Vil computere overtage verdens-herredømmet? – Det mener Googles nye tekniske direktør

For Ray Kurzweil er det kun et spørgsmål om tid, før kunstig intelligens distancerer menneskelig tænkning. Lige nu arbejder Kurzweil, som også håber på at blive udødelig, af al magt for at fremskynde det tidspunkt

At vælge den rette vinkel, når man vil skrive om Ray Kurzweil, er ikke spor let. Jeg kunne selvfølgelig begynde med den omstændighed, at vi her har at gøre med en mand, der er sundhedsfanatiker. Som tager helt op til 150 piller om dagen og hver uge injiceres intravenøst med en svimlende mængde vitaminer, kosttilskud, og stoffer, der lyder omtrent så videnskabeligt effektive som en opskrift på ansigtscreme ….

Jeg kunne også tage udgangspunkt i, at han selv mener at have en fair chance for at leve evigt? Udfordringen er blot, siger han, er bare at holde sig i live »længe nok« – dvs. indtil hans forudsigelse af en revolution inden for livsforlængende teknologi bliver virkelighed. Han er i dag 66 år og forventer, at enkelte af hans generationsfæller fra efterkrigstidens store overgange af babyboomere akkurat vil kunne redde sig igennem.

Man kunne også vinkle ud fra hans forudsigelse om, at vi kun er 15 år fra det vendepunkt, hvor computere blive klogere end mennesker. Ikke bare bedre til at lægge tal sammen eller anvise os den hurtigste rute til X-købing, for her har de overtrumfet os for længst. Nej, de vil også blive i stand til forstå, hvad vi siger, lære af egne erfaringer, fyre vittigheder af, fortælle historier og flirte. Faktisk er Ray Kurzweil overbevist om, at 2029 vil computere være i stand til at gøre alt, hvad mennesker gør. Bare bedre.

Fantasteri? Måske. Der er bare lige det ved det, at Kurzweils teorier har det med at gå i opfyldelse. Og selv om de kan virke som hjernespind fra en excentriker kommer de altså fra en mand, der også er kendt som en bemærkelsesværdig opfinder og iværksætter. Kurzweil kan vi således takke for den første flatbed-scanner, det første computerprogram, der kan genkende skrifttyper, den første tekst-til-tale synthesizer og meget mere.

Nu hos Google

Og hvad så i dag? Jo, pt. arbejder han for Google. Den samme Ray Kurzweil, der mener, at vi vil kunne leve for evigt, og at computere vil udvikle bevidsthed i det kommende årti, fik i december 2012 ansættelse som Googles nye direktør for teknik. Det vakte opsigt i teknologimiljøer, at netop han blev hyret.

Her er Kurzweil navnlig kendt som den profet, der har forudsagt den såkaldte ’singularitet’ – det øjeblik i fremtiden, hvor mennesker og maskiner angiveligt smelter sammen til cyborgs. Meningerne om manden er dog delte: For nogle er han en original enspænder og visionær fremtidsforsker. For andre en narcissistisk galning besat af tanken om evigt liv.

Endnu mere opsigtsvækkende var dog, hvad der derefter skete: Under Kurzweils auspicier er Google gået i gang med stort indkøb af state of the art-teknologi i den hensigt at opbygge Jordens største laboratorium for kunstig intelligens. Et laboratorium indrettet specifikt på at forarbejde en ny slags ressource af virkeligt massive data. Nemlig vores egne data. Fra de mindste krinkelkroge af vores liv.

Google har opkøbt eller indkøbt sig en lang række af verdens førende virksomheder inden for maskinlærings- og robotteknologi. Det skabte overskrifter, da Google for to måneder siden købte Boston Dynamics – et firma, der producerer spektakulære og skræmmende livagtige militærrobotter – for en ikke oplyst, men utvivlsomt kæmpemæssig sum.

Google har endvidere brugt 3,2 milliarder dollars på at overtage termostatproducenten Nest Labs. Og for 242 millioner pund købte det for få uger siden købte det britiske DeepMind – en af verdens mest avancerede og hemmelighedsfulde it-firmaer inden for udvikling af kunstig intelligens.

