Amerikansk overvågningsdebat er både godt og skidt for Europa

Det er sundt for den europæiske debat, at afsløringerne om NSA’s metoder har ført til en nuanceret diskussion om overvågning i USA. Mindre positivt er det, at den amerikanske debat næsten udelukkende handler om amerikaneres retssikkerhed

Edward Snowdens afsløringer af NSA’s omfattende system til dataindsamling og overvågning har rejst en storm af kritik fra rasende borgere og bekymrende menneskerettighedsorganisationer i blandt andet Europa. Og hvis afsløringerne er sandfærdige, så er det også stærk kost, Snowden serverer for os.

For ikke nok med, at den store amerikanske spiontjeneste kan indhente oplysninger om, hvem vi kommunikerer med på vores telefoner, og hvor længe vi kommunikerer. Som led i programmet ’PRISM’ kan NSA åbenbart også indsamle oplysninger om, hvad vi foretager os, når vi er på nettet, læse med i vores e-mails, følge med i livechats og sågar være med på en lytter, når vi snakker sammen på Skype.

Det er derfor også svært at fortænke de mere konspiratoriske segmenter i samfundet i at frygte, at det nu kun er et spørgsmål om tid, inden deres fjernsyn også kan holde øje med dem, som det er tilfældet i George Orwells klassiker 1984.

Men man behøver faktisk ikke være specielt konspiratorisk anlagt for at blive bekymret over Snowdens afsløringer. Og det gælder også, selv om det formentlig er de færreste af os, der er tilstrækkeligt interessante til, at NSA gider bruge tid på at gennemse vores kommunikation. Alene den teoretiske mulighed for, at der er nogen, der uden videre kan kigge os over skulderen, når vi surfer på nettet eller laver opdateringer på Facebook, vil kunne lægge en dæmper på i hvert fald nogle borgeres lyst til at ytre sig kritisk. Den blotte risiko for overvågning kan med andre ord have en såkaldt ’chilling-effekt’ på borgernes udøvelse af deres ytringsfrihed, og det er altid uheldigt.

Hvem og hvornår?

Der er for tiden stor uklarhed i USA om det retlige grundlag for i hvert fald dele af NSA’s spionprogram. Som beskrevet den 21. december i denne avis (»Modstanden mod NSA er rykket ind i retssalene«) konkluderede en amerikansk distriktsdommer nemlig den 16. december, at den amerikanske spiontjeneste ikke længere selv uden videre bør kunne bestemme, hvornår den vil kigge nærmere på konkrete teleoplysninger, men bør indhente en dommerkendelse og påvise en konkret mistanke. Den konklusion stemte overens med en række anbefalinger fra en ekspertgruppe, som præsident Obama havde nedsat, hvorefter organisationer som NSA kun bør kunne få adgang til teleoplysninger, hvis en domstol konkret finder det nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed. Forleden konkluderede en anden distriktsdomstol i New York så, at der ikke nødvendigvis er noget til hinder for, at NSA fortsætter sit spionprogram som hidtil. Den retlige uklarhed og anbefalingerne fra Obamas egen ekspertgruppe har for alvor fået debatten om især NSA’s beføjelser til at rase i USA, herunder i den amerikanske kongres.

Den amerikanske debat om grænserne for overvågning og registrering er både godt og skidt nyt for os europæere. Det er godt nyt, fordi den viser, at det ikke er i alle stater, at sådanne spørgsmål sander til i fortrolighed og »hensynet til fremmede magter«. Dertil kommer, at den amerikanske debat indtil videre lader til at være funderet i virkeligheden og derfor ikke er reduceret til et overfladisk spørgsmål om enten for eller imod overvågning og registrering.

Det er positivt, fordi hverken hensynet til privatliv eller hensynet til statens sikkerhed er absolutte hensyn, og opgaven består derfor heller ikke i at finde ud af, hvilket af de to, der skal prioriteres over det andet, men om at finde den rette balance mellem dem. De mange afsløringer af NSA’s vidtgående efterretningsprogrammer bør hverken få demokratiske samfund til at opgive at anvende teknologiske fremskridt til at bekæmpe kriminalitet og trusler mod statens sikkerhed eller få os til at opgive at værne om det, som tilhører privatsfæren. Det handler kort sagt ikke om, hvorvidt vi som samfund skal tillade indgreb i borgernes privatliv, for det skal vi engang imellem, men derimod snarere om, hvad der er at anse som privatliv, og hvornår indgreb skal tillades.

