Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Dating for en angstfuld generation

Foto: Jakob Dall

På Tinder handler det ikke om den store kærlighed. Datingappen er udtryk for en generation, der ikke ved hvad de vil -  andet end at de i hvert faldt ikke vil afvises, fortæller 25-årige Rebecca, der værdsætter den tryghed, Tinder giver hende

Selvom mere end 600.000 danskere dater på internettet, er onlinedating stadig sært tabubelagt. Der findes par, der har mødt hinanden på dating.dk, men alligevel foretrækker at fortælle venner og bekendte, at de mødte hinanden på en bar. Op imod hver fjerde møder kærligheden på internettet.

 Men lanceringen af dating-appen Tinder markerer et skift i opfattelsen af den digitale kærlighed. Unge verden over har taget den nye datingform til sig med åbne arme.

Læs også: Den datafikserede kærlighed

Tinder handler ikke nødvendigvis om at finde en kæreste, men er måske snarere en app til flirt end en app til kærlighed:

»Tinder kan måske godt virke lidt overfladisk, eftersom man kun kigger på billeder af hinanden. Men det gør man jo også, når man går i byen,« siger den 25-årige Rebecca, som har en profil på den populære datingapp. Men i modsætning til at stå på en bar, hvor afvisningen kan ramme en lige i ansigtet, er man på Tinder skånet for mennesker, man ikke kan lide, og som ikke kan lide en, forklarer hun.

»Du ville jo hade at gå hen til en fyr i byen, som vendte ryggen til dig. Det ville jo gøre så ondt. Jeg tror i virkeligheden, at der er rigtig mange, der ikke engang ville turde at gå derhen i frygt for, at det ville ske,« siger Rebecca. På Tinder er afvisningen højest, at man ikke får et svar. Rebecca forklarer at, hvis det er tilfældet gør det ikke så meget, fordi man sikkert allerede har skrevet med del andre.

Rebecca er ikke alene om at mene, at frygten for at blive afvist i det virkelige liv har været med til at gøre Tinder populært. I et interview med magasinet Forbes erkender de to amerikanske stiftere af Tinder, 26-årige Sean Rad og 27-årige Justin Mateen, at det spillede en stor rolle, da de fandt på konceptet.

Dating on the go

Rebecca er en de mange unge, der siden lanceringen i 2012 har oprettet en profil på Tinder. På trods af at det for hende ikke nødvendigvis handlede om at finde kærligheden, er Tinder ikke den eneste dating platform, der ser en stigning i antallet af brugere.

Læs også: Kvinden, der gamede sig til en mand

Datingsiden Okcupid har med sin matematiske og videnskabelige tilgang til kærligheden fået stor succes. Der findes en række amerikanske tjenester for travle mennesker med krævende karrierer, og fænomenet er så småt begyndt at dukke op herhjemme med Elitedaters.dk  

Det sociale aspekt ved mobildating ser ud til at være et trækplaster for mange af brugerne. Time Magazine beskriver, hvordan Tinder blandt andet er blevet til en drikkeleg, hvor man drikker et shot, hver gang man ikke får et match. Rebecca fortæller også, hvordan hun sammen med sine venner og veninder sidder og udveksler chat-korrespondancer og matches over drinks lørdag aften.

»Det er kun hyggeligt og lidt for sjov. Hvis man havde været på date med den samme fyr som ens veninde, ville man jo have det ad helvedes til,« siger hun og tilføjer, at de profiler man ser på ikke opleves som rigtige mennesker, før man er begyndt at chatte og måske har aftalt at mødes.  

I den periode hvor Rebecca brugte Tinder allermest, lå hun tit i sin seng og scrollede igennem profilerne, efter at være kommet hjem fra en lang dag på arbejde.

»Der er mange der bruger det på den måde, især hvis de har en travl hverdag,« siger Rebecca og fortsætter: »Det er lidt som ‘dating on the go‘.«

Tinder tilfredsstiller et minimumsbehov for romantik i hverdagen, uden at man behøver at sætte tid af til at gå på dates. Rebecca tror også at det for mange handler om bare at have en at skrive lidt med:

»De får et selvtillidsboost og noget at tage sig til,« siger hun. På mange måder, siger hun, minder Tinder om at kigge efter mænd på en bar. I byen handler det også mere om jagten end om byttet.  

En generation i identitetskrise

Der er til gengæld stor forskel på at melde sig til sider som dating.dk eller det amerikanske OkCupid og på at melde sig til Tinder. På traditionelle datingsider er jagten på kærligheden det primære fokus, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet på Tinder. Når det målrettet handler om at finde en partner, siger Rebecca, bliver der stillet andre krav til brugerne:

»Man skal skrive så meget om sig selv, hvem man er, hvad man godt kan lide, og hvad man leder efter. Det tror jeg nogen gange er svært. Måske især som ung, fordi man i virkeligheden ikke helt ved, hvad det er man søger,« siger hun.

Læs også: 'Facebook ved om du går fra din nye kæreste'

Medstifter af London School of Attraction, Doug Haines, mener til gengæld at Tinder i sidste ende gør den usikre generation en bjørnetjeneste:

»Det er en del af en generel trend, hvor det at møde nye mennesker på nye måder er for nemt. Det får os til at glide længere og længere væk fra hinanden, fordi teknologien gør det sværere at møde mennesker på almindelig vis,« siger Haines i The Guardian. Ifølge Haines er det en alt for let løsning på et langt mere kompliceret problem.

Rebecca kunne godt forestille sig, at Tinder fungerede som et trygt vadested, og dens popularitet kan være et udtryk for en generation, der har svært ved at balancere kravet om en karriere med ideen om at være nogens partner.

»Nu er jeg selv ret udadvendt, men jeg tror måske, at folk på Tinder tør spørge om lidt flere ting og være lidt mere sig selv. Og det er selvfølgelig, fordi man sidder bag en skærm, og på den måde kan man få lov til at være den, man gerne vil være.«

Se også: 'Fem sandheder om moderne kærlighed' eller 'En formel for kærligheden'

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Kommentarer

Hvis man ikke har tid til at finde en partner på den 'analoge' måde -
Hvordan kan man så have tid til et forhold ?

I øvrigt :
' Efter 236 dates: Nu ved hun hvad mænd lyver om '
http://ekstrabladet.dk/nationen/article2226147.ece

Kasper Milius Brandt

»Du ville jo hade at gå hen til en fyr i byen, som vendte ryggen til dig. Det ville jo gøre så ondt. Jeg tror i virkeligheden, at der er rigtig mange, der ikke engang ville turde at gå derhen i frygt for, at det ville ske«
Rebecca minder os om, at en apokalyptisk tendens, eller nærmere et paradigme i den vestlige verden, som vi ukritisk tager del i, og som hypnotiserede reklamemaskiner indbyder til. Det er et paradigme, hvor tiden ikke er til at tage sig af andre end én selv og egne behov, hvor menneskelige relationer ikke foregår mellem mennesker i samme grad som mellem computerskærme, hvor konfrontationer og ubehagelige situationer mennesker imellem fortrænges og i visse tilfælde helt elimineres, hvor vi ikke lærer at med det gode kommer også det trælse, hvor vi sætter krav til hinanden, som vi ingenlunde kan leve op til, hvor vi gang på gang spænder ben for hinanden og for os selv, hvor vi grundet vores ukritiske adfærd frustreres over, at vi ikke forstår os på de problemer, der fostres af denne hypnosetilværelse, hvor få indser, hvor langt fra egne interesser, de egentlig er kommet og hvor mange der stadig sidder fast.

For at bruge Haines, så gør vi os selv en bjørnetjeneste, og forholdet til os selv og hinanden har aldrig være dårligere end det er med tjenester som Tinder.

Kasper Milius Brandt

I øvrigt kan flade fotos aldrig sammenlignes med mødet med rigtige mennesker, hvor det selvfølgelig ikke kun er udseende, der tæller, men også i høj grad bevægelser, duft, tiltrækningskraft, stemme osv.