Google har også købt Bot & Dolly, Meka Robotics, Holomni, Redwood Robotics og Schaft og DNNresearch. Ligesom Google har ansat Geoff Hinton, en britisk computervidenskabsmand og verdens førende ekspert i neurale netværk. Ambitionerne er enorme. En DeepMind-investor betegnede for nylig det, Google har sat gang i, som »et Manhattan-projekt inden for kunstig intelligens« (Manhattan-projektet var det omfattende amerikansk-britiske forskningsprogram, der førte til udvikling af atomvåben, red.).

Google som pioneere

Hvis kunstig intelligens overhovedet er gennemførlig, sagde han til teknologimagasinet Re/Code, så vil den blive gjort til virkelighed af »det hold, som Google er ved at samle«. Fremtiden ser altså ud til at tilhøre Google. Og det på måder, vi knap kan forestille os i dag.

Der er ingen ’hvis’er’ i Ray Kurzweils ordforråd, da jeg møder ham i hans nye hjem – en mondæn højhuslejlighed i det centrale San Francisco. Kurzweil beskæftiger sig ikke med tvivl, og da slet ikke på tvivl på sig selv. Han må dog tilstå forundring over, at »jeg for første gang i mit liv har et job«.

Bill Gates har kaldt ham »den bedste person jeg kender til at forudsige fremtiden inden for kunstig intelligens«. Med 19 æresdoktorgrader nyder Kurzweil almindelig anerkendelse som geni. Men han er også den slags geni, der kan være åndsfraværende. Han tilbyder mig kaffe, og da jeg siger »ja tak« fylder han en keddel med vand og putter en teskefuld frysetørrede krystaller i en kop, hvorefter han få øjeblikke senere hælder det ukogte vand ned i den.

Han rører i klumper, der ikke opløser sig, og jeg spekulerer på, om jeg skal sige noget, men lader ham i stedet også hælde lidt mandelmælk i koppen. Ikke at spise mejeriprodukter er en af hans mange kostregler. Det er så absolut den værste kaffe, jeg har smagt i mit liv.

Men Kurzweil har jo unægtelig også andet at tænke på. På fremtiden, for det første … Og på, hvad den vil bringe. Han har forudsagt den i årevis, fremtiden. Faktisk lige siden han indså, at en afgørende faktor for at få succes med at opfinde nye produkter, er at opfinde dem på rette tidspunkt. I 1990 forudsagde han, at en computer ville besejre en verdensmester i skak i 1998 – i 1997 besejrede IBMs Deep Blue Garry Kasparov.

Han forudsagde, at der ville ske en eksplosiv vækst i ​​world wide web på et tidspunkt, da det stort set kun blev brugt af nogle få tusinde akademikere. Han forudsiger også, at vi vil få robot-benprotester, der ville gøre det muligt for paraplegikere (rygmarvsskadede, red.) at gå. Netop nu afprøver det amerikanske militær afprøver et sådant Iron Man-tilbehør. Og han forudså »kybernetiske chauffører«, som selv ville kunne køre bil (den kode har Google næsten knækket).

Langt fra alt er sket

Kritikere påpeger dog, at langt fra alle hans forudsigelser er gået i opfyldelse. Fx har intet amerikansk it-selskab endnu nået en markedsværdi på over 1.000 milliarder dollars, og ej heller er der fundet en bioteknologisk kur mod kræft.

Forudsigelserne er dog ikke Kurzweils egentlige gebet. De er blot et biprodukt af hans opfindervirksomhed. De bygger på hans faste tro på, at teknologien vil blive ved med at udvikle sig eksponentielt. Sådan er det da også gået, for endnu har den såkaldte Moores lov, ifølge hvilken computere fordobler deres ydeevne hvert andet år, vist sig at holde stik.

Vi behøver bare at finde en gammel mobiltelefon fra 1990’erne frem for at anskueliggøre, hvor omvæltende en udvikling, der allerede har fundet sted. Problemet er bare, siger han, er, at mennesker ikke tænker på fremtiden på den måde. »Vores intuition er lineær«.

Da Kurzweil først begyndte at tale om ’singulariteten’, blev han afvist som en drømmer. Han har i årevis sagt, at han forventer, at en vellykket Turing-test – det kriterium, hvor en computer vil udvise intelligent adfærd, der ikke er til at skelne fra et menneskes – vil kunne gennemføres i året 2029. Og den forudsigelse kom han vel at mærke med, før faxmaskinen blev opfundet.

