Den datafikserede kærlighed

Datingportaler betror sig til matematikken for at forene singler. Men på trods af algoritmer og udførlig monitorering af brugere afviser en dansk datingsidestifter alligevel, at kærligheden kan sættes fuldkomment på formel.  

De amerikanske datingsider har allerede haft stor succes med at parre algebra og brugerdata. En ny undersøgelse fra University of Chicago viser, at de største matchdatingportaler i USA – Eharmony og Match – har fået gift knap 23 millioner amerikanere siden 2005.

Store mængder af umiddelbare trivielle oplysninger om, hvilke film vi kan lide, og hvordan vi ser ud, er nemlig ikke kun relevante for Facebooks individualiserede reklamer og Googles søgemaskine. Big data er også lig med big love. I hvert fald, hvis man spørger online datingindustrien i både Danmark og USA.

Et af perspektiverne med enorme mængder data, big data, er nemlig at udvinde mønstre og tendenser, som er svære eller umulige for den enkelte at gennemskue. Det gælder også regler for, hvem vi er tilbøjelige til at vælge som partner.

Hvordan datingportalerne finder frem til de mønstre, der afdækker, hvem vi vil have, er forskelligt. Fælles for dem er, at de kan hjælpe brugere med at filtrere i kæmpe datamængder, ved at sortere dem, der bedømmes som mindst interessante, fra.

»Der findes mange metoder til at behandle big data med. Fællesnævneren for dem er, at tendenser kan blive tydelige, når man ser på tilstrækkelig meget data – også når det kommer til parsammensætning og tiltrækning,« forklarer Rasmus Pagh.

Han er professor i algoritmik ved IT Universitet i København og forsker til dagligt i udformningen af algoritmer til brug i software, der håndterer big data.

Vi skal købe hinanden synkront

Jo flere datapunkter man har, des mindre er faren for at overtolke dem. Hvis der er nok informationer at trække på, er det statistisk set næsten ikke sværere at føre to gensidigt interesserede singler sammen på en datingside, som det er at anbefale den rigtige vare til den rigtige kunde på Amazon, vurderer Rasmus Pagh.

»De store datingportaler har den fordel, at de har flere oplysninger om, hvad mange flere singler vil have,« siger han.

Det kan være et problem for de mindre datingportaler med færre brugere. Hvis der ikke er nok brugere, er der nemlig heller ikke nok data. Derved kan analyser og forudsigelser være misvisende og helt forkerte.

»Matematikken kunne komme til at konkludere, at rødhårede brandmænd passer godt sammen med kvinder fra Vordingborg, som er født i august. Det kan stemme perfekt med de data, man har til rådighed, men bare skyldes statistiske tilfældigheder,« siger han.  

At det er muligt at sammenligne menneskelig tiltrækning med et køb på Amazon skyldes, at matematikken, med hjælp fra big data, kan sætte dele af menneskelig kompatibilitet på formel. Begær og behov omsættes til tal, der sat sammen med andres tal, afslører om et godt match er i vente.

 »Når en netdaters behov og interesser formuleres som datasæt, sker det, at vi kan anskue et eventuelt match som to varer, der skal købe hinanden synkront. Det er ikke så meget anderledes end at forudsige om en kunde klikker på en reklame, bortset fra at reklamen også skal godkende, at du klikker på den,« siger han.  

Kærlighedsalgoritmens anatomi

De amerikanske datingfirmaer Okcupid og Eharmony er især kendte for at bruge specialdesignede matematiske ligninger, algoritmer, til at matche brugere med hinanden.

Eharmony er USA’s største datingside med over 20 millioner brugere ifølge sidens egne tal. Her får singler ikke selv lov til at shoppe rundt i andres profiler. Portalen har så meget tillid til matematikken, at den er ene om at bestemme, hvem, der får lov til at møde hvem på det virtuelle mødested.

