Derfor har verden brug for OpenStreetMap

Det er nødvendigt med et alternativ til de private virksomheders digitale korttjenester – et kartografisk Wikipedia, der bygger på redigerbare open-source-løsninger

Hver gang jeg fortæller nogen om OpenStreetMap, spørger de uvægerligt: »Jamen, hvorfor ikke bare bruge Google Maps«? Vist fungerer Google Maps fortræffeligt, men i sidste ende drejer dette spørgsmål sig ikke om praktisk bekvemmelighed. Det drejer sig om, hvilket samfund vi gerne vil leve i. 

I 1800-tallet kæmpede folk med tiden. Deres udfordringen var dog ikke så meget at få tiden til at slå til som at blive enige om, hvad klokken var. Ure eksisterede selvfølelig, men hver by havde sin egen tid, ’lokal tid’, som typisk blev synkroniseret efter byens kirkeklokker. Efterhånden indførtes ensartet tid for at få jernbanedriften til at glide bedre, og siden fortrængte Greenwich Mean Time de sidste lommer af lokal tid.

Kun de færreste i dag er klar over, at den tidsmåling, vi i dag anvender universelt, først blev indført i USA af jernbaneselskaber og siden af universiteter og virksomheder.

Geografi er big business

I vores tid er dagens dilemma geografi, og her stræber alle efter at blive den universelle og definitive kilde. Google bruger 1 mia. dollar om året på at ajourføre sin korttjenester, og så er de 1,5 mia. dollars Google brugte på at opkøbe navigationsselskabet Waze ikke engang talt med.

Googles rivaler tæller blandt andre Nokia, som har opkøbt Navteq, mens TomTom og Tele Atlas lige nu overvejer at fusionere. Disse selskaber ønsker alle at blive den definitive kilde til, hvordan vi orienterer os geografisk.

Korttjenester er blevet big business. Med GPS’er i hver en bil og smartphones i hver en lomme er der et enormt marked for tjenester, der kan fortælle dig, hvor du er, og hvor du skal hen. Og konkurrencen er blevet skærpet til det yderste.

Hvad skal så med et projekt som OpenStreetMap, når alle disse selskaber er på banen? Svaret er enkelt: Som samfund er vi ikke tjent med, at et enkelt privat selskab får monopol på rum, lige så lidt som vi ville have været det, hvis et enkelt selskab i 1800-tallet havde fået monopol at fortælle os, hvad klokken var.

Rum er en fælles ressource, og afgiver vi magten over, hvordan vi finder rundt i det, til en enkelt kortmager, giver vi ikke blot denne kortmager magten til at oplyse os om, hvor befinder os er, men også til at dirigere os bestemte steder hen. Sammenfattende er der tre bekymringer på færde her: Hvem bestemmer, hvad der skal vises på kortet? Hvem finder ud af, hvor du er og skal hen? Og hvordan sikres vi en passende privalivsbekyttelse?

Google bestemmer

Hvem bestemmer, hvad der vises på et Google-kort? Svaret er, at det gør naturligvis Google. Jeg husker, hvordan Googles magt vakte bekymring i hos repræsentanter for et regionalstyre, jeg mødte i 2009. Regionalstyret var ikke glade for at have Google Maps på deres hjemmeside, for det er Google, som vælger, hvilke virksomheder der skal vises. Fordi offentlige myndigheder er nødt til at være upartiske var de ikke meget for at overlade kontrollen til andre ved at outsource deres kortvisninger. 

At Google snart vil kunne tjene penge på geografiske søgninger, hvis de ikke gør det allerede, forekommer evident. Er det mon en tilfældighed, at SUBWAY-kædens filialer altid dukker op som første søgeresultat, når jeg søger efter morgenmads-restauranter?

Selvfølgelig Google er ikke den eneste kortudbyder-tjeneste, det er bare et eksempel. Pointen er, at når vi bruger en kortudbyder, afgiver vi kontrol til den. Udbyderen får suverænt lov til at afgøre, hvilke funktioner der skal fremhæves eller eventuelt overhovedet ikke vises.