»Da min bog, The Age of Spiritual Machines, udkom i 1999, holdt vi på Stanford en konference for eksperter i kunstig intelligens. Blandt de tilstedværende foretog vi en meningsmåling om, hvornår de troede, en Turing-test ville kunne gennemføres. Der var almindelig enighed om, at det ville tage hundredvis af år. En ret stor fraktion var overbevist om, at det aldrig ville ske«.

»I dag ligger min gamle forudsigelse temmelig tæt på medianen for, hvad AI-eksperter mener, og offentligheden er for så vidt også fulgt med. Folk har oplevet ting som Siri [iPhones stemmegenkendelsesteknologi, red.]. De har prøvet at tale med en computer og set selvkørende Google-biler. Mine synspunkter er ikke længere radikale. Faktisk har jeg hele vejen været konsistent. Det er resten af verden, der har ændret opfattelse«.

Og dog har vi stadig ikke helt begrebet, hvad det vil betyde for vores fremtid. Spike Jonzes nye film, Her, hvor Joaquin Phoenix forelsker sig i et edb-styresystem, foregår i en nær fremtid. Men den film er ifølge Kurzweil et fuldkommen underambitiøs forsøg på at gengive af den fagre nye verden, vi er på vej ind i.

»En stor del af filmens dramatiske spænding bygges op om det faktum, at målet for hovedpersonen, Theodores kærlighed ikke har en krop. Men det scenarie er ikke spor realistisk. For fremtiden vil det være teknisk trivielt at udstyre hende med en virtuel visuel tilstedeværelse, der kan matche hendes virtuelle auditive tilstedeværelse«.

Science fiction eller nær fremtid?

Kurzweil forudser videre, at i 2045 vil den samlede computerkraft være en milliard gange kraftigere end den sammenlagte kapacitet for alle menneskelige hjerner på Jorden. Også hovedpersonens skabelse af en avatar af en død person – baseret på efterladte skrifter – i Jonzes film er en idé, han i årevis har været optaget af. Derfor har han da også samlet alle sin fars skrifter og efterladte ting i et arkiv. Engang i fremtiden, forventer han, vil det være muligt at fremmane faderen virtuelt ved såkaldt ’retro-ingeniørkunst’.

Science fiction? Måske, men Kurzweil nye arbejdsgiver er trods alt ikke en eller anden futuristisk megakoncern, der stræber efter verdensherredømme. Eller jo … måske er Google netop dette, selv om vi i dag bare tænker tjenesten det som en nyttig søgemaskine med cool design. Kurzweil har i flere år arbejdet sammen med Googles medstifter Larry Page på specielle projekter.

»Jeg har jævnligt ført samtaler med ham om kunstig intelligens, og om hvad Google og jeg selv gerne vil gøre. Til sidst sagde han så: ’Gør, hvad du vil her hos os. Vi giver dig samme fulde uafhængighed, du havde i din egen virksomhed. Til gengæld kan du trække på ressourcer i Google-størrelsesorden«.

Og netop disse ressourcer i Google-skala er meget større end noget, verden hidtil har kendt. Det kunne fx være de enorme datasæt, der generes ved af den 1 milliard mennesker, der hver dag bruger Google. Eller det kunne være Googles ’vidensgraf’, som består af 800 millioner begreber og ​​milliarder af relationer imellem dem. Dette er allerede en slags forstadie til et neuralt netværk, en massiv og globalt distribueret ’hjerne’. Men kan den lære? Kan den tænke selv? Se, dette er netop, hvad nogle af planetens kløgtigste hoveder lige nu arbejder på at få den til …

Peter Norvig, Googles forskningsdirektør, sagde for nylig, at hans virksomhed beskæftiger »mindre end 50 procent, men helt sikkert mere end 5 procent af verdens førende eksperter inden for maskinlæring«. Dette var dog før Google købte DeepMind, der i øvrigt som betingelse for at gå med til handlen, stillede det krav, at Google skulle oprette et etnisk nævn, som skal se på, hvad det vil indebære, hvis maskinlæring bliver koncentreret hos jordklodens mest magtfulde teknologivirksomhed. Eller hvad maskinklæring vil indebære, når maskiner først har lært sig at træffe egne beslutninger. Og opnået, hvad vi mennesker kalder ’bevidsthed’.