Den amerikanske debat er også sund, fordi den illustrerer, at det dernæst også handler om, hvem der skal træffe en beslutning om indgreb. I et retssamfund er det de folkevalgte politikere, der udstikker samfundets generelle retningslinjer, og det er derfor også politikerne, der i form af lovgivning foretager en overordnet balancering af samfundets mange modsatrettede hensyn, herunder hensynet til statens sikkerhed og borgernes frihedsrettigheder. Men politikerne handler ikke alene. Konkrete afgørelser om indgreb i borgernes beskyttede rettigheder træffes nemlig af domstolene, der er uafhængige af den politiske magt, og den aktuelle debat om overvågning og registrering handler derfor også i sidste ende om, hvilken rolle domstolene skal spille i det 21. århundredes højteknologiske samfund. Som på andre områder af terrorbekæmpelsen handler det om magtens tredeling og forholdet mellem den udøvende og dømmende magt. Hvornår er det okay, at myndighederne selv indsamler og analyserer oplysninger om borgernes adfærd, og hvornår bør en uafhængig dommer involveres?

Godt nyt – for amerikanerne

Fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv er det svært at argumentere imod, at domstolene inddrages så meget som muligt, og at indsamling og overvågning derfor så vidt muligt altid kræver dommerkendelse baseret på en konkret mistanke mod en borger. Et umiddelbart bud er derfor også, at de amerikanske politikere i den kommende tid vil tvinge organisationer som NSA til at inddrage de amerikanske domstole mere i den måde, hvorpå oplysninger om borgerne indsamles og anvendes. Og hvis de amerikanske politikere ikke gør det, er det muligt, at de amerikanske domstole på et tidspunkt vil. Erfaringerne fra 00’ernes retlige opgør om terrorbekæmpelsen i USA viser nemlig, at de amerikanske domstole på et tidspunkt bliver trætte af at blive holdt uden for de vigtige beslutninger, som myndighederne træffer i terrorbekæmpelsens navn.

Den dårlige nyhed i den amerikanske debat om overvågning og registrering er, at debatten er centreret om amerikanske borgeres retssikkerhed – ikke retssikkerheden for os, der hverken er amerikanere eller opholder os i USA og som dermed er beskyttede i den amerikanske forfatning. Amerikanske politikere er primært optagede af rettighederne for amerikanske borgere, og den amerikanske overvågningsdebat minder herved om debatten om det kontroversielle amerikanske droneprogram, der først blev interessant for de amerikanske politikere, da det viste sig, at der pludselig også var en amerikansk statsborger, Anwar al-Awlaki, der var blevet dræbt af missiler fra en amerikansk drone. Så længe det bare var pakistanere og yemenitter, der blev dræbt, var andre spørgsmål vigtigere.

Så selv om det altså måske ender med, at spiontjenester som NSA får sværere ved at indhente oplysninger om borgerne uden domstolenes medvirken, så vil det efter alt at dømme kun gælde de borgere, der er amerikanske eller på anden vis beskyttede af den amerikanske forfatning, og dermed ikke os i eksempelvis Europa. Her er der fortsat frit slag for NSA og dets amerikanske søsterorganisationer. Dertil kommer, at de amerikanske politikere formentlig vil miste interessen for Snowdens afsløringer, efter at de eventuelt måtte have indskrænket NSA’s beføjelser til at indsamle oplysninger om amerikanerne.

Som europæere skal vi derfor heller ikke have for store forventninger til, hvad der måtte komme ud af den aktuelle debat i USA, og der er derfor også al mulig grund til, at vi af egen drift påbegynder den vigtige debat om grænserne og rammerne for indhentelse af oplysninger om borgerne, herunder om indhentelse af sådanne oplysninger fra andre stater. Såsom USA.

Anders Henriksen er leder af Centre for International Law and Justice på Københavns Universitet og bidrager med kommentarer til Information