Førstegangsbrugere på både Okcupid og Eharmony bliver bedt om at besvare op til 350 spørgsmål om alt fra livsstil og trosretning til døgnrytmer og hverdagsrutiner. Svarerne sættes ind i en computeriseret algoritme, der bestemmer, hvor kompatible to brugeres svar er.

I foråret 2013 forklarede Okcupids amerikanske medstifter Christian Rudder for første gang, hvordan portalens algoritme helt basalt fungerer i en animationsfilm til Ted.com. Datingportalen og dens stiftere er kendte for deres rationelle og videnskabelige tilgang til netdating.

»Matematikken bag Okcupids matchingalgoritme er overraskende enkel. Den er bare bygget op af lidt addering, multiplikation og kvadratrødder. Den vanskelige del i at designe den var at finde ud af, hvordan man tager noget mystisk som menneskelige tiltrækning  og bryder det op i komponenter, en computer kan arbejde med,« siger Christian Rudder i filmen til Ted.com.

»Det første, vi havde brug for, for at matche folk med hinanden var data - noget som algoritmen kunne arbejde med. Og den bedste måde at få data ud af folk hurtigt er bare at bede om det direkte,« siger han.  

Algoritmen kræver ærlige svar

Selvom algoritmer kan udvinde vigtigt materiale fra datingsidernes big data, er ligningerne ikke sandhedsmaskiner men nærmere avancerede lommeregnere. De har brug for korrekte oplysninger for at virke efter hensigten. Og det er ikke altid helt nemt, forklarer Rasmus Pagh.

At designe databehandling til dating kræver ikke bare matematisk kunnen, men også kendskab til menneskets psykologi og et parforholds interne mekanismer.

»Folk svarer ikke altid ærligt på spørgsmål om sig selv. Hvis de giver falske svar om, hvem de er, fordi de ville ønske, at de var anderledes, bliver algoritmens opgave sværere. Derfor har man brug for fagfolk, der kan udforme begavede spørgsmål, som fodrer ærlige og relevante oplysninger,« fortæller han.  

I princippet kan en algoritme derfor sagtens arbejde med uærlige data, hvis bare spørgsmålene er sat sammen sådan at det ægte alligevel skinner igennem. Okcupid forsøger at imødekomme den ærlighed, Rasmus Pagh taler om, i deres udformning af spørgeskemaer, der skal bevares før man får adgang til siden.

Når en bruger besvarer datingsidens spørgeskema skal vedkommende også indikere, hvad en kommende partner helst skal svare. Brugere skal dertil vurdere vigtigheden af alle spørgsmål på en skala fra 1 til 5.

»Vi spørger ind til alt muligt lige fra om man gerne vil have børn til, hvor tit man børster tænder og om man kan lide at se gyserfilm. Og også helt store spørgsmål, som tror du på gud?,« siger Christian Rudder i filmen.

For nogle af Okcupids spørgsmål er algoritmen indstillet til at en brugers svar helst skal stemme overens med en kommende partners. For andre spørgsmål gælder det stikmodsatte. Spørgsmål, der ikke er vurderet som vigtige tæller ikke lige så meget i algoritmens udregning. Det endelige produkt af den totale sammenligning er en procentsats, der indikerer, hvor fornuftigt et match er i hus.

Datingdata afslører danske tiltrækningsmønstre

På Dating.dk, Danmarks største datingside med lidt over en halv million brugere, er tilgangen til matchmaking anderledes. Her bliver singler ikke anbefalet potentielle partnere ud fra en sammenligning af spørgeskemaer.

Det danske datingfirma tror nemlig ikke på, at man kan opstille generelle regler for, hvorfor folk falder for hinanden, forklarer firmaets dataudvikler Niels Thrane. Derfor har Dating.dk valgt at individualisere behandlingen af deres brugerdata.

Datingsiden monitorerer helt konkret, hvilke profiler deres brugere besøger for systemets overvågning af brugerne er nemlig med til at afdække sammenfald i tiltræknings- og adfærdsmønstre.