Jeg så første gang robotterne fra Boston Dynamics i aktion ved en præsentation på Singularity University – et universitet oprettet med Ray Kurzweil som medstifter og med delvis finansiering af Google. Universitets særlige mission er at udforske de eksponentielle teknologier.

Betegnende nok var det et medlem af Singularity University eget fakultet, Dan Barry, der udsendte en af de hidtil mest indtrængende advarsler om, hvad disse teknologier kan betyde: »Jeg kan ikke se, hvor det her overhovedet vil ende«, sagde han om brugen af militærrobotter. »På et tidspunkt vil man konstatere, at mennesker er for langsomme til at tænke og handle. Så vil nogen beslutte at gøre robotterne autonome. Og hvor ender vi så? I Terminator«?

Kurzweils jobbeskrivelse kan sammenfattes i en enkelt linje. »Jeg har ikke en 20-siders mappe med instrukser«, siger han. »Jeg har en kun enkelt sætning: ’Hjælp Google til at udvikle naturlig sprogforståelse’. Hvordan jeg vil gøre det, er op til mig selv«.

Sprog, mener han, er nøglen til alt. »Mit projekt går i sidste ende ud på at basere søgninger på en virkelig forståelse af, hvad sprog betyder. Når man skriver en artikel, gør man jo mere end at kombinere en interessant samling ord. Man har noget at sige, og Googles mission er at skabe den mest intelligente organisation og bearbejdning af alle verdens informationer. Budskabet i din artikel er den information, du vil formidle, men det er ikke en information, som computere i dag er i stand til at begribe. Hvad vi gerne vil, er at lære computerne at læse. Vi vil have dem til at læse alt på nettet og hver en side i alle verdens bøger, således, at de vil kunne engagere brugerne i en intelligent dialog og blive i stand til at besvare deres spørgsmål«.

Computeren Watson

»Google vil kende svaret på dit spørgsmål, før du har stillet det«, siger han. »Google vil have læst hver en e-mail, du nogensinde har skrevet, hvert et dokument, hver en tilfældig strøtanke, du nogensinde har indtastet i et søgefelt. Google vil kende dig bedre end din mest intime partner gør. Ja, Google vil måske kende dig bedre, end du selv gør«.

Det hidtil mest succesrige eksempel på computerbehandling af naturlige sprog er IBMs computer Watson, der i 2011 stillede op i det amerikanske quizshow Jeopardy og vandt. »Jeopardy spænder ganske bredt som udfordring. Det skal rumme både lignelser og vittigheder og gåder. Fx blev der i kategorien ’rim’ spurgt efter ’en lang trættende tale holdt af en skumagtig småkage’.

Watson svarede straks a merengue harangue (merengue: marengs, harangue: prædiken, red.). Det var smart svaret. Men hvor smart var der ikke mange mennesker, der fattede. Folk havde heller ikke sans for, at Watsons viden ikke var håndkodet af ingeniører. Nej Watson har lært det hele selv ved at læse Wikipedia, af alle leksika …«

Ifølge Kurzweil står computere på tærsklen til at kunne læse og forstå et sprogs semantiske indhold. »De er ikke kommet helt på niveau med mennesker, men det kompenserer de i nogen udstrækning for ved at være i stand til læse millioner af gange mere materiale end mennesker. IBMs Watson er måske nok en temmelig svag læser, bedømt side for side. Men den har læst 200 millioner Wikipedia-sider. Dybest set er det, jeg gør på Google, et på forsøg på at gøre, hvad Watson gør. Bare endnu bedre – og gøre det i Google-skala. Hvad jeg vil have computeren til, er at læse snesevis af milliarder af sider. Watson forstår ikke konsekvenserne af, hvad den læser. Den er kun i stand til at sammenpasse mønstre, men fatter fx ikke, at hvis der står, at ’John har solgt sin røde Volvo til Mary’, så indebærer dette en transaktion, hvor der sker en overførsel af besiddelse og ejerskab. Watson forstår ikke den slags informationer, men hvad vi arbejder på, er at indkode dem, således at vi lærer computerne virkelig at forstå betydningen af alt det, som udtrykkes i alle disse dokumenter«.

