedelser vilde være så store, at man ikke vidste, hvor hurtigt de kunde overkommes. Hvis noget i min opførsel kunde tyde på forskrækkelse, lå det derfor ikke i sådanne meddelelser, men i efterretningen om, at man, så vidt jeg måtte forstå, i Tyskland så energisk deltog i et kapløb om at komme først med atomvåben.

I den megen litteratur om dette møde kan man finde mange forskellige udlægninger – også nogle, der går ud på, at Bohr var interesseret i et samarbejde med Heisenberg. Og i mange af udlægningerne af mødet opfattes det som et tilfældigt møde i forbindelse med Heisenbergs besøg. Og i Michael Frayns stykke er ingen af dem helte. Begge fremstilles som muligt etisk anløbne personer, uden at der dog fældes nogen endelig dom over nogen af dem.

Foranlediget af Frayns skuespil og Bohrs breve har jeg skrevet bogen Spaltningen. Niels Bohr og Werner Heisenberg i Videnskab og Politik, som udkom i 2005.

I al den udenlandske litteratur har det været diskuteret, om mødet har været planlagt fra Heisenbergs side med godkendelse fra den tyske regering, eller om det blot var en tilfældig begivenhed. Det har man ikke kunnet afgøre ved hjælp af den omfattende internationale litteratur om emnet. Jeg har imidlertid kunnet vise, at det efter al sandsynlighed var planlagt med den tyske regerings billigelse.

Det tyske videnskabsinstitut var som nævnt et af mange i de af Tyskland besatte lande. Tilsvarende institutter var blevet etableret i Bukarest, Paris, Sofia, Budapest, Beograd, Athen, Bruxelles, Zagreb, Bratislava, Venedig og Tirana og tilmed i byer i ikke-besatte lande: Helsinki, Stockholm, Madrid og Lissabon. I de besatte lande var alle aviser under tysk censur.

Det betød, at aviserne og radiohusene skulle omtale alle begivenheder, der kunne stille tysk politik og kultur i et godt lys hos læsere og lyttere. Og det betød så også, at man overalt skrev om de begivenheder, der fandt sted på de tyske videnskabsinstitutter i de forskellige lande.

Da det tyske institut blev åbnet i København den 4. maj 1941, skete det med en reception på Nationalmuseet med deltagelse af statsminister Thorvald Stauning og undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Der var selvfølgelig megen omtale af begivenheden i medierne. Og det var der også lidt tidligere på året, da Carl Friedrich von Weizsäcker besøgte København.

Det var den 21. marts, hvor han i Dansk-Tysk Selskab på Hotel d’Angleterre holdt et foredrag med titlen “Er tid og rum uendelige?”. Stor omtale i Berlingske Tidende og Politiken. Men da der så i september afholdes en stor kongres på Det Tyske Videnskabsinstitut i København med deltagelse af berømtheder som Heisenberg og von Weizsäcker – begge med nær tilknytning til København – samt to andre tyske professorer, er der intet om begivenheden i de danske medier.

Det skulle åbenbart hemmeligholdes, blandt andet fordi der på det tidspunkt stadig var en nogenlunde god kommunikation mellem Danmark og Sverige, og hvis svenskerne hørte om besøget, ville nyheden gå videre fra det neutrale land til de allierede.

Om Niels Bohr og hans families dramatiske flugt over Øresund i en fiskerbåd midt om natten til Sverige i 1943 og hans videre færd til England og USA må man læse om andetsteds i de mere biografiske værker. Det er klart, at man i USA inviterede ham med i Manhatten-projektet med sigte på udviklingen af atomvåben, men selv kunne han ikke bidrage ret meget, fordi man var kommet så langt i projektet, at de teoretiske problemer stort set var løst, og der tilbage kun stod tekniske problemer, som man skulle finde løsninger på – og de lå uden for Bohrs kompetencer. Men af sikkerhedsgrunde gav man ham en ny identitet under navnet Nicholas Baker. Det gav ham nu ikke nogen større sikkerhed, for når man ringede til ham, tog han telefonen og sagde: “Ja, det er Niels Bohr ... æh, undskyld ... Nicholas Baker.”

Da bomberne var kastet over Hiroshima og Nagasaki i august 1945, kontaktede Bohr både USA’s præsident Roosevelt og Englands Winston Churchill med forslag om at dele atomvåbnenes hemmelighed med Sovjet-Rusland. Hans argument var, at man så kunne etablere varig fred, for hvis de to parter i konflikt valgte krigen som løsning, ville det betyde udslettelse af begge – hvis de begge rådede over atomvåbnene – og det ville ingen af parterne være interesserede i. Ydermere vidste han, at der kun ville gå få år, før Sovjet på egen hånd udviklede atomvåben.

Churchill var rystet over den idé og afviste den blankt. Da Sovjet i 1949 demonstrerede deres atomvåben, kom Bohr igen på banen. I et opråb til De Forenede Nationer i 1950 foreslog han igen international fælles forskning, da man ellers ville komme ud for et farligt rustningskapløb mellem USA og Sovjet. Igen talte han for døve øren, men han havde ret – viste det sig.

Den Kolde Krig udviklede sig, og i 1963 var vi på randen af en atomkrig, en frygtelig Tredje Verdenskrig. Heldigvis besindede begge parters ledelse sig. Havde lederne været af samme støbning som Hitler eller Mao Tse Tung, var det gået galt. Så Niels Bohr var ikke spor naiv, da han lavede sit “opråb”. Det eneste naive punkt i hans aktion var, at han ikke kendte nok til politikeres mentalitet, for politikere tænker sjældent rent rationelt, men ofte populistisk for at bevare deres magt.

Og desværre er der også videnskabshistorikere, der forsøger at promovere sig selv ved at “forske” sig frem til, at Niels Bohr havde sine moralske brist og var politisk uhæderlig.

Bogen er lige kommet i femte oplag og kan købes her hos Informations Forlag

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ud over, at Heisenberg langt fra var den eneste, der på det tidspunkt mente, at Tyskland ville vinde krigen, kunne man sagtens forestille sig, at Bohr ganske enkelt misforstod, hvad Heisenberg sagde under deres senere så berømte møde.
Jeg har tit hørt folk udlægge noget, man har sagt, forkert, men bagefter været fuldstændig overbevist om, at man har sagt, som de udlagde det!

Hvis nogen vil have et input til hele WH-historien, så prøv at læse biografien "Das Politische Leben Eines Unpolitischen" af Elisabeth Heisenberg.