»Vores computer registrerer ligheder mellem de profiler, en bruger klikker mest på. Med udgangspunkt i den enkeltes interesser anbefaler Dating.dk så andre profiler, der matcher de præferencer, som går igen,« siger han og forsætter.

»Samtidig med at vi foreslår brugere, hvem de passer sammen med, kan de også selv surfe rundt i vores database af singler. Når man så skriver til en anden eller kigger på deres profil opsnapper vores system det. Det betyder, at vi kan analysere på rigtig meget data.«

Selvom Dating.dk ikke beder brugere om at opgive store mængder af oplysninger hober brugerinformationerne sig alligevel op. Systemets viden er ifølge Niels Thrane nok til at afsløre, hvad de danske netdatere interesserer sig for ved hinanden. I hvert fald når det kommer til udseende.   

En af de tendenser, systemet har fundet i brugernes søgemønstre er at nogle singler søger efter partnere med særlige etniske baggrunde. Der er for eksempel mænd, fortæller Niels Thrane, som kun går efter asiatiske kvinder.

»Selvom vi ikke beder om informationer, der omhandler hudfarve, kan vi se, at visse personer vælger partner på den måde,« siger han.

At Dating.dk ikke anvender en decideret algoritme til at matche singler med hinanden, mener dataudvikleren ikke gør den store forskel. Det vigtige er, at der er nok data.

»En algoritme kan jo være alt. Den er en opskrift, der angiver en rækkefølge af handlinger. Når brugere fortæller os om de er mænd eller kvinder eller hvilken aldersgruppe, de ønsker at søge partnere indenfor, er det også en lille algoritme, der frasorterer de uegnede. Algoritmen er ikke et orakel i sig selv,« fastslår han.

Mimer Googles søgemaskine

Et andet eksempel på, hvad Dating.dk har fået ud deres rå data er, at brugere tiltrækkes af særlige ansigtsformer.

»Vores matchsystem anvender ikke ansigtsgenkendelse, men det er lavet sådan, at det ud fra din og andres opførsel begynder at lære, at visse profiler har meget til fælles, fordi der er mange, som besøger den samme gruppe af profiler. Derfor har vi fundet ud af, at et flertal falder for specifikke ansigtstyper, hvad enten de er runde eller aflange,« siger han.  

På den måde fungerer Dating.dk’s matchsystem lidt ligesom Googles søgemaskine, forklarer Rasmus Pagh fra IT Universitet.

»Google er sommetider bedre til at afgøre, hvad der er mest relevant for din søgning end du selv er. Den bygger, ligesom Dating.dk’s matchsystem, på data om, hvad andre brugere har klikket på, når de har lavet lignende søgninger,« siger han og giver et eksempel.

»Hvis du søger på Wally World i Google får du walmart.com som et af søgeresultaterne. Supermarkedskæden bærer det øgenavn, selvom den ikke selv bruger det. Kun i kraft af en historie af andre søgninger kan Google vide, at Wally World er et relevant søgeresultat.«

Selvom den computeriserede matematik tilsyneladende kan gennemskue vores søgevaner bedre end vi selv kan er det vigtigt for Rasmus Pagh at påpege, at datingteknologien også kan komme til at diskriminere i det skjulte.

Hvis nogle personer bliver sat i bås med andre, som de ligner, får de muligvis ikke de samme muligheder for at blive sat sammen med kommende partnere. Matematikken kan på den måde komme til ekskludere på baggrund af ukendte kriterier, der bliver bestemt af et stykke software.

Latente data overses

Den mindre danske datingportal, Elitedaters, benytter sig imidlertid hverken af algoritmer eller matchsystemer. Men Nigel Rasmussen, medstifter og indehaver af datingsiden, er ikke bleg for at indrømme, at hans portal helt åbenlyst holder visse netdatere udenfor.

Med lidt under 20.000 brugere er datingsiden nemlig forbeholdt højtuddannede og karriereorienterede, selvom ansøgere uden en længevarende uddannelse kan søge ind på sidens såkaldte kvote 2.