Og når computere først bliver i stand til selv at læse deres egne instrukser … tjah, så kan deres herredømme over resten af universet vel kun være et spørgsmål om tid? Kurzweil er ikke bekymret og frygter som erklæret teknooptimist ikke for en fremtid, hvor vi gøres til slaver af et herrefolk af en selvstændiggjort generation af nye iPhones med egne ideer.

Han mener derimod, at teknologier af denne art vil gøre mennesket stærkere og klogere. På samme måde som vi for længst har outsourcet vores evne til at huske telefonnumre til elektroniske enheder, vil vi en dag kunne overlade det til gerne nanoteknologi at fortynde vores blod og udnytte vores hjerneceller bedre. Han forestiller sig også en tankelæsningmaskine, der vil kunne bliver vores »bedste kybernetiske ven«. De nye Google-briller imponerer ham derimod ikke. A den simple grund, at han ikke ønsker sig noget teknologisk filter mellem os og virkeligheden. Han ønsker blot, at virkeligheden bliver så meget bedre.

»Jeg tænker nogle gange over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde alle de penge, der findes i hele verden,« siger han. »Og det jeg ville gøre, er præcis, hvad jeg er i gang med i dag. Det her projekt. Det er ikke et nyt interesseområde for mig. Det er en idé, som går 50 år tilbage. Jeg har tænkt over kunstig intelligens og over, hvordan hjernen fungerer i 50 år«.

Nogle af tegnene på disse 50 år findes spredt rundt i hans lejlighed. Han viser mig en tegneserie, han hittede på i 60'erne, som viser en hjerne i et kar. Her findes også et still-billede fra et tv-quiz-show, han optrådte i, da han var 17 med sin første opfindelse: Han havde programmeret en computer til at komponere original musik. På væggene hænger malerier, der er produceret af en computer, som han har programmeret til at skabe originale kunstværker. På reolerne står scrapbøger, der fortæller historien om hans slægtninge, deriblandt de tanter og onkler, der undslap Nazityskland på en Kindertransport.

Det enkelte menneske

Hans hjem er så eklektisk, som man kan tænke sig. Det er en funklende lejlighed i en funklende boligblok med store glasvinduer og moderne møbler. Men det er også gennemsyret af den form for betydning, erindring, historik og resonans, som ingen maskine endnu kan forstå eller værdsætte.

Hans familie klarede sig fri af Holocaust, »fordi de tænkte sig om i tide. At tænke sig om i tide er min families filosofi. Og at menneskelige ideer kan have enorm forandrende kraft. Jeg kan huske, da min bedstefar kom tilbage fra sit første returbesøg i Europa. Jeg var syv år, da han fortalte, at han havde fået lov til – med sine egne hænder – at studere og bladre i originaldokumenter fra Leonardo da Vincis hånd. Han talte om det i ærbødige vendinger, som var der tale om hellige dokumenter. Men de dokumenter blev ikke overdraget os af Gud. De blev nedfældet af et individ, en enkeltperson. Så stor indflydelse kunne ét enkelt menneske altså få. Så meget meget kunne ét enkelt menneske ændre på verden. Så budskabet var: Menneskers ideer forandrer verden og er det eneste, der virkelig kan forandre verden«.

På sine fingre har han to ringe. Den ene er en doktorring fra Massachusetts Institute of Technology, hvor han er uddannet. Den anden er skabt af en 3D- printer. På hans håndled sidder et 30–år gammelt Mickey Mouse ur . »Det er meget vigtigt for os, at vi kan holde fast i vores griller og luner«, siger han, da jeg spørger til ham. Hvorfor? »Jeg tror, ​​at vores neocortex her når sit højeste niveau. I luner og humor.«

I et arbejdsværelse ved siden af møder jeg Amy, hans datter. Hun er en forfatter og lærer og varm og åben. Mens Kurzweil går ud for at få sit foto taget, fortæller hun mig, at hendes barndom var »som at vokse op i fremtiden.«

»Da vi var børn, plejede vi at tale om, hvad vi ville gøre med vores liv, når vi blev ældre, men hvor andre børn ikke nødvendigvis tænkte over, hvordan verden ville forandre sig i mellemtiden, lå den slags altid i mit baghoved.«

Og hvad med hendes fars tanker om at leve for evigt? »Faktisk har børn let ved at forestille sig, at de vil leve evigt, så for mig var der ikke specielt underligt. Jeg syntes, det gav glimrende mening. Det er jeg ikke så sikker på, at det gør i dag«.