Næste bekymring angår lokalisering. Hvem definerer, hvor et bykvarter ligger, eller om vi skal tage derhen? Dette spørgsmål blev for nylig taget op af borgerretsgruppen American Civil Liberties Union (ACLU), da en kortudbyder supplerede sine mulige ruteforslag (for bilister, cyklister og fodgængere) med vurderinger af, hvilke ruter der kunne tænkes at være henholdsvis ’sikre’ og ’farlige’, som del af sin algoritme. Dette må jo rejse spørgsmålet om, hvem der skal afgøre, hvad der gør et kvarter ’sikkert’ eller ej – eller hvorvidt ’sikker’ her måske kunne være et kodeord for mere dystre hensyn.

Lige nu indsamler tjenesten Flickr bykvarter-oplysninger baseret på fotografier, som det kører igennem en såkaldt API – en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software. Flickr vil angiveligt bruge disse oplysninger til at foreslå tags til dit billede.

Men det vil være muligt at benytte grænsedragning mellem kvarterer på mere subtil vis med henblik på at påvirke alt fra trafikmønstre til ejendomspriserne. For når en kortudbyder bliver stor nok, bliver den til ’sandhedens kilde’.

Endelig har disse korttjeneste-udbydere incitament til at indsamle oplysninger om dig på måder, du måske ikke synes om. Både Google og Apple indsamler dine lokalseringsoplysninger, når du bruger deres tjenester. De kan bruge oplysningerne til at forbedre deres korts nøjagtighed, men Google har allerede bebudet, at man også vil bruge dem til at spore mulige sammenhænge mellem søgninger og hvor du går hen.

Med over 500 millioner Android-telefoner i brug er dette en enorm mængde oplysninger, der indsamles på det individuelle plan om folks bevægelsesvaner, uanset om de går sig en afslappet spadseretur, pendler til arbejde, besøger lægen eller måske deltager i en protest.

Vi bør så afgjort ikke ignorer de samfundsmæssige konsekvenser, hvis så mange data koncentreres i hænderne på en enkelt virksomhed, uanset hvor velvillig den hævder at være . Virksomheder som Foursquare bruger såkaldt gamification som et overfladelag oven på, hvad der grundlæggende er en storstilet indsamlingsproces.

Det samme gør Google med Ingress, der lægger en kunstig verden oven på virkeligheden og ansporer brugere til at indsamle routingdata og foto-kortlægninger som del af spillets mission om at bekæmpe eller afværge en invasion af rumvæsener.

Sådan kan OSM løse problemerne

Nu da vi har identificeret problemerne, kan vi se nærmere på, hvordan OpenStreetMap vil kunne løse dem. 

Med hensyn til kortindhold er OpenStreetMap både neutral og gennemsigtig. OpenStreetMap er et wiki-lignende kort, som alle i verden kan redigere i. Hvis en butik mangler på kortet, kan butiksejeren eller for den sags skyld en kunde bare tilføje den. Med hensyn til visning (rendering) har enhver person eller virksomhed, der opretter et kort frihed til at gøre dette, som de vil, men de vigtigste kort på OpenStreetMap.org bruger renderingssoftware af typen FLOSS (Free/Libre Open Source Software), som enhver selv kan bygge videre på.

Med andre ord kan alle, der vil, oprette deres egne kort baseret på de samme data.

Tilsvarende gælder, at selv om de mest populære routing programmer til OpenStreetMap er FLOSS, kan virksomheder, der bruger en anden software, ikke forhindre brugerne i selv bruge deres eget routing software. Det bliver dermed lettere at sammenligne routingresultater baseret på de samme data for at finde anomalier.

Og endelig: Med OpenStreetMap data er det gratis for brugerne at hente dele af eller hele kortet offline. Det betyder, at det er muligt at bruge OpenStreetMap data til at navigere efter uden at du selv behøver at røbe din placering over for nogen andre overhovedet. 

OpenStreetMap respekterer menneskelige fællesskaber og den personlige frihed. Hvis du ikke allerede bidrager til at udvikle OSM, skulle du måske overveje det. Hvis du allerede hører til vores bidragydere, vil jeg sige dig tak.

Dette indlæg er hentet fra forfatteren, Serge Wrocklaws, blog og gengivet i overstemmelse med Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 Unported License

Oversat af Niels Ivar Larsen