Nigel Rasmussen er heller ikke overbevist om, at matematikken evner at forudsige tiltrækning af den amourøse karakter. Han kan faktisk ikke forestille sig, hvorfor begavede mennesker overhovedet vælger at bruge datingsider med matchsystemer.

»Den store kærlighed manifesterer sig ikke ud af det blå, fordi man svarer ja eller nej på de rigtige spørgsmål. Det er de implicitte informationer, der ikke omsættes til data, som er væsentlige – de forklaringer vi giver hinanden på, hvorfor vi netop er som vi er,« siger han.

Dataanalyser og sammenligninger af brugere danner typisk et overfladisk billede af, hvem man er og hvad man søger, vurderer han. På trods af hans kritik af den matematiske tilgang til netdating, beundrer han Okcupids kærlighedsalgoritme.

»Drengene bag det matchsystem er matematiske genier. Algoritmen fungerer perfekt på et rationelt plan. Den ville efter min mening bare være mere gavnlig at bruge i ansættelsessammenhæng,« siger han.

I stedet for at parre folk ved hjælp af logiske systemer forsøger Elitedaters at skabe en varieret og mangfoldig database af singler, som brugere selv kan gå på jagt i. Det gør datingportalen ved at udvælge, hvem de vil have som brugere. Udvælgelsen, har de imidlertid mennesker til at lave.

For at oprette en profil på Elitedaters skal man først optages af datingportalens redaktion, den modtager omkring 100 ansøgninger i døgnet, hvoraf halvdelen godkendes.

Hvem Elitedaters giver adgang til portalen afhænger af en ansøgnings originalitet og af de øvrige brugere, fortæller Nigel Rasmussen. Her trækker datingsiden alligevel på deres brugergenerede data.

»Vi beder folk om at indtaste en håndfuld nøgleord om sig selv og deres interesser. Ud fra de data analyserer vi så på, hvem de er. Hvis vi for eksempel kan se, at vi har for mange venstreorienterede mænd blandt vores singler nivellerer vi feltet ved at optage flere højreorienterede mænd. På den måde sikrer vi os for, at der er lidt for en hver smag,« siger han.

Den ukendte variabel

Selvom Nigel Rasmussen fra Elitedaters ikke ønsker at underminere sit firma eller datingbranchen, er han skeptisk overfor den lid vi har til big data og matematikkens anvendelighed når det kommer til følelser.

I hans øjne er det at lede efter kærlighed lige så meget et sats offline som online. Datingportalerne kan ikke love brugerne noget som helst, heller ikke med rationelle værktøjer på deres side, indvender han.

»På lang sigt er det kemien, det mystiske og det uforklarlige, der opstår i mødet mellem to mennesker, der er udslaggivende. Det som netdatingindustrien kan er at samle mennesker, der aktivt vælger at komme tættere på den oplevelse. Det er det, der giver gode statistikker,« siger Nigel Rasmussen.

Rasmus Pagh fra IT Universitetet er enig med ham i, at kærlighedsalgoritmer og matchsystemer kan have sine begrænsninger. For det er ikke alle variabler, der er lige lette at omsætte til data.

Datingportalerne kan facilitere den første kontakt. Det store spørgsmål, der underminerer matchalgoritmerne, er for ham, om det kropslige begær mellem mennesker – det der udløser forelskelsen i det virkelige møde – nogensinde vil kunne afkodes og forudsiges af matematikken.

Han tvivler imidlertid ikke på, at vi går en fremtid i møde, hvor algoritmer bliver bedre til at udføre specifikke og alsidige hverdagsopgaver i trit med at vi bliver bedre til udvinde store mængder af personlig data fra internettets brugere.

»Hvis man overhovedet kan sige noget videnskabeligt og generelt om forelskelsen, kan den viden så brydes op og laves om til data? Hvis ja, vil vi i fremtiden så finde os i, at vi ikke kan vælge partner frit, fordi computeren ved, hvem vores eneste ene er? Det har jeg svært ved at forestille mig,« siger Rasmus Pagh.