I Kurzweils sind er der imidlertid ikke skygge af tvivl. Alle mine argumenter preller af på hans omhyggeligt fugtede hud. »Mine sundhedsprogrammer er noget, alle mine babyboomer-generationsfæller burde tage ved lære af«, siger han.

»De fleste af accepterer den normale livscyklus og accepterer at nærme sig afslutningen på af ​​deres produktive år. Men det er ikke min opfattelse. Nu hvor sundhedsvidenskab og medicin bliver forstærket af informationsteknologi, vil vi se begge ekspandere eksponentielt. Vi vil se et meget dramatisk skifte. Ifølge min model står vi kun 10-15 år fra en ny fase, hvor vi år for år vil kunne føje mere end et år til vores forventede levetid, takket være de teknologiske fremskridt. I forhold til levealder vil det blive noget af et tipping point«.

Kurzweil får, når han udtaler sig på denne måde, et lettere vanvittigt glimt i øjet. Eller udtrykker i det mindste samme slags dybe vished, man kan findes hos fundamentalistiske præster. Til Newsweek udtalte for et par år tilbage en af hans anonyme kolleger, at »Ray gennemgår den mest offentlige midtvejskrise, nogen mand til dato har været igennem«.

Det er oplagt at se psykologisk aspekt i alt dette. Han mistede sin forgudede far, en genial mand, siger han – en komponist, der stort set aldrig mødte anerkendelse i sin egen levetid – da han selv var 22, efter et massivt hjerteanfald. Og siden han i en alder af 35 fik diagnosticeret sukkersyge, har han lagt sin kost i strammest tænkelige rammer.

Men nægter han ikke blot at acceptere på det følelsesmæssige plan, at vi alle bliver ældre, og at døden er uafvendelig?

»Jeg vil mene, at vi her står over for en stor efterrationalisering, fordi vores umiddelbare reaktion på andre menneskers død er sorg. Vi bliver kede af det. Vi anser det for en tragedie. Så i tusinder af år har vi gjort det næstbedste: vi har rationaliseret. ’Åh ja, denne tragedie kan jo på en måde være en god ting’.

Et hovedformål med al religion er at hitte på en historie, der fortæller os, at døden faktisk er en god ting. Men det er døden ikke. Døden er en tragedie. Folk tror, at jeg bare taler om, at vi fremover vil kunne leve nogle hundrede år længere. Men min vision rækker meget videre. Jeg taler om en radikal forlængelse af livet. Jeg taler om, at vi kan gøre os selv millioner af gange mere intelligente og blive i stand til at udvikle stort set alle de virtuelle virkelighedsmiljøer, vores fantasi kan hitte på«.

Det er måske sådanne ’radikale’ visioner, der får Kurzweils kritikere såsom biologen PZ Myers til at indvende, at problemet med Kurzweil teorier er, at »de rummer en bizar blanding af ideer, der er solide og gode, og ideer, der er rent ud vanvittige. Det er, som hvis man tog en stor portion gourmetmad og blendede den op med hundeekskrementer, så man ikke kunne skelne godt fra dårligt«. Eller computervidenskabsmanden Jaron Lanier til at kalde ham på den ene side »et geni«, på den anden »et produkt af en narcissistisk tidsalder«.

Men så igen er det netop Kurzweils egensindighed, der har dannet grundlag for hans succes – allerede som teenager havde han tjent sin første formue. Den egensindighed viser da heller ikke nogen tegn på af aftage. Tror du virkelig, han vil leve for evigt, spørger jeg Amy. »Det håber jeg da. Det virker som et rimeligt ønske for en kærlig datter. Men mit ønske er helt oprigtigt. For fremtiden er næsten lige om hjørnet. Og den ser ud til at blive et temmelig fantastisk sted«.

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Filmen 'Her', der netop har haft premiere handler om kunstig intelligens. Du kan se traileren nedenfor, læse artiklen ‘Kan man elske sit styresystem?‘ eller læse Kurzweils anmeldelse på hans